Kære dreng på 17 år.
Jeg synes, at du har skrevet sådan et fint brev. Og jeg er glad for, at du valgte at skrive det, selvom du har været i tvivl om du skulle.
Jeg har desværre ikke lige en hurtig løsning på dit problem her og nu. Men jeg blev interesseret i den vilje og det store ønske du har om at komme ud af din ensomhedsfølelse. At du tænker over, og er bevidst om din situation, er første store skridt til at lave om på det,som du gerne vil have bliver anderledes.
Du skriver, at du er 17 år og går i en klasse. Det tænker jeg, er et godt udgangspunkt for at komme i gang med at være lidt mere sammen med andre. Du kommer ud af døren hver dag, og du er sammen med din klasse.
Og så skal du vide, at selvom mange af de andre måske virker selvsikre og ovenpå, så tænker de også meget over, hvad andre mener om dem og er usikre på sig selv. Nogen er bedre til at skjule deres usikkerhed end andre.
Måske kunne du begynde at øve dig lidt i at kigge folk i øjnene. Du kunne sige til dig selv, at i dag skal du i hvert fald kigge én i øjnene i hver lektion, du har. Måske bare i kort tid. Hvis du ikke kigger folk i øjnene kan de nemt tro, at du er uinterreseret i dem. Måske tror de, at du ikke gider dem. Senere kan du sætte dig et nyt mål. Måske at begynde at tale lidt med de andre. Start fx med at snakke om noget med skolen. Spørg en af dem du godt kan lide og føler dig nogenlunde tryg ved, om han/hun har læst til i dag eller sådan noget. Vis de andre, at du gerne vil dem. Smil, når de siger noget sjovt osv.
Måske har du en lærer, som du godt kan lide og føler dig tryg ved. Du kunne bede om en snak med vedkommende og fortælle, hvordan du har det. Måske vil det hjælpe dig, at dele det med en, der kender dig lidt. En lærer kan måske også give dig nogle ideer, til ting på skolen, som du kan deltage i, og som kunne gøre, at du kommer mere i kontakt med andre. Hvis du synes det er for svært at snakke med læreren, kunne du jo også bede ham/hende om at læse vores breve her, som en indledning til en snak. Så behøver du ikke at forklare så meget.
Til sidst vil jeg sige til dig, at du ikke er alene om at føle, som du gør. Der sidder mange unge hjemme ved computeren og føler sig lidt alene. Måske nogle af dem, du spiller med, kender til det?
Jeg synes det er sejt af dig, at du er begyndt at tænke over det, og at du ligesom har besluttet selv at gøre noget ved det. Jeg vil råde dig til at ringe til Børnetelefonen på 116 111 og få en snak med os der. Du vil kunne få nogen lidt mere præcise råd, når rådgiveren har spurgt lidt ind til, hvordan du har det. Du kan også læse på Brevkassen og Børn Hjælper Børn. Der findes breve fra andre unge, der måske har nogle tanker, der ligner dine.
Jeg ønsker dig held og lykke med projektet.
Mange hilsner fra BørneTelefonen.
