Når ensomheden overtager.
Hej,
For omkring 2½ år siden havde jeg fire af de bedste veninder jeg nogensinde havde drømt om. Nu har jeg ingen tilbage.
Den ene cuttede mig af, fra den ene dag til den anden og den anden fulgte trop – av. Men ellers har det været min mangel af initiativ. Jeg har (og havde) så svært ved at skrive til mine venner.
Jeg føler mig som en byrde. Som et irriterende læs på deres skuldre, der bliver ved med at komme tilbage, selvom jeg ikke burde og er uønsket. Det sidste ved jeg så ikke, da de jo selvfølgelig ikke kunne drømme om at sige sådan noget til mig; men det føles sådan.
Hver gang jeg ville skrive til dem, sad jeg og overvejede mine ord så nøje som muligt. I starten var jeg langsom til at svare fordi jeg ikke ville virke for ivrig, men det udviklede sig til at jeg simpelthen ikke havde noget at skrive. Alt føltes forkert, alt føltes irriterende. Føles irriterende. Det er ikke noget der er gået væk.
Det endte med at de altid måtte starte samtalen. Og jeg deltog, men fordi jeg ikke ville virke irriterende og forfærdelig, mistede vi emner at snakke om – jeg ville ikke være overvældende. Plus, jeg havde svært ved at svare på selv de simpleste spørgsmål (“Hvad er det rigtige at sige?”) og kunne aldrig tale om mig selv; bare tanken om at tale om mig selv, får mig til at krympe mig.
Jeg er så uinteressant i forhold til dem. En taber. Det kunne jeg selvfølgelig ikke sige til dem. Og efterhånden begyndte vi at miste kontakten. Gled væk fra hinanden. Jeg startede aldrig samtalen længere og når de så gjorde, skulle de være heldige at få et ordenligt svar, hvis et svar overhoved. Ikke fordi jeg ikke ville. Jeg ville konstant sidde og tænke over hvad jeg skulle skrive, men aldrig komme på noget godt.
Misforstå mig ikke. De gjorde aldrig noget der hentydede til at jeg var en irritation (ikke direkte og selv da, så har det nok bare været mig der overfortolker). De var fantastiske. Jeg kan ikke sætte ord på, hvor meget jeg har værdsat at have dem i mit liv.
Og her er problemet så; jeg har dem ikke længere. Jeg har ikke nogen.
Jeg troede først at jeg måske var “deprimeret”, i den forstand at det selvfølgelig er selvdiagnoseret (jeg ville aldrig kunne tale til en person IRL om det her) og at jeg godt vidste, at det måske var et lidt for stort ord. Mildt deprimeret, lidt små ked af det hele tiden, men voldsommere end bare teenage-hormoner.
Men her på det sidste er det gået op for mig, at det ikke er sagen. Sagen er, at jeg har altid haft problemer. Jeg har bare haft mine veninder til at tale om dem med. Nu har jeg ingen.
Jeg er sikker på, at hvis jeg skrev det her til dem, så ville de straks være der. De er jo fantastiske. Men det kan jeg ikke. For jeg vil ikke tvinge dem ind i en situation med mig, de klarer sig uden mig; de er de bedste slags personer og har en masse venner omkring dem. Jeg har altid været den der behøvede dem og jeg kan ikke lide tanken om, at skulle byrde dem. At være en byrde generelt er ikke rart, men de fortjener bare så meget bedre.
Mit problem er nu bare, at jeg kan ikke klare ensomheden mere. Jeg snakker stadig med andre, men om overfladiske ting; jeg sætter stadig meget pris på samtalerne, men jeg har brug for noget mere. Jeg har brug for at lette mit hjerte, for det er simpelthen blevet så tungt.
Men jeg har ingen. Og det er min egen skyld, fordi jeg ikke KAN snakke. Selvom de aldrig har givet mig anden grund. Jeg ved ikke hvad der skete.
Nu bliver det lidt mørkt. Jeg har længe vidst, at jeg ikke kommer til at blive rigtig voksen – i to år i hvert fald. Det har gået mig rigtig meget på førhen og jeg har været så ked af det over det – jeg er begyndt at acceptere det nu og det har uden tvivl gjort det meget nemmere, at jeg ikke decideret er bange nu. Jeg er langsomt begyndt at kunne se det i øjnene.
Men jeg vil stadig gerne have nogen. Til at holde mig i hånden. Bare indtil jeg skraber mod nok til mig og den rigtige tid er kommet. For jeg er ikke modig nok nu, og jeg er alene. Hvilket bare efterlader mig med det her store hul i mit bryst – jeg kan mærke det stort set hver aften.
Efter de to første veninder droppede mig, tror jeg også jeg for første gang forstod et knust hjerte. Jeg var ikke forelsket i dem. Men mit hjerte brister lidt hver gang jeg tænker på det; selvom det næsten er et år siden nu. Det er ikke blevet nemmere. Jeg prøver ikke at tænke for meget på det.
Jeg har bare brug for nogen. Nogen der ikke er ligeglad og som jeg ikke behøver føle mig underlegen hos. Bare midlertidigt. Jeg kunne snakke med mine veninder om det her før. De hjalp så meget. Det gør…. fysisk ondt at være så alene.
Det hele lyder meget dramatisk. Jeg kan ikke lide at tænke på det på den måde. Det er bare svært at forklare uden at det lyder voldsomt. Det er første gang jeg skriver sådanne et brev, uden at stortude samtidig. Jeg er…. forholdvis rolig.
Det er bare rart at sige det her til nogen. Jeg skriver dagbog af og til. Men det her er der nogen der kommer til at læse. Det er ikke bare endnu et slag i ansigtet om, at jeg bliver nød til at skrive i en bog for mig selv, fordi jeg ingen andre har der kan lytte.
Mine veninder var fantastiske. Ubeskrivelige. Og jeg er så taknemmelig for at have haft dem. Jeg ville bare ønske, at de ikke havde efterladt så stort et hul, efter jeg skubbede dem væk.
Jeg er ked af, hvis det her har gjort dig utilpas. Jeg har bare ingen andre at snakke med. Min far er en stor del af hvorfor jeg så tit er ked af det. Jeg har ingen veninder at snakke med. Tænk, at i en verden så stor, så er der ingen for mig.
Tak.
