Kære 11-årige
Hvor er det godt du skriver herind, når du kan mærke, at du ikke trives. Sådan som du beskriver din situation, kan jeg sagtens forstå, at du har brug for at dele det med nogen. Og jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du kan få det bedre.
Lad mig starte med at slå fast, at det dine forælde der har ansvaret for dig, og de skal derfor sørge for at du har det godt og er tryg derhjemme. Så når du er hos din mor, har hun ansvaret for at du trives – og omvendt med din far. Når det så er sagt, så betyder det også, at fordi du er over 10 år, så har du også ret til blive hørt, når det gælder bl.a. samvær med din far. Og om du altså har lyst til det eller ej. Det har du, fordi du har noget der hedder initiativret.
Det betyder, at du kan bede Familieretshuset om at holde et møde med dine forældre. Det kan fx være et møde om, hvor tit du skal se din far. Din initiativret betyder ikke, at du selv kan bestemme. Det er dine forældre og Familieretshuset, der bliver enige om det. Men de skal lytte til dig. Og dine ønsker skal tages med i deres overvejelser.
Du har nemlig helt ret i, at det er forkert, at din far tager dig og din bror med hen og købe hash. Jeg synes det er rigtig flot, at du siger fra, når der er noget som er ubehageligt. Jeg tænker, at din mor gerne vil have du ser din far, fordi hun vil dig det bedste. Men ved hun mon godt, at din far har haft jer med der? Jeg forestiller mig, at hvis hun ved det, så kan hun nok endnu bedre forstå, hvorfor du ikke har lyst til at se din far lige nu. Måske du har mod på at fortælle hende det?
Jeg tænker også, at det er helt okay, hvis du siger du ikke har lyst til at være ved ham i weekenderne, når han ryger hash. Det er nemlig sådan at du har ret til at blive passet godt på, når du er hjemme ved dine forældre. Det lyder til at din far har svært ved at passe på dig, som det er lige nu, og derfor har du ret til hjælp.
Det kan nemt føles ensomt, når man som barn skal opleve sine forældre have problemer. Eller måske endda nogle gange føler, at man skal være den voksne, der tager sig af dem. Det er slet ikke meningen, at det skal være sådan. Og jeg tænker også, at dine tanker omkring din far, dine forældres nye kærester og skænderierne med din mor, nok er med til at gøre det svært for dig at koncentrere dig henne i skolen. Har du også fornemmelsen af, at de ting kan hænge sammen?
Derfor synes jeg, at det er rigtig vigtigt, at du får snakket med en voksen om det her. En du kan fortælle hvordan du har det med det hele.
Jeg tænker på, at du har en lærer eller nogle bedsteforældre, eller andre i dit liv, som du kan snakke med om hvordan det er i skolen og derhjemme?
Din lærer har nemlig også ansvar for, at du har det godt med at komme i skole. Derfor synes jeg også, at det er vigtigt, at du snakker med en lærer eller måske din mor om, hvordan du oplever at din lærer behandler dig. Måske din mor i virkeligheden godt kan fornemme, at du ikke har det helt godt, men ikke helt ved, hvad hun skal stille op. Og måske det derfor kan ende i skænderier sommetider. Giver det mening?
At du skriver til Børnetelefonen, og rækker ud efter hjælp, viser at du har en stor vilje og mod på at få tingene til at blive anderledes. Det er rigtig stærkt.
Når man skændes med en, man faktisk holder af, så kan det hele godt føles lidt uoverskueligt og man kan derfor få lyst til at flygte fra det hele. Derfor kan jeg sagtens forstå, at du sommetider har følt behov for at tage bussen langt væk. Men jeg håber virkelig, at du næste gang kunne bruge din stærke vilje til at stoppe op og enten vise din mor det her brev og mit svar. Eller måske kontakte os herinde på BørneTelefonen for at få en bisidder, der kan hjælpe dig. Bisidderen kan både hjælpe dig med at kontakte Familieret i forhold til samvær med far, men også hvis du ønsker at tale med kommunen om de forhold du oplever derhjemme. Du kan læse mere om vores bisiddere her.
Hvis du har brug for at tale mere med os, så kontakt os endelig igen her eller på 116111.
De kærligste hilsner fra
Børnetelefonen
