Brev

Mistet alle mine veninder, så ensom nu…

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år.

Jeg kan forstå på dig, at dine bekymringer for dine venskaber med de gamle veninder i klassen har taget til her i starten af sommerferien. Det er godt, at du nu beder om hjælp til at få gjort noget ved det allerede nu. Det betyder rigtigt meget at være sammen med veninderne i fritiden. En lang ferie, hvor de fleste nok holder ferie med deres egen familie, kan føles meget ensomt, hvis der ikke er kontakt med nogle af dem.

Jeg kan også forstå på dig, at du rent faktisk havde det ret godt med 3 veninder fra klassen før sommerferien, og at I altid lavde ting sammen, og skrev sammen. Jeg tænker, at de nok rigtig godt kan lide dig, og lide at være sammen med dig, når de har brugt så meget tid sammen med dig. Hvad tænker du om det?

Der skal nok ikke så meget til at slå dig ud af kurs lige nu, hvor kontakten ikke lige er der. Så kan du måske komme til at tolke, at de ikke vil dig og følelsen af at være en taber dukker op. Det er du ikke, og du er måske ikke den eneste af jer, der har de tanker. Det er ikke altid noget  man snakker om,  og derfor kan I med tankerne for jer selv. Man kan ubevidst komme til at trække sig yderligere. Måske fordi man kan være bange for at blive såret eller skuffet. 

Det ville være en god ide for dig at komme lidt mere på banen nu - skriv lidt mere med de gamle veninder, hold kontakten, selvom du godt ved, at de måske er på ferie eller optaget. Det er altid godt at spørge interesseret ind til venindernes ferie og planer, og at være en god lytter. Find på noget, som kunne være spændende eller hyggeligt for dem at deltage i: temafilmaften/dag, cykeltur med picninc, biotur, bytur, strandtur... Måske er der noget af det, der kunne friste dem eller som I har haft sammen. 

Jeg tror, at det er lettere at sige ja til noget specifikt, end noget, der ikke er planlagt. Hvis du er for passiv, kan du måske komme til at virke lidt usynlig, og det er nok det sidste, du har lyst til. Tro på dig selv!

Kan du snakke med dine forældre om følelsen af ensomhed? Måske kan de selv huske den tomhed eller ensomhed, der dukkede op da de sluttede deres folkeskole. Det er der nemlig mange der oplever efter 9-10 skoleår med samme drenge og piger.

Hvis det er ok med dig, kunne du vise dem vores brevveksling, og bruge dem til at hjælpe dig med at være positiv i din tro på dig selv samt i at være aktiv, når det handler om veninderne. Jeg ved godt, det kan være grænseoverskridende at involvere sine forældre i sit følelsesliv, men det kan også føles ret befriende for dig, når du har fået det gjort. 

Du er bekymret for, hvordan det skal gå efter sommerferien - det lyder som om, du bliver en del af en ny klasse, og det giver naturligt lidt uro og sommerfugle i maven, men det vil også give dig nye muligheder for venskaber. Dine kommende klasselærere kan involveres i dine bekymringer - hvis det da bliver aktuelt, så de har mulighed for at hjælpe til at styrke fælleskabet blandt pigerne i klassen. Det er også en lærers opgave - lige så vel som det faglige.

Du skriver, at du føler, du spilder tiden/livet - det gør du bestemt ikke. Du er i en svær periode lige nu, som du har bedt om hjælp til at komme igennem. Al den tid, du har brugt på at tænke over tingene - over styrker og svagheder, muligheder og begrænsninger, vil gøre dig mere klog på dig selv, på livet og på andre. Livet er fuld af sådanne perioder i vores liv, og vi kommer heldigvis styrkede og mere erfarne igennem dem. Tag imod al den hjælp, du kan få - du har meget at vinde. 

Jeg håber, du har mod på afprøve de råd, jeg har givet dig. Er det ikke nok, så kan det være en rigtig god idé for dig at ringe til BørneTelefonen på 116111. Det er gratis, og rådgiverne her kan yderligere være med til at hjæpe dig med at få samling på tankerne. 

Kærlige hilsner fra BørneTelefonen

 

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Føler du dig ensom og udenfor fællesskabet? Du er ikke den eneste. Alle kan føle sig ensomme engang i mellem, men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Man kan godt være alene uden at føle sig ensom, og omvendt kan man godt have mange venner samtidigt med, at man føler sig ensom.

Hvis du føler dig ensom, kan det være, du har tanker som: Hvorfor er der ingen, der forstår mig? Hvorfor bliver jeg aldrig inviteret?  Hvorfor har jeg ikke nogen BFF? Hvorfor er der aldrig nogen, der liker mine billeder eller skriver til mig? Hvordan får jeg gode venner? Hvorfor føler jeg mig ensom? Og hvordan kommer jeg ud af ensomheden?

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat