Mine forældre er virkelig stressede
Hej BørneTelefonen.
Jeg er en pige på 15 år og jeg har en bror og en søster på 18. Vi bor alle hjemme med vores mor og far. Vi bor i et lille hus – der er proppet og her er ikke plads til os alle. Det er ikke fordi vi er fattige – det er bare det hus vi bor i.
Mine forældre er virkelig stressede begge to. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. De bor sammen, men de skændes tit og vi skændes alle sammen hele tiden.
Jeg har aldrig oplevet dem på en måde at de viste at de elskede hinanden eller holdt af hinanden. De behandler hinanden godt nok, men der er intet samvær eller hvad man skal kalde det. Jeg ved ikke om det er på grund af os eller stress at det er sådan. De er begge virkelig stressede og glemmer tit ting og er konstant i gang med at lave noget.
Jeg spørger nogle gange om jeg kan hjælpe med noget, men de vil hellere gøre det selv. I sidste uge tog min mor fri fra arbejde fordi hun var stresset. Det har ikke hjulpet. Jeg tror vi stresser mine forældre, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre når jeg er ked af det og gerne vil tale med dem. Eller sur og vil ud med det. Bagefter føler jeg skyldfølelse og bliver ked af det for at have sat endnu en byrde på mine forældres skuldre og så bliver jeg ked af det.
Jeg ville ønske at der var mere sammenhold i min familie og vi lavede flere ting sammen. Jeg har søgt lidt på nettet omkring stress og hvad man kan gøre.
Hvordan kan jeg hjælpe mine forældre med at de er så stressede og hvad kan stress medføre? Har man større chance for at dø? Jeg er virkelig frustreret og føler mig magtesløs. Hjælp mig
Hvordan har du det i din familie?
Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen
Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.