Kære pige på 13 år
Tusind tak for dit brev. Det gjorde mig rigtig glad at læse om din omsorg for din veninde og at du har lyst til at hjælpe hende og være der for hende. Din veninde kan være glad for at have en ven som dig – og det virker også som om hun sætter stor pris på jeres venskab, når hun betror sig til dig om at hun føler sig ensom.
Mange unge kæmper med følelsen af ensomhed og bliver bange for om fremtiden mon bliver ved på samme måde. Jeg tænker at ingen skal acceptere at gå rundt og føle sig ensomme i lang tid, dog er disse følelser uundgåelige i perioder af ens liv. Følelser som ensomhed eller følelsen af ikke at passe ind, er følelser som næsten alle mennesker har, i kortere eller længere perioder. For at finde frem til hvem man har lyst til at være, tager det noget tid og man skal igennem perioder hvor man prøver sig frem.
De fleste af os vil gerne være en del af et fællesskab. Vi har alle brug for at være sammen med nogle og føle, at vi betyder noget for andre og at vi har nogle at dele vores interesser med.
Du skriver at der ikke rigtig er noget der fanger hende, af fritidsinteresser. Måske kan du opfordre hende til at prøve noget af alligevel, selvom hun tænker det ikke er så interessant. Nogle gange skal man kaste sig ud i det lidt ukendte. Jeg tænker at hun kan øve sig i dette:
Sige ja til det hun plejer at sige nej til, selvom hun tænker at det er uinteressant. Det kan være en måde at finde ud af noget om sig selv på. Måske finder hun ud af at livet har meget mere at byde på. Det kan måske kaste nye venskaber af sig.
Snakke med klassekammerater og andre i skolen, som hun ikke plejer at snakke med, også selvom hun måske synes de er kedelige, og øve sig i at interessere sig for de personer, lytte til hvad de kan lide og hvorfor de kan lide det.
Hun kan øve sig i at række hånden op i klassen, hvis hun normalt ikke gør det så meget, så de andre i klassen kan se at hun godt tør sige noget.
Hvis den der føler sig ensom også er genert, kan det være svært for andre at lære hende at kende. Hvis det også er tilfældet her, at din veninde er genert, så kan du måske opfordre hende til at skrive dagbog hvor hun hver dag skal skrive 3 positive ting ved hende selv i, så hun bliver god til at få øje på hendes egne kvaliteter som ven.
Du har også mange kvaliteter som veninde og jeg håber du får en god snak med din veninde. Husk du kan også altid sige til hende, hun er meget velkommen til at kontakte BørneTelefonen, hvor der sidder rådgivere klar til at lytte.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen