Kære pige på 13 år,
Åh, det lyder ikke særligt rart, at din bedste veninde skal flytte til Dubai.
Det er rigtigt godt, at du har fået skrevet dine tanker og følelser ned og søgt om nogle gode råd.
I brevet skriver du nogle rigtige fine ting, som virker rigtig gode. Du fortæller, at I har været veninder i 7 år og at hun altid passer på dig og hjælper dig med at tage de rigtige beslutninger. Det er rigtig vigtigt at holde fast i de gode ting og alt det positive du kan finde frem – også i de tider, hvor det kan være svært.
Når jeg læser dit brev, kan jeg høre at du er bekymret for, hvordan du skal klare dig uden hende. Mon du har prøvet at fortælle din veninde om, hvordan du har det? Det kan være rigtig rart at dele sine tanker med den, som man tænker meget på. Jeg er sikker på at din veninde også er meget glad for dig.
Måske I kan lave en aftale, inden hun flytter om, hvordan I kan snakke sammen? Det kan være I kan videochatte én gang om ugen, eller måske skrive breve til hinanden? Du kan spørge hende om du kan få hendes nye adresse.
Jeg kan godt forstå, at du kommer til at savne hende, og det bliver meget anderledes. Men måske det bliver en god ting. Din veninde kan helt sikkert fortælle en masse historier og ting om Dubai, og du kan fortælle hende om dit liv.
Selvom I er langt væk fra hinanden, tænker jeg, at det ikke betyder I holder mindre af hinanden. Det kan være rart, at få lavet en aftale om, hvordan og måske hvornår I kan snakke sammen?
Jeg håber, at mine svar hjalp lidt.
De varmeste hilsner, BørneTelefonen