Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Min bedste ven tog sit eget liv og jeg bliver mobbet

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Hej kære pige.

Mange tak for dit brev her til os på BørneTelefonen.

Jeg kan fornemme på dit brev at du går og tumler med en masse triste tanker og bekymringer. Og det er der bestemt ikke noget, at sige til. Det er så naturligt og fuldt forståeligt – især når man tænker på alt det, som du har gået igennem.

Mobning er så ødelæggende for os alle. Man kan og skal ikke finde sig i mobning. Når der foregår mobning er det fællesskabet i klassen, som ikke fungerer. Det har intet med det enkelte barn (dig) at gøre. Det er de voksnes og især lærernes (og skoleledernes) opgave at sørge for, at klassefællesskabet er i trivsel i enhver klasse på skolen. Hvis man har fortalt sin lærer om mobningen, men ikke føler sig hjulpet, har man muligheden for at gå til sin skoleleder og i sidste ende klage.

Alle skoler SKAL have en antimobbestrategi. Måske kunne dine forældre gå med dig til skolelederen og bede ham/hende om at hjælpe?
Men det kræver naturligvis at du får fortalt dine forældre, at du stadig oplever mobning.

På nogle skoler er der også en AKT-lærer eller sundhedsplejerske, som man kan snakke med, hvis man har været udsat for mobning. Det kan være rigtig rart, at snakke ud omkring de grimme oplevelser som man har med mobning. Det er ikke sundt for dig, at gå rundt med dine oplevelser alene.

Du skriver at din ven har begået selvmord. Det er jo et kæmpe tab for dig og naturligt, at du oplever en sorg. Når man mister en, som man har kær, vil man opleve et enormt savn. Det er vigtigt at du snakker med en voksen, som du føler dig tryg ved. Det kan være andre end dine forældre, hvis du synes. Måske en tante, bedsteforælder eller en vens forælder? Det er så vigtigt, at du får bearbejdet din sorg. Det gør du ikke ved at gøre skade på dig selv. Heller ikke selvom det måske kan føles sådan kort.

Livet er så unikt. Det går op og ned og vi vil alle opleve dårlige perioder og kriser. Og lige nu giver det desværre rigtig god mening, at tingene virker svære for dig. Netop fordi du står midt i en sorg og samtidig er i en klasse med et ret usundt fællesskab. Det skal stoppes.

Men der er altid en anden udvej end selvmord. Så du må endelig ikke miste modet. Som jeg ser det – er du en skøn og tænksom pige, som er der, for sine venner når de har brug for det. At din veninde skrev til dig som en af de sidste, tænker jeg også viser, at hun var meget tryg ved dig. Og selvom du lyttede til hendes problemer, og på den måde var en stor hjælp, ville du aldrig have kunne hjælpe hende videre alene. Det ved jeg ikke om du går og tror, men det vil jeg bare sige til dig. Hun havde brug for hjælp fra voksne omkring hende også. Ligesom du har det nu.

Jeg tænker, at dine forældre måske slet ikke hvor slemt det hele står til inden i dig lige nu. Måske kunne du vise dem dette brev? Det ville da åbne op for en snak om, hvordan at du har det. Dine forældre har ansvar for at give dig tryghed, tillid og omsorg. Det første og vigtigste som de kan gøre er, at lytte til dig. Selvom det kan være hårdt for forældre at vide, at deres børn ikke har det godt, så vil det uden tvivl være endnu hårdere, hvis ikke de ved hvad der sker og derfor ikke har mulighed for at prøve at hjælpe og støtte dig. Giver det mening?

Måske ville det også være rart for dig at snakke med en professionel voksen, måske en psykolog. En psykolog kan lytte til dig og din historie og give dig nogle redskaber til, hvordan at du kan få det godt igen. Man kan få en henvisning til en psykolog igennem ens egen læge. Det kan måske lyde uoverskueligt, men jeg har talt med mange børn og unge, som faktisk har virkelig god hjælp af at tale med en “udefra”, som ikke kender dem på forhånd.

Man kan også snakke med en rådgiver fra Headspace, det er gratis og anonymt. De er vant til at snakke med børn og unge om de ting i livet, som kan føles tunge. De tilbyder også fysiske forløb, hvor man kan komme. Det vil måske også lette dit hjerte en smule. Du kan læse mere om Headspace og finde deres kontaktoplysninger ved at følge dette link: https://www.headspace.dk/

Jeg håber så inderligt at du har mod på at få talt med dine forældre og måske få kontakt til en psykolog. For du fortjener at få delt dine tanker og følelser. Med den rette hjælp, kan det hele blive meget lysere for dig – og det tror jeg, også er hvad din veninde ville sige til dig, hvis hun var her nu. Du må række ud efter den hjælp, som hun desværre ikke nåede at få. Og det tror jeg på, at du kan med det mod du har vist ved at skrive så ærligt herind.

Jeg hepper på dig og kontakt os endelig på BørneTelefonen igen, hvis du får brug for det. Du kan skrive eller ringe på 116 111.

De bedste hilsner fra BørneTelefonen.

 

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat