Kære pige på 12 år
Hvor er det bare sejt, at du har skrevet herind. Du har helt ret i, at man har brug for at komme ud med det i stedet for at gå med det alene.
Man kan godt have perioder, hvor man ikke har lyst til at være social og bare putte sig under sin dyne. Det behøver ikke har betyde, at man har en depression - det er kun læger, der kan teste for depression ikke Google.
Det kan være, der flere grunde til, at man har brug for at putte sig. Det kan f.eks. ske, hvis man har oplevet noget særligt, som har gjort, at man er blevet ked af det. Jeg ved også, at der er mange piger på din alder, der har det på samme måde. Det kan være fordi puberteten er igang og det kan godt betyde, at humøret og energien bliver lidt lavt. Der sker så mange ting i puberteten - både indeni og udenpå. Mon du kan kende det hos dig selv?
Det kan godt være svært at tale med andre om, hvordan man har det. Jeg ved fra andre, at de har haft svært ved at sige det, fordi de både er bange for, hvad andre vil synes om det. Man kan også være bekymeret for, om andre forstår det. Jeg gætter på, at din mor måske kan huske, hvordan det var for hende, da hun kom i puberteten. Vil det være en idé at spørge hende om, hun kan huske hvordan hun havde det da hun var 12 år. Måske I to kan få en god snak sammen.
Selvom der er noget omkring dig, som gør det svært, så lyder det også til, at du er en viljestærk pige, som har lyst til at leve. Alene det, at du søger hjælp, kræver både mod og styrke. Og hvor er det bare dejligt at høre, at du har mod på at tale med en psykolog om, hvordan du har det. Jeg tænker også, at det kan være hjælpsomt for dig.
For at få samtaler med en psykolog, skal man til sin læge for at få en henvisning. Lægen skal fortælle dine forældre om, at du har været der og hvorfor. Derfor kan det godt være, at lægen fortæller det til dine forældre. Men hvad mon der ville ske, hvis du selv fortalte det til dine forældre? Hvis det er svært at fortælle, kan du vise dit brev og mit svar.
Det kan også være, at der er nogen på din skole, som du kan tale med? Det kan være, at I har en AKT-lærer, din klasselærer, en sundhedsplejerske eller måske en helt anden voksen eller veninde, som du kender.
Jeg håber, at du finder mod til at fortælle en voksen omkring dig, hvordan du har det, så du får hjælp til at få det godt igen.
Kærlige hilsner BørneTelefonen