Menneskelig granat
Hej BørneTelefonen
Så.. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal starte.. Jeg er ikke specielt god til at tale om følelser -hvilket nok er mit problem- men jeg har virkelig brug for at fortælle nogen noget. Bare et eller andet. Jeg fortæller aldrig nogen noget. Jeg deler aldrig mine følelser eller tanker.
Jeg har det som om, at jeg en eller anden dag vil eksploderer og 15 års indebrændthed vil slippe ud. Jeg håber på en måde at det sker. Jeg føler en kæmpe trang til at bare begynde at skrige og græde… Men sammentidig har jeg ikke spor lyst til at dele alle mine dæmoner med nogen.
Alle kender mig som en glad pige. En der altid smiler og er i godt humør. Sandheden er at jeg ofte græder mig selv i søvn. Jeg har masser af venner, men alligevel føler jeg mig så uendelig alene.
Mine venner ved at jeg er meget privat. Mine forældre ved at jeg er meget privat. Mine LÆRER ved at jeg er meget privat… men der er ingen der gør noget. Jeg kan dog ikke bebrejde dem. Jeg er noget af en skuespiller.
Alle tror at jeg lever et perfekt liv og jeg er så lykkelig og har så meget overskud. Jeg har det forfærdeligt.
Jeg føler mig fed og prøver konstant at tabe mig. Jeg hader mit udseende på alle måder. Jeg klæder ikke om med andre til idræt længere og går aldrig uden makeup. Jeg er så usikker og bange, selvom jeg lader som om at jeg er selvsikker og glad.
Jeg har ondt indeni konstant. Jeg græder hele tiden, men aldrig foran folk. Jeg skriger i puder og tegner streger på min krop med en tusch på alle de steder, som jeg gerne vil ændre (det hele). Jeg har det som om at jeg er to personer:
Sådan som jeg er udenpå, den person som alle vil have mig til at være: Smilende, frisk, sjov osv, Og sådan som jeg har det indeni: Ensom, såret, vred, træt, følsom, usikker osv
Jeg har brug for hjælp. Jeg har brug for en at snakke med. Jeg har brug for at få at tro på at jeg betyder noget. Jeg har brug give slip på alle de ting som ødelægger mig indvendigt.
Men jeg er for stædig. Jeg nægter at være svag og lukke andre ind. Jeg stoler ikke på nogen. Jeg er alt for ødelagt.
Mine forældre har travlt (4 børn) og lader ikke til at gå op i hvordan jeg egenlig har det. Kan ikke huske sidste gang jeg bad dem om hjælp.
Kan ikke snakke med mine venner. Jeg vil ikke have deres medlidenhed. Jeg vil ikke være en byrde.
Jeg ved godt at der er mange der har det meget værre end mig, og at jeg garanteret bare er er pattebarn… men jeg har bare så ondt.
Hjælp…