Kære dreng på 17
Alle har behov for at have en eller flere, som de ser tit – og måske laver ting sammen med. Man kan mærke, når man mangler venner. Så får man nemt følelsen af, at være en alene-type - som du skriver. De andre kan komme til at tro, at man bedst kan lide at være alene. Men sådan er det ikke. For det er ikke nok at tale med sig selv eller sin familie
Nogle har nemt ved at få venner. Andre skal først finde ud af, hvordan de gør - og øve sig på det! Men det er noget, alle kan blive bedre til. Du er åben med, at du gerne vil have nogle venner. Det er godt - for kun på den måde, får du tips og ideer fra andre mennesker.
Hvis du eller dine forældre er i en forening (hvor de ved noget om autisme), er det godt. For de kan sikkert anbefale nogle grupper, hvor du kan møde andre unge i samme situation. De kan måske også give info om specialefterskoler, hvor man bor sammen med andre over længere tid. Eller gode steder og grupper, hvor mange forskellige mennesker mødes om noget – hvis det passer bedre til dig (nu kender jeg jo ikke dig så godt). Prøv at undersøge grundigt – og spørg dig frem!
Jeg vil foreslå dig at kigge nærmere på den forening der hedder Ventilen (det står faktisk for ven-ti-en) og er et tilbud, for unge mellem 15 og 25 år, der har brug for hjælp til at finde vej ud af ensomheden.
Ventilen har forskellig mødesteder rundt om i landet, hvor unge og frivillige mødes for at hygge sig sammen. Nogle gange laver man mad sammen, går i biffen eller sidder og spiller spil. Læs mere om ventilen her: http://https://www.ventilen.dk/ensom/
Jo mere du opsøger nye steder og grupper - jo mere træning vil du få i at være sammen andre. Og jo mere vil du kunne øve dig i at komme tættere på andre - og få venner hen ad vejen. Det er godt, at du er snaksaglig og kan tale med alle. Så er du sikkert også allerede god til at vise, at du lytter til den, du taler med: Siger ’mmh’, ’okay’, ’det kan jeg godt forstå’…nikke og på anden måde vise, at du følger med.
Når du starter en samtale med en, du gerne vil lære at kende, så indled med få spørgsmål. Gå over til at fortælle noget fra dit liv (fx hvad du synes er spændende, hvad du bruger mest tid på… eller andet). Så holder du en passende pause. Mærk efter om den anden stadig er ’på’.
Den anden vil sandsynligvis svare ved at fortælle noget om sig selv og sit liv. Derefter fortæller du flere detaljer om dig og dit liv - og holder en pause. Bagefter vil den anden gøre det samme. Og en samtale er i gang....
Jo mere levende du kan beskrive ting fra dit liv, og det, der optager dig, jo mere interesse vil du mærke. Næste gang I mødes, kan I tale lidt videre. Du vil sikkert mærke, at det denne gang er det nemmere - for denne gang ved du allerede noget om personen. På den måde bliver det nemmere at tale godt sammen hen ad vejen. Og måske taler i til sidst så godt sammen - at I bliver venner.
Nogle skal øve sig meget på at holde pauser og 'mærke efter' efter om den anden stadig er 'på'. Og øve sig i at vise med øjnene og med ansigtet, at man lytter efter. Det er forskelligt, hvad folk synes er svært. Men det sværeste for alle er ikke at give op - og blive ved. Men en ting er sikkert. Man bliver bedre, når man øver sig. Sådan er det også med det at få nye venner.
Du virker som en type, der ikke giver op. Derfor tænker jeg også, at du vil være god til at øve dig og blive ved med det - indtil det kommer til at fungere for dig. Heldigvis er det ikke sådan, at jo flere venner - jo bedre! Mange er lykkelige med få gode venner! Hen ad vejen kan man måske også lære deres venner at kende - og på den måde får man efterhånden flere.
Jeg håber, at du har mod på opgaven med at øve dig lidt - for så vil du helt sikkert opleve, at det bliver nemmere!
Mange venlige tanker fra os på BørneTelefonen
