Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Lidt blandet

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år.

Du skriver, at du både er trist og forvirret over dit liv. Derfor er det rigtig godt, at du nu har fået skrevet om dine problemer med veninderne. Det kan nemlig tit hjælpe både på tristheden og forvirringen at få skrevet om det.

Jeg kan godt forstå, at du savner dine veninder og det liv, du havde sammen med dem. Især i din alder er det vigtigt at have et fællesskab med andre på samme alder. Det er rigtig svært at blive udelukket af en gruppe veninder, og jeg har på fornemmelsen, at du ikke rigtig kan forstå, hvorfor de gør det. Det gør det endnu sværere at leve med.

Du har flere gange sagt undskyld for de dumme ting, du har skrevet til dem, men det har desværre ikke været nok til, at de tilgiver dig og lukker dig ind i gruppen igen.

Det er hårdt, når man ikke kan blive tilgivet for sine fejltrin, og jeg kan godt forstå, at du føler dig ensom og ikke ved, hvad du skal gøre. At blive udelukket fra fællesskabet, er en form for mobning, der gør rigtig ondt.

Jeg tænker på, om din klasselærer kunne hjælpe jer til at blive gode venner igen? Måske kunne du snakke med ham/hende om din situation, eller du kunne vise dit brev. Så kan I snakke sammen ud fra det. Det er lærernes opgave at hjælpe eleverne, hvis de ikke trives og har det godt. Selv i din alder er det sommetider nødvendigt at få hjælp fra en voksen, og jeg tænker, at din klasselærer kan hjælpe jer veninder til at blive en gruppe igen, hvor du også er med.  Sommetider kan det nemlig være rigtig svært selv som 14 årig at ændre tingene selv.

Hvor er det godt, at du har sådan et fint forhold til din papsøster. Hun lyder som en dejlig støtte for dig. Det er helt naturligt, at du har varme følelser for hende, og du behøver ikke være forskrækket over, at du har lyst til at kysse hende og kramme hende. Hun er jo lige nu den eneste, der hjælper dig ud af din ensomhed. Så jeg vil foreslå, at du nyder jeres gode forhold og hendes åbenhed over for dig. Det har du brug for. Det kan godt være, at du skulle prøve at nævne dine problemer med veninder igen på en seriøs måde, så det går op for hende, at du faktisk har brug for, at hun lytter til dig. 

Du vil nok opdage, at du vil føle dig lettet, når du får fortalt om din ensomhed. Og allerede det kan gøre ensomheden mindre. Du kan også altid ringe til os på BørneTelefonen og vende dine tanker med en sød rådgiver, der lytter og forstår.

Mange gode tanker fra BørneTelefonen

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat