Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Lettere depression?

Hej Brevkassen!

Jeg skriver til jer, da jeg i længere tid har gået og døjet med noget, som jeg har holdt for mig selv.

Inden sommerferien begyndte, og jeg afsluttede 9. klasse, gik en masse indhold i mit liv ned af bakke. Nogle trælse ting skete i familien, tankerne om min vægt blev slemme, og jeg følte mig ikke helt tilpas i min gamle folkeskoleklasse som jeg gik i på daværende tidspunkt. Der var opstået en masse problemer med en stor gruppe piger som vi var dengang, og jeg følte mig udeladt og jeg følte mig som deres skydeskive.

Når jeg så endelig var til fester i en anden vennekreds end den jeg har i min hjemby, var mit glade humør fuldkommen væk. Jeg havde rigtig svært ved at socialisere mig med andre, og følte mig bedst tilpas ved at sidde alene og kigge ned i mobilen. Jeg græd til festerne uden at tiltrække nogen opmærksomhed, da det var det der passede mig bedst. Jeg havde på daværende tidspunkt en masse negative nedture i mig liv, og gik derfor udfra at det havde en påvirkning på humøret til festerne. Dog var jeg i glad og godt humør i dagligdagen, så det frustrerede mig en del.

Folkeskolen var afsluttet, og problemerne i familien var blevet forbedret. Jeg skulle nu have en ny start på gymnasiet og møde en masse nye mennesker. I sommerferien mødte jeg denne dreng som gik hen og fik en stor betydning i mit liv. Det hele var en dans på røde roser, og efter en lang periode i nedtur, var jeg endelig glad – selv til fester.

Nu er jeg startet på gymnasiet, og det gik desværre ikke med denne dreng. Efter vi afsluttede det, er mit humør til fester igen gået ned af bakke. De sidste 3-4 fester jeg har været til, har jeg igen haft svært ved at socialisere mig, og finder det bedst ikke at deltage i aktiviteterne og skabe en dårlig stemning. Jeg er også begyndt at brække alkoholen op i ædru tilstand igen, da tankerne om alle de unødvendige kalorier fylder en hel del.

Jeg er ved at blive godt frustreret over hvad det er der gør mig så ked af det- specielt fordi jeg sagtens kan begå mig socialt i min dagligdag. Jeg har brug for få andre øjne på min situation, for at kunne modtage nogle råd.

Tak på forhånd!

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år

Selvom du er færdig med folkeskolen, er startet i gymnasiet, drikker alkohol, har kærester, går til fester, mv. og på den måde er kommet igennem barndommen, så er du stadig meget ung, og derved er du stadig ved at danne din egen identitet - og det kan altså være en rigtig hård tid at gennemgå, fordi man så gerne bare vil være ligeså god til det hele, som man synes, at alle andre er.
Især til fester er der en forventning (måske mest hos én selv) til, at man bare har styr på det hele og er super rutineret i at være ung og fri og modig og med på den værste. Men det er altså ikke alle, der er det i din alder. Og det er helt normalt.

Det lyder som om, du er meget opmærksom på dine omgivelser og også på dig selv, og i den forbindelse bekymrer du dig en del om din egen rolle i omgivelserne. 
For nogle unge er teenageårene sværere end for andre, men du skal nok komme igennem, selvom det virker uoverskueligt lige nu.
De fleste voksne kan stadig huske, hvor svær den tid var; hvor mange svære tanker, oplevelser og følelser, de gennemgik, så på den måde skal du ikke føle, at der er noget galt med dig. Det er der ikke.

Jeg kan forstå, at du er 15 år. Derved er du måske én af de yngste i din klasse. 
Selvom du ikke kan mærke, at det gør den store forskel i dagligdagen, så kan det biologisk sagtens betyde en del.
Når du nogle gange har en oplevelse af, at "de andre" har mere styr på visse ting end du selv, kan det være fordi, de er færdige med at gennemgå den del af den biologiske udvikling, som du er mærket af lige nu.
Biologien er ikke bare krop og udseende. Det er ligeså meget følelser og tanker. Din selvopfattelse, identitet, modenhed mv., skal finde et nyt leje.

Forestil dig, at du befinder dig på en bro mellem barndom og voksenliv. Sådan er ungdommen. Og sådan en bro er ikke bare en lille, kort overgang. Den er som en labyrint, en mørk skov, et brusende ocean, og det kan tage tid at nå kysten på den anden side, især når det samtidig stormer, og det er svært at se mere end et par meter frem pga. tågen. Forstår du?

Hvis du oplever, at noget griber om sig, så du ikke kan styre det, så er det vigtigt, at du får talt med dine forældre eller nogle andre voksne om det. Det kunne fx være det med at kaste op, fordi du er bange for at tage på.
Det vil jeg i det hele taget anbefale dig at gøre, så du ikke går og bærer på en masse tanker og følelser, der vokser sig større, fordi du ikke får delt dem med nogen. Det kan også være nogle jævnaldrende, hvis det er rarere for dig.

Kender du udtrykket "Delt sorg er halv sorg"? 
En byrde bliver som regel lettere at bære, hvis man deler den med andre. Så føles tingene ikke så tunge.
Der er ingen, der forventer, at en teenager kan klare alt selv. Det er kun naturligt, at tingene kokser for én engang imellem, og så har man altså brug for hjælp.

Du må også meget gerne kontakte BørneTelefonen på telefon, sms eller chat. Nummeret er 116 111. Du er anonym, og det er gratis. Ligesom jeg kan anbefale dig at kigge forbi LMS´s hjemmeside (Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade) www.lmsos.dk, ikke fordi jeg tror du har en spiseforstyrrelse, men fordi de har nogle gode råd og artikler omkring hvordan fokus på mad kan være påvirket af tanker og følelser og råd til hvad man kan gøre.

Kærlig hilsen
BørneTelefonen

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat