Kære pige på 15 år.
Tak for dit brev, hvor er det godt, du har skrevet til BørneBrevkassen, for når jeg læser dit brev, kan jeg godt forstå, du har det svært.
Jeg tænker, at det virker som om, at den følelse af ikke at blive lagt mærke til og blive glemt, er en følelse, du har kendt i mange år. Og netop derfor tænker jeg, at det er rigtig vigtigt, at du får hjælp til at få det bedre. En måde at ændre en situation, som har stået på over lang tid er at begynde at åbne op for det, der er svært. Du har allerede taget første skridt ved at sende dette brev, hvor du åbent og ærligt beskriver, hvad dit problem er. Og det er så sejt!
Du skriver, at du egentlig er ret speciel, og at du også synes, at det er det, du udstråler! Jeg får en fornemmelse af, at det er en god følelse for dig at føle dig speciel, mon det er rigtigt? Hvis det er rigtigt, så tænker jeg på, hvornår du føler dig speciel – er det, når du har noget bestemt tøj på, er det, når du laver noget bestemt, er det sammen med bestemte mennesker, er det når andre lægger mærke til dig. Husker du at værdsætte dig selv, være glad for dig selv og huske dig selv på, at du er speciel? Jeg tænker en af måderne, du viser dig selv (og andre), at du er speciel, er ved at vælge sjove t-shirts med print. Har jeg mon ret i det? Jeg synes i hvert fald, at det viser, at du har din egen stil, og det er med til at gøre dig til dig – og derfor helt speciel! Men måske er der nogen, der skal opleve den specielle pige bag de specielle t-shirts? Hvem viser du mon hende til?
Jeg tænker på, hvordan du mon har det i skolen? Er der nogen af dine klassekammerater, der lægger mærke til dig og omvendt? Har du mon en ven eller veninde, som du føler dig værdsat af, som ser pigen bag de specielle t-shirts? Jeg tænker nemlig, at det er vigtigt at finde en, du kan tale med om dit problem? Mon der er en omkring dig, du har tillid til, som du kan åbne dig lidt for? Hvad med dine forældre, ved de mon, hvordan du har det? Føler du dig set og værdsat af dem? Og kan du mon tale med dem om din situation? Jeg tænker nemlig, at et vigtigt skridt er at få talt med nogen om dine tanker og følelser. Måske kan det være en måde at blive mere synlig på – giver det mon mening for dig?
Du skriver det kan være lidt svært at få sagt hej. Måske du netop kan øve dig i dette, for at være den der starter en kontakt. I starten kan du måske aftale med dig selv, at du næste dag vil sige hej til en du møder og så se hvad der sker. Måske du ugen efter kan prøve at sige hej til to i løbet af dagen, så du langsomt øver dig. Måske du vil opdage, at dette lille skridt kan være en åbning til en kontakt, måske du samtidig i løbet af dagen, kan prøve når du får øjenkontakt med nogle af de andre, at sende dem et smil, det er også en måde at vise interesse og imødekommenhed.
Som du selv beskriver er du en speciel pige, du virker som en rigtig fantastisk pige. Tænker om du måske selv altid kan se det gode ved dig selv? Jo mere, du selv ser det, jo lettere er det også for andre at få øje på det. Måske du kan øve dig i dagligt at se ting ved dig selv som du er stolt af og som har gjort din dag god. Det kan være et smil du sendte til en fra klassen, eller at du tilbød at hjælpe en. Måske fik du sagt hej til en du godt kan lide eller måske sagt din mening i timen? Nogen gange kan det være en god ide at lave en lille bog, hvor man skriver alle de gode ting ned i, så man kan tage den frem og se de små positive skridt man øver sig i dagligt. Hvad tænker du mon om den ide?
Jeg tænker også på om du har overvejet at invitere en eller måske et par piger hjem fra klassen. Så kan I lave en hyggedag, måske med film og snak. Nogen gange er det lettere at få vist hvem man er, når det foregår derhjemme i trygge rammer. Er der mon en særligt du tænker på, som kunne være en ide at invitere hjem?
Har du mon nogen fritidsinteresser? Jeg ved fra kontakt med andre børn og unge, at en fælles interesse kan være en god måde at blive en del af et fællesskab med nogen, som kan blive vigtig for dig – og omvendt? Det kan være en måde at blive synlig i et fællesskab, fordi man kan tale om det, man er fælles om. Har du tænkt på at gå til en aktivitet? Er der noget du holder særligt af at lave? Det kan være alt muligt, lige fra fodbold til teater, det afhænger af, hvad du kan lide at fortage dig? Hvis du har mulighed for at komme på det lokale bibliotek, kan man som oftest få en oversigt over byens fritidstilbud, og ellers kan du også søge på internettet. Måske kan dine forældre hjælpe dig med at søge? (Det kan også være der er en eller nogen fra din klasse der er medlem af en klub eller forening, du synes lyder interessant.) Hvordan lyder det?
Husk, du er altid velkommen til at skrive igen, og du er også velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111. Der er altid en voksen, der har tid til at lytte og tale med dig om de følelser og oplevelser, du har. Måske kunne det være et sted for dig at starte?
Jeg håber, du kan bruge mit svar til at tage det næste skridt mod at åbne dig for andre, så de også kan få lov at se og lægge mærke til den helt specielle pige, som jeg ikke er i tvivl om, du er.
Kærlig hilsen BørneTelefonen