Kære dreng på 13 år
Mange tak for dit brev!
Det er desværre ikke unormalt, at børn og unge med en svær sygdom har det ligesom dig. Det kan skyldes, at fx skole og kammerater har svært ved at finde ud af, hvordan de skal gribe det an.
Mange mennesker kan være bange for at gøre den syge ked af det, så derfor lader de som om, at sygdommen ikke eksisterer ved aldrig at nævne den.
Og det kan også være, at de selv er bange for at blive kede af det foran den syge, fordi de så tror, at de gør det hele meget værre.
På den måde bliver sygdommen en stor hemmelighed, som alle kender, men ingen snakker om. Og det er helt forkert.
Jeg synes, at du skal tale med din mor om det, så hun kan hjælpe dig med at få det bedre. Hun skal helt sikkert have talt med din lærer om det, så han/hun kan hjælpe dig med at få en plads i klassen igen.
Det går jo ikke, at du mister modet pga. andres manglende hjælp. Alle de voksne, der er omkring dig, skal hjælpe dig. Og de skal hjælpe dine klassekammerater, så de tør tale med dig om det eller bare i det hele taget tale med dig.
Det kan godt være, at din mor bliver ked af at høre, hvordan du har det. Men hun er jo helt sikkert ked af det i forvejen, over at du er syg. Så det skal du ikke bekymre dig om.
Jeg tror faktisk, at det kan være rigtig godt for hende at få at vide, hvordan du har det, for så har hun et mål, hun kan gå efter, noget hun kan bruge sin energi på; nemlig at hjælpe dig til at få det så godt som overhovedet muligt.
Jeg tror, at når man har et barn, der har en alvorlig sygdom, så har man brug for at gøre noget aktivt for at kunne hjælpe og gøre det så godt som muligt. Det er svært ikke at kunne hjælpe sit barn.
Hun har måske også mærket, at du ikke er glad, så fortæl hende hellere hvorfor, så hun kan hjælpe dig.
Der findes også organisationer, man kan tale med, når man har en livstruende sygdom, eller når man har pårørende med en livstruende sygdom. De er der for at hjælpe. Sådan en organisation kunne være god at få kontakt med. Både for dig og for din mor. De kan helt sikkert være behjælpelige med, hvordan man involverer omgivelserne, så man ikke skal føle sig udenfor.
Her kan jeg fx nævne Kræftens Bekæmpelse. Men måske har I allerede kontakt med dem. Uanset hvad tænker jeg, at din mor måske kunne tage kontakt til dem og finde ud af, hvordan hun skal gribe situationen an. De har helt sikkert en masse erfaring at dele ud af.
Det er meget, meget vigtigt, at du bliver ved med at kæmpe imod den sygdom, og det er unægteligt noget nemmere, hvis du ikke føler dig trist og ulykkelig. Derfor er det meget vigtigt, at du får fortalt din mor ærligt, hvordan du har det.
De kærligste tanker og ønsker fra
BørneTelefonen