Hej pige.
Hvor er det godt du skriver, for det lyder bestemt ikke rart, de "anfald" du beskriver. Du er god til at reflektere over, hvad de mon kan skyldes, og jeg tror du har fat i noget af det rigtige i forhold til det med at gå alene med problemerne. Vi har alle brug for nogen at tale med, som vil lytte, støtte og give råd, også når livet føles svært. Tænker derfor mit svar vil omhandle ideer til, hvordan du kan få hjælp til at få talt om det der fylder.
Dejligt at læse du har nogle venner. Måske du kan prøve at øve dig på at fortælle måske en af dem, hvordan det er at være dig. Du kan måske starte med en lille ting? Måske vil du opdage, de gerne vil lytte og måske de så også vil fortælle lidt om dem og de tanker de går med? At det virker til dine venner bliver irriteret, kan måske være fordi de er bekymrede for dig og bliver frustrerede over at de ikke kan hjælpe?
En ting der også gør mig lidt nysgerrig, er hvorfor du ikke kan tale dine forældre? Du kan jo tænke over, hvad det er ved at sige det til dine forældre, der skræmmer dig eller i hvert fald gør at du ikke ser det som en mulighed. Stort set alle forældre vil deres børn det bedste og vil rigtig gerne prøve at hjælpe, hvis der er noget deres børn er kede af, så du kan måske overveje om det alligevel er en mulighed at sige det til dine forældre. Måske du kan skrive et brev til dem, hvor du fortæller om de tanker du går med og det der fylder, det kan være en god måde at få startet en vigtig snak?
Det kan også være en ide at tænke over hvem ellers i dit netværk, det kunne være en ide at tale lidt med? Måske du har en bedsteforælder, en moster eller måske en lærer som du er glad for? Ofte er det også muligt igennem skolen, at få en snak med skolepsykologen/skolelægen, som vil kunne lytte og hjælpe i forhold til de "anfald" du beskriver. Hvem mon du tænker, kunne være den bedste at få talt med?
Det kan også være du kan øve dig i at snakke om dine tanker og følelser ved at ringe eller skrive Børnetelefonen. Her kan du jo helt anonymt snakke eller skrive med en rådgiver og hvis det bliver for svært, kan du bare sige det til rådgiveren og afbryde. På den måde kan du selv styre det.
Jeg kan læse at cutting er eller har været en strategi du har brugt, når tankerne fylder for meget. Jeg ved fra andre unge, at denne strategi kan være en måde at tackle svære følelser og tanker, men at det oftest kun har en kort lindring, da man ikke får bearbejdet, hvad det egentlig er der frembringer tankerne, hvis du kan følge mig? Jeg kan anbefale du går ind på LMS´s hjemmeside (Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade) www.lmsos.dk og læser om de tilbud, de har for at hjælpe. Blandt andet har de en rådgivning, hvor man ringe/skrive og få en snak, ligesom de også tilbyder en rådgivende samtale, hvor man møder op hos dem og sammen taler om, hvad der kunne være hjælpsomt.
Du fortjener at blive holdt af og om, at blive lyttet til og få hjælp, så du kan få det bedre. Du har taget et stort første skridt, ved at skrive til Brevkassen. Håber du kan bruge et af mine råd og du vil bruge dit mod til at tage næste skridt. Det at være 16 år, er for mange en tid med tanker om hvem man selv er og hvem man gerne vil være. Puberteten er tiden, hvor man spejler sig i andre, men hvor det også er vigtigt at se indad og finde egne styrker og troen på at man er god nok, præcis som man er. Og du er god nok, præcis som du er. En pige, der er værd at elske og være ven med. Måske du vil prøve hver dag også at huske på de små ting, der gør livet skønt? Måske et smil fra en ven, foråret der er på vej, se dig i spejlet og øv dig i at sige: "Jeg er god nok", se dine fortrin. Vi har alle noget som er smukt ved os, fx kønne øjne, et flot hår, et varmt smil, prøv at finde din indre styrke, som jeg ved findes.
Ønsker dig alt det bedste.
Mange hilsner BørneTelefonen.
