Jeg savner nogen at snakke med
Jeg er en pige på snart 16 år.
Min lillesøster fik for ca 3 uger siden konstateret kræft.
Efter jeg fik det at vide, har jeg stort set ikke været glad på noget tidspunkt. Mine forældre har sjældent tid til mig, da jeg også har en lillebror, som de skal tage sig af.
Jeg kan ikke koncentrere mig i skolen. Jeg sover ikke særlig godt (eller særlig meget) om natten -jeg drømmer en masse ting, såsom at genleve det øjeblik jeg fik at vide, hvad min søster fejler, at være alene et sted og råbe efter hjælp uden nogen kommer, og at jeg er den som får kræft.
Jeg er ofte oppe og skændes med mine forældre, og bliver virkelig hurtigt irriteret på især min far og lillebror.
Jeg føler mine venner kun er der for mig, fordi de bliver nødt til det. Jeg er også bange for, at det med jeg er så indelukket, går udover mit forhold med min bedste veninde. Hun føler jeg glemmer hende for tiden, hvilket jeg vel også lidt gør.
Jeg har bare så svært ved at sidde og høre på, at tynde folk synes de er for tykke osv osv. For der er virkelig andre ting i livet, som er vigtigere.
Jeg synes ikke rigtig jeg har nogen som jeg kan tale med. Jeg havde på et tidspunkt en hel fantastisk ven, som virkelig var der for mig -men efter sommerferien tog han på efterskole, og jeg har ikke rigtig hørt fra ham siden.
Jeg savner ham virkelig, og har virkelig brug for bare at kunne ringe til ham, men ved det ikke er muligt. Han lyttede altid til mig, og kom med svar man kunne bruge til noget. Han var virkelig den bedste ven man kunne ønske sig. Jeg var dog ikke blandt hans bedste venner, men det kan vel være ligegyldigt.
Jeg har en kæreste som jeg er glad for, men han er ikke lige typen man tager en dyb samtale med. Jeg har på et tidspunkt forsøgt, men han kom ikke med et ordentligt svar.
Når jeg er alene hjemme eller fx står på den lokale togstation, hvor der sjældent er nogen mennesker, bliver jeg virkelig paranoid og er bange for der vil komme nogen og overfalde mig eller noget.
Jeg kan bare næsten ikke holde ud at være i mig selv længere, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har gjort selvskade et par gange, men det var ikke særlig voldsomt (bare neglene ind i armen). Jeg har fået en vane med at bide mig i kinden, og gør det stort set hele tiden. Jeg græder 4 ud af 7 aftenerne om ugen, inden jeg falder i søvn.
Uanset hvilket svar jeg får, går jeg ikke til mine forældre.
Jeg ved ikke hvad jeg forventer af dette her, havde virkelig bare brug for at komme ud med det?
