Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg passer ikke ind

Hejsa, jeg er flyttet skole for cirka et år siden nu. Min klasse er vel okay og sådan noget men der er 2 grupper og så er der mig. Jeg føler ikke at der er plads til mig. Fx idag skal alle de piger jeg plejer at være sammen med hjem og sove hos en af dem, men der er ikke nogen der har inviteret mig og det er altså 6 piger, det gør mig ked af det og jeg kan ikke falde i søvn om aftenen. Det er som om de ikke vil have mig i klassen og de andre piger kan jeg overhovedet ikke være sammen med fordi de laver det de laver og der er ikke plads til en mere.

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 12 år

Mange tak for dit brev. Hvor er det godt, du skriver til os. Det kræver mod – og det har du!

Vi taler med rigtig mange piger og drenge, der føler, de ikke passer ind i deres klasse. Så du er bestemt ikke alene om den følelse, nok heller ikke i din klasse. Alligevel forstår jeg godt, du er ked af det.

Alle har brug for at have det godt i skolen og have gode venner. Og der skal også være plads til dig i din klasse. Det er vigtigt du ved, det ikke er dig, der er noget galt med – men det fællesskab, som burde være i din klasse, der ikke fungerer, som det skal. Du er helt, som du skal være.

Nu ved jeg jo ikke, om du allerede har talt med nogen om det. Men jeg tænker, det måske kunne være en god idé at tale med en voksen, som du føler dig tryg ved, og fortælle ham eller hende, hvordan du har det.

Det vile være særligt godt, hvis du kunne tale med din klasselærer. Din lærer har nemlig pligt til at sørge for at alle i klassen trives og har det godt. Jeg kan godt forstå, hvis det kan virke lidt svært at få sagt, men jeg tænker at din lærer kender både dig og de andre piger rigtig godt, og kan på den måde være en god støtte til at forstå, hvad der foregår og til at få ændret det.

Hvis du ikke synes, det er en mulighed selv at tale med din lærer, kan du måske også fortælle det til dine forældre, som så måske kan tage en snak med din klasselærer? Det er jo kun, hvis din klasselærer ved, hvordan du har det, at han/hun kan hjælpe pigegruppen i din klasse til at blive opmærksom på at have plads til alle.

Hvis du har mod på det, kunne du måske også spørge nogle af pigerne fra din klasse, om de har lyst til at komme hjem til dig en dag? Du kunne f.eks. foreslå, at I bager en lækker kage sammen, holder filmaften eller noget helt tredje. Selvom det kan være helt vildt svært og grænseoverskridende selv at skulle være opsøgende og tage initiativ, kan det måske hjælpe dig til at blive en del af gruppen. Måske ved de slet ikke, at du rigtig gerne vil være sammen med dem?

Det kan også være, du kan få noget ud af at besøge BørneTelefonens hjemmeside. Derinde kan du læse om råd om venskaber. Du kan komme direkte derind ved at trygge på det her link: Venskaber

Jeg kommer bare med en masse forslag, og du skal selvfølgelig kun gøre det, som falder dig mest naturligt.

Det er slet ikke meningen, du skal gå rundt og være så ked af det og ikke kunne falde i søvn om natten. Derfor håber jeg, du vil overveje at få talt med f.eks. din klasselærer eller forældre.

Måske kan det også hjælpe dig at huske på, at det tager tid at falde til et nyt sted. Og det at komme ind i en klasse, hvor der allerede er fasttømrede grupper kan være helt vildt svært. Men husk på, at det ikke er dig, der er noget galt med. Grupperne skal måske bare have lidt tid til at omstille sig og samtidig hjælpes til det.

Her fra BørneTelefonen ønsker vi dig alt det bedste. Du er også mere end velkommen til at ringe, chatte eller smse til os på 116111, vi er for at lytte og hjælpe.

Kærlig Hilsen BørneTelefonen.

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat