Kære pige,
Jeg kan godt forstå, hvis du en gang i mellem synes, det er svært at blive ved med at holde modet oppe og tro på, at alt bliver rigtig godt. Det lyder nemlig som om, du flere gange har oplevet at blive misforstået og blive holdt udenfor. Det må ikke være rart. Mon det, der bekymrer dig mest nu, er om du vil opleve det samme, når du starter på din nye uddannelse?
Det er rigtig fornuftigt at begynde at indstille sig på den forandring, det er at starte et nyt sted, sådan som du gør. Der vil være masser af nye indtryk og mennesker at skulle forholde sig til. Selvom det oftest er spændende at starte på noget nyt, så ved jeg fra mange, at de også synes, det er hårdt og anstrengende. Netop fordi de føler, de skal være på og give et godt førstehåndsindtryk.
Det, som ofte virker godt og giver et godt førstehåndsindtryk, er at man virker glad og interesseret i dem, man snakker med. Det er også vigtigt, at man kan fortælle om sig selv og på den måde bidrage til en samtale, og give andre mulighed for at lære en at kende. Man bliver altså nødt til selv at være aktiv, men det betyder ikke, at man behøver at være den, der råber højest.
Det, jeg skriver, er blot forslag og på ingen måde en facitliste. Alle er forskellig,e og ikke alle er lige udadvendte og højtråbende, hvilket også er helt fint. Jeg tror derfor, at det bedste du kan gøre er at tænke over, hvad det er andre gør, som giver dig et godt indtryk af dem, og så gøre noget af det samme selv. Hvordan lyder det?
Lige til sidst vil jeg blot nævne, at du faktisk selv har mulighed for at kontakte din læge og snakke med ham/hende om muligheden for at gå til psykolog. Hvis din læge henviser dig til en psykolog eller en psykiater (dvs. en læge der ved meget om bl.a. angst), så vil han/hun skulle orientere din mor om jeres beslutning, men det vil blot være en information og ikke noget, din mor som sådan vil skulle tage stilling til.
Der er også en studievejledning på de fleste uddannelser, og der kan man også gå hen og få samtaler - eller få hjælp til, hvor man kan få samtaler.
Du skal også vide, at du altid velkommen til at kontakte os igen, enten ved at skrive eller ringe. Jeg ønsker dig alt godt med på vejen.
Kærlig hilsen,
BørneTelefonen