Brev

Jeg kan ikke mere, jeg giver snart op

Hey, jeg er en pige på 16 år

Jeg har længe ville skrive herind men har aldrig turde gøre det. Men nu gør jeg det.

Jeg går med en masse ubehagelige tanker og følelser for mig selv. Jeg kan ikke huske sidste gang hvor jeg var oprigtigt glad. Jeg har lyst til at give og. Jeg kan ikke mere.

Jeg mistede min nabo for et år siden. Hun var mit et og alt. Hun var gammel så vidste godt at hun ikke havde lang tid tilbage men det kom alligevel som et chok. Hun har altid været en bedstemor for mig og jeg har altid været et barnebarn for hende. Det gjorde derfor virkelig ondt at miste hende.

Det aller værste var at hendes familie var der aldrig for hende. De hjalp hende ikke. De var virkelig tarvelige. Hun havde det svært.

Jeg hjalp hende med at handle ind for hende et par gange om ugen og så sad vi og spiste kage og drak kaffe. Hun var det aller vigtigste for mig. Min familie og jeg tog hende ind som en del af vores familie.

Da hun døde blev vi ikke inviterede til hendes begravelse. Hendes familie sagde at de havde fundet et brev som min nabo havde skrevet at hun kun ville have familien med. Jeg startede med at blive utrolig sur på min nabo men mine forældre fik mig til at se at lige meget om brevet var rigtig eller ej så elskede hum mig.

Vi ved ikke om det er rigtig med brevet da det ikke ligner min nabo at skrive sådan. Da hun altid havde sagt at jeg var hendes familie.

Det var rigtig hårdt at vi ikke fik lov til at komme til begravelsen. Jeg fik aldrig sagt farvel. Jeg fik aldrig sagt til hende hvor højt jeg elskede hende.

Da hun døde trak jeg mig tilbage fra alting. Fra skolen, fra venner fra alt. Efter skole satte jeg mig ind på mit værelse, lukkede døren og proppede høretelefoner i ørerne. Jeg blev mere og mere ensom. I skolen var jeg meget alene. En dag brød jeg fuldstændig sammen i timen og fik en god snak med min lærer. Det hjalp lige indtil jeg kom hjem.

Hver eneste dag i skolen er jeg ved at græde. Jeg har ikke rigtig nogen venner. Det er sindssygt hårdt.

Jeg har snakket en del med min mor om det da hun altid er der for mig. Hun er bekymret. Da jeg aldrig kommer ud af mit værelse. Tager kun mine hørertelfoner ud når vi spiser eller når jeg skal i bad.

Jeg er i min helt egen verden. Det er ikke holdbart. Men jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre.

Jeg savner min nabo hver dag. Det er så hårdt at hun ikke er her mere. Det gør simpelthen så ondt og jeg føler ikke jeg kan trække vejret.

Jeg har ville give op i lang tid og det er gået hen og blevet til selvmordstanker. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Der er intet som gør mig glad.

Jeg føler mig fortabt.

Håber I kan hjælpe mig.

Fra den ensomme pige

Pige, 16 år

Læs hele brevet

Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige 16 år

Tak for dit brev.

Hvor er det godt du fik mod på at skrive til os – og deler de tanker og følelser du går med. Du er god til at beskrive, hvordan du har det – og det er en kanon styrke at kunne det. Det er SÅ vigtigt og rigtig godt at du nu søger mere hjælp til at få det bedre.

Jeg vil starte med at sige til dig at: Selvom du godt vidste, at hun var gammel og kunne dø, så betyder det ikke at man bliver mindre ked af det den dag det sker. Når man elsker et menneske højt, er det naturligt at føle en stor smerte og sorg når man mister, og det er uanset hvilken alder det menneske har.

Jeg læser, at du kæmper med en masse følelser over at have mistet din nabo. Du savner hende utrolig meget, da hun var dit et og alt, og føler dig ensom. Og samtidig har du været vred over, at hendes egen familie ikke var der for hende, mens hun levede, og de gjorde sådan at du og din familie ikke kunne deltage i begravelsen, og derfor ikke fik sagt farvel. Jeg kan godt forstå, at du synes det er rigtig svært.

Men jeg læser også, at du har gjort nogle ting for at få det bedre – Det er rigtig godt at vide, at du kan tale med din mor om det her. Men jeg tænker på, hvor meget af det du skriver i brevet har det du har sagt til din mor? Hun bliver bekymret, men det er meget naturligt for en mor at blive, når ens datter har det svært. Det betyder at hun holder meget af dig og har omsorg for dig. Det lyder for mig som om, hun tager det alvorligt at du har det svært, men måske ikke ved, hvad hun kan gøre for at hjælpe dig?

Du har også oplevet at det faktisk blev lidt bedre at få talt med din lærer om det. Men netop det at sætte ord på, og blive lyttet til, er vigtigt for at du kan komme igennem sorgen og få det bedre. Sorgen og savnet vil nok altid være hos dig, men med tiden bliver det mindre. Men at dele sin sorg med andre gør den halvt så tung at bære.

Du fortæller, at det er 1 år siden det her skete, så det har været svært længe …..- og derfor tænker jeg : ” at en samtale er som en dråbe i havet”- hvis du forstår ? Jeg tænker, at der skal meget flere til, så det kan hjælpe dig!

Jeg tænker derfor, at det ville være en god ide, hvis du får mulighed for at få snakket mere om det… – og gerne med en voksen der ved en del om, hvad der sker når man er i sorg og har det svært. Måske er det en idé at snakke med

Jeg vil derfor foreslå dig at snakke med din mor igen, og måske vise hende dit brev og mit svar. Så kan i to finde ud af, hvad der er bedst at gøre. Måske er det en idé at snakke med https://bornungesorg.dk/

En anden mulighed kan også være, at du spørger din lærer om, I kan snakke sammen igen. Hvis du har tillid til hende, er det også en mulighed at vise hende brevet. Hun vil også vide, hvem hun kan kontakte, som du kan tale med, hvis der bliver brug for det.

Jeg vil også foreslå dig at skrive et afskedsbrev til din nabo. Et brev hvor du skriver til hende, alt det du ikke fik sagt, mens du kunne. Så kan du læse det højt, mens du tænker på hende – og det kan måske være en hjælp til, at du føler, at du får sagt farvel og får taget mere afsked med hende. Måske kan du og din familie tage ud til hendes gravsted og sætte blomster til hende, eller bare lige se stedet, og sende hende tanker. Der er mange der får hjælp til savn og sorgen ved at tænke på de gode stunder, man har haft sammen. Dem kan man nemlig bærer med sig resten af livet, og tænke på, når man har brug for det.

Til sidst vil jeg bare sige: Jeg synes virkelig at du fortjener at få det bedre og at få den hjælp, der skal til for at det kan ske. Så håber at mine forslag kan hjælpe dig på vej.

Du er dog også altid velkommen til enten at ringe eller skrive til BørneTelefonen på 116111 – hvis du har brug for at snakke mere om det. Du kan også se vores andre råd til sorg her: https://bornetelefonen.dk/sorg/

Kærlige hilsner

BørneTelefonen

Ensomhed

Gymnasiestart

Flere breve om Ensomhed

"det kender jeg godt" få gode råd fra panelet

Om at føle sig udenfor i vennegruppen, og ikke blive inviteret med til ting.

podcast

lyt til afsnit

"alene" hør andres fortællinger

Hør sanger Karl William og 14-årige Valdemar fortælle om at føle sig udenfor og ensomhed.

podcast

lyt til afsnit

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Læs mere her

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Måske har du en ven, som går igennem en svær periode?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.