Jeg kan ikke klare det længere

Hej børnetelefonen

Jeg er en pige på 15 år og går i 8. Klasse (Snart 9.) Jeg har skrevet her ind et par gange men har ikke fået svar så jeg håber virkelig at i vil svare på det her.

I lang tid har jeg været ked af det. I sjette klasse havde jeg en lille periode hvor jeg også var ked af det. Når jeg blev ked af det kradsede jeg mig på armene. Jeg ved ikke helt hvorfor. Hver gang jeg havde gjort det sagde jeg det til mine forældre. De blev bekymrede og så tog de mig med til psykolog. Det var ikke en psykolog jeg skulle dække med men en jeg skulle lave opgaver med Og det eneste de fandt ud af var at jeg ikke havde add.

Men med tiden fik jeg det ligesom bare bedre. Men så for et års tid siden begyndte det hele at ramle sammen igen og det bliver bare værre og værre. I slutningen af sjette starten af syvende begyndte mig og min bedste veninde at være mindre og mindre sammen. Jeg har aldrig været den populære men hun begyndte at være sammen med dem der var hun var mere og mere sammen med dem og mindre og mindre sammen med mig. I dag er ikke længere sammen.

I sjette fik vi også nye klasser fordi vi skulle slåes sammen med en anden skole. Kom i klasse med men gamle bedste veninde jeg ikke længere var sammen med. Når men som sagt gik det hele galt for ca. et år siden.

I fen nye klasse havde jeg fået to venner. Men selv i dag hvor vi har gået i klasse sammen i ca tre år har jeg kun været hjemme ved den et par gange. Det er bare som om de ikke gider. Og de er heller ikke den slags venner man kan snakke med.

Mit fodboldt hold skulle også slåes sammen med at andet sø vi fik nye trænere og de nye piger var et bedre hold end vores. Jeg gjorde mit bedste men mine trænere ville aldrig lade mig spille med i kampene. Så på ca 1,5 år fik jeg kun 28 min på banen i kamp. Før havde jeg elsket fodbold men nu begyndte jeg at hade det.

Jeg tror at det hele galt fordi der skete en masse dårlige ting på samme tid: Jeg hadede det nye hold og de nye trænere til fodbold. Savnede stadig min bedste veninde der ikke gad mig. Havde ikke nogen venner at snakke rigtigt med Min store søster som jeg elsker over alt på jorden tog til et andet land som udvækslisstudent. Så lige pludselig var jeg bare helt alene.

Jeg ved ikke om nogle af de her ting har noget med det ag gøre men det var ingvert fald ca der det gik galt. Jeg lå tit om aftenen og græd under dynen og jeg begyndte også at krasse mig igen. Lige soden er det bare blevet værre. Det er bare som om at jeg er k et stort sort hul og der er ingen vej ud.

Det er ikke sådan at jeg græder konstant. Jeg kan godt være glad. Men tit lader jeg også bare som om. Jeg kan ikke snakke med mine forældre om det. jeg tænker tit at nu vil jeg gøre det men der kommer bare ikke noget ud. Det er for svært. Og jeg har ikke andre

Jeg har haft/ har nogle gange selvmords tanker, selvskader ( kradser, cutter med en saks og slår mig i hovedet meget hårdt.) Når jeg græder har jeg bare lyst til at det hele skal stoppe. med det hele mener jeg livet. Jeg kan bare ikke holde det ud. Jeg føler mig konstant ensom, jeg har ingen anelse om hvad jeg vil med mit liv og nogle gange vil jeg ikke engang leve. Jeg bliver tit lidt bange for mig selv for det føles nogle gange som om at det slet ikke er mig.

Jeg håber virkelig at i vil tage jer tid til at svare på mit brev selvom det er meget meget langt.

Hilsen M