Kære pige på 13 år.
Det er SÅ godt, at du har sat dig ned og skrevet til os. At få sagt, hvad man er ked af, er første skridt til at få det bedre. Når man kan tale med andre om det, kan man også få hjælp til at handle på det. Jeg håber, at mit svar vil hjælpe dig til at tro på, at du kan få hjælp til at få flere venner.
Alle mennesker får det dårligt, hvis de ikke føler, at de er en del af fællesskabet på linje med andre. Der er mange andre børn, som skriver ind til børnetelefonen, fordi de har de samme oplevelser som dig af ikke at høre rigtigt med i fællesskabet. Nogle af dem føler sig direkte ensomme.
13 års alderen kan være en svær alder, og det kan være forvirrende at finde ud af, hvem man er, og hvordan man skal være for at andre kan lide en. Hvis man ikke snakker med nogen om det, tror man, at man er den eneste, der har det sådan. Hvis jeres klasselærer tog emnet op i klassens time, ville du finde ud af, at der er flere, der har det ligesom dig.
Som jeg læser dit brev, mener du ikke, at du er så tæt med ret mange til hverdag i klassen eller på skolen, så du kan skrive med dem/facetime med dem, når du er hjemme fra skole på grund af Coronarestriktioner. Det er ikke så meget selve den situation, at du sidder alene hjemme og er isoleret fra dine klassekammerater lige nu, der er problemet. Men måske bliver problemet mere tydeligt i denne her situation?
Når du tænker, at alle de andre har mange flere venner, kan der nemt ske det, at du bliver usikker på, hvorfor du ikke bliver valg til af flere. Og jeg kan godt forstå, at du kommer til at stille spørgsmålstegn ved, om det er, fordi de andre ikke så godt kan lide dig. Det er ikke en rar tanke for nogen.
Der kan ske det, at hvis man ikke får hjælp af nogle voksne til at komme ud af det, så bliver det selvforstærkende.
Når man ikke tror, de andre vil en, trækker mange sig for at passe på ikke at blive såret, og så kontakter de andre ikke så meget en, fordi man selv har trukket sig væk fra dem. Jo mindre man bliver kontaktet, jo mindre tror man på sig selv, og jo mere usikker, man bliver på sig selv, jo mindre har man selv mod på at kontakte de andre.
Hvis man selv holder op med at tro på, at man er værd at kende, påvirker også de andres lyst til at kontakte en.
Det er en ond cirkel, man hurtigst muligt skal have hjælp til at komme ud af. For jo længere den varer, jo sværere kan det føles. Tit skal ikke så meget til, før du kan komme ind i den gode cirkel igen. Og det er så vigtigt hurtigt at komme ind i den, så du kan få større selvværd og mere glæde ind i dit liv.
Du kan overveje, om der er en af dine lærere, du kunne fortælle, hvordan du har det. Læreren ved, at der er andre, der har det ligesom dig. Lærerne har pligt til at holde øje med, hvordan eleverne har det med hinanden og hjælpe dem med at få lavet om det, hvis der er dårlige mønstre i klassen og ikke alle føler, at de har venner i klassen. Der kan gøres mange forskellige ting.
Læreren kan tage venskaber i klassen og uden for klassen op som et emne i klassens time. Hun kan også lave nye arbejdsgrupper, hvor du kommer i en gruppe eller i pararbejde, hvor I ved at lave en bestemt type opgaver, kommer tættere ind på hinanden. Faktisk kunne I også få som hjemmeopgave at skulle facetime sammen om opgaver. Så bliver der måske skabt en kontakt, som du ikke selv skal bede om. Derefter kunne det måske helt naturligt føre til andre facetimesamtaler om andre ting. Hvad tænker du om det?
Jeg vil foreslå dig, at du en af de nærmeste dage går hen til din lærer og siger: “Kan jeg snakke med dig en dag efter skole. Jeg synes ikke, jeg har så mange tætte venner i klassen, og det vil jeg gerne have hjælp til at få”. Når du sidder overfor din lærer, kan du vise hende dit brev og mit svar. Så har I noget at snakke ud fra.
Jeg håber virkelig, at du føler, at mit svar kan hjælpe dig til at forstå dit problem bedre, og at du har fået mod på at få hjælp af din lærer.
De kærligste hilsner
BørneTelefonen
