Brev

Jeg har brug for hjælp

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 14 år.

Tak for dit brev. Dit brev er meget fint og du skrev overhovedet ikke for meget forskelligt. Puha, det lyder som om, at du ikke har det særlig godt for tiden. Det må være utrolig hårdt at have sådan nogle negative tanker og forestillinger om sig selv. Men hvor er det bare godt og sejt, at du skriver herind, så du kan få alle dine dårlige tanker ud af hovedet.

Først og fremmest vil jeg fortælle dig, at det, at tænke, at man er forkert, er normalt for unge på din alder. Når man begynder at blive teenager, sker der nemlig det, at man ofte begynder at tænke meget over hvem man er, hvad man gør, hvordan man ser ud og hvad andre tænker om en. Det bliver dog problematisk hvis tankerne udelukkende er negative, som de er det i dit tilfælde. Du fortæller bl.a. i brevet, at du synes, du gør alting forkert. Hertil bliver jeg nysgerrig på om der er nogle der har sagt til dig, at du gør ting forkert? For selvfølgelig gør du ikke alting forkert og jeg er ret sikker på, at også du har mange gode og positive kvaliteter. Måske synes du bare selv, at de er svære at få øje på lige for tiden.

Jeg fornemmer tydeligt at dit selvværd er lavt. Ens selvværd omhandler, måden som vi taler til og tænker om os selv og den værdi vi giver os selv. Hvis man har et lavt selvværd, kan der ske det, at man kun tænker dårlige ting om sig selv. Det kan f.eks. være som du skriver: ”at du føler at du gør alting forkert”. Men du skal vide at det er muligt, at rette op på den tankegang ved at øve sig i, at tænke mere positivt om sig selv. Dit selvværd kan bl.a. styrkes ved, at være sammen med andre. Andre som viser dig, at du har værdi og er noget særligt, netop fordi du er dig. Derfor er det enormt vigtigt, at du prøver at komme ud af huset også selvom det kan føles rigtig svært. Det er nemlig ikke godt at du sidder for meget alene, når du har det sådan. For så kan dine tanker få frit spil, hvilket muligvis gør at du overtænker for meget.

I brevet skriver du også at du ikke tror, at dem i din vennekreds kan lide dig. Men er det noget du ved? Eller er det noget du bilder dig selv ind? Du skal nemlig huske på at negative tanker, kun er tanker og ikke nødvendigvis sandheden. Og tanker kan snyde og drille en enormt meget. Så pas på med at ”dunke” dig selv i hovedet, for det fortjener du ikke.

En anden måde du kan styrke dit selvværd og dine dårlige tanker om dig selv på, kan også være ved at lave en dagbog. Hver aften, kan du skrive mindst 5 ting ned fra dagen, hvor du synes at du har gjort noget rigtigt og noget godt. Det kan f.eks. være: ”i dag kom jeg ud af huset uden, at lade som om, at jeg var syg” eller ”i dag var jeg en god ven, fordi jeg sagde sådan og sådan” og ”jeg er ikke forkert fordi jeg kan det og det”.

Jeg tror også at du ville have godt af at dele dine tanker med en voksen. Kender du mon en voksen som du stoler på? Det kan være dine forældre, din klasselærer, dine bedsteforældre eller en helt anden. Jeg tænker nemlig, at det ville gavne dig, hvis du havde en voksen der kunne hjælpe dig med at bearbejde dine tanker. De vil forhåbentlig også kunne fortælle dig hvor vidunderlig en dreng du er.

Også en fritidsinteresse kunne eventuelt være en ide. Tænk over om der er noget du kunne tænke dig at gå til. På dem måde, ville det måske hjælpe dig med at styrke dit selvværd, samtidig med at du også ville møde nye jævnaldrende, som du ville kunne have det rigtig sjovt med.

Til sidst vil jeg minde dig om, at alle mennesker er forskellige og at alle mennesker er rigtige og gør noget rigtigt. Og det samme gælder for dig – du er rigtig. Så øv dig på, at være lidt sødere ved dig selv, for jeg ved at også du har mange kvaliteter.

Jeg ønsker dig alt det bedste. Skulle du få brug for det, kan du til enhver tid logge på vores chat her på hjemmesiden eller ringe til Børnetelefonen på 116 111.

De aller kærligste hilsener fra Børnetelefonen.

"alene" hør andres fortællinger

Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.

Hjælpesætning
Få en hjælpesætning, der kan minde dig om, at du godt kan klare det, og at du er god nok!

Hvilken sætning hjælper dig?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat