Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg føler mig tom.

Hej.

Mine forældre er lige blevet skilt, og min far er flyttet.

Min mor siger hele tiden, at jeg skal tale med nogen om mine følelser omkring det, da jeg har en tendens til at lukke mine følelser inde i mig selv. Jeg kan mærke, at skilsmissen påvirker mig, da jeg meget hurtigere bliver ked ad det over ting, jeg græder over simple ting. Dog græder jeg ikke så meget mere, for jeg kan ikke, jeg føler mig bare helt tom indeni.

Jeg kan ikke lide at tale med min mor om det, fordi hun bliver ked af det. Jeg har heller ikke selv lyst til at snakke med nogen, og det er kun meget få af mine venner der kender til skilsmissen, da jeg ikke vil snakke om det. Jeg vil ikke have sympati, og jeg føler ikke, at det vedrører nogen, at det er sket.

Jeg føler, at mine følelser samler sig til én stor klumb i min krop. Jeg er bange for, at min hverdag bliver uoverskuelig. Jeg føler, at jeg tvinger mig selv til at være glad. Jeg føler mig alene. Jeg ved, at min mor og mine venner er der for mig, men jeg føler mig alene, som om jeg er den eneste der forstår mig, og derfor vil jeg ikke snakke med andre.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, for at jeg får det godt igen. Alting føles rigtig underligt, og jeg kan ikke lide at jeg hele tiden skal gå og skjule mine følelser.

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år.

Du skriver, at du ikke ved, hvad du skal gøre. Jeg vil sige til dig, at du allerede er i gang med at gøre noget godt for dig selv ved at skrive brevet! For i brevet får du sat ord på, hvordan du har det. Og du beder om hjælp. Det er godt.

Måske ved du inderst inde godt, at din mor har ret, når hun siger, at du skal tale med nogen om dine følelser. Jeg kan godt forstå, at det kan føles rigtig svært for dig, når du indtil nu har klaret dig uden. Men en skilsmisse er svær for de fleste børn og unge, og der opstår mange forskellige følelser. Mange bliver både vrede og kede af det. Man kan også føle sig svigtet eller være forvirret og bange. Og man kan som du føle sig helt tom indeni. Den klump, du beskriver, du føler inden, består nok af alle de svære følelser.

Det er helt almindeligt, at der går et stykke tid efter en skilsmisse, før man kan mærke, at man igen er glad. I starten er der ofte et kaos af svære følelser, og mange tænker, at hvis man ikke snakker om det, forsvinder det måske. Du er nu kommet til et punkt, hvor du kan mærke, at det ikke bare forsvinder. Derfor er det godt, at du beder om hjælp.

Selv om du skriver, at du ikke har lyst til at snakke om skilsmissen, vil jeg alligevel opfordre dig til at gøre det. For når man snakker om det, man er ked af, kommer det til at fylde mindre. Og du vil sikkert opleve en stor lettelse over ikke at skulle skjule, hvordan du har det.

Du kommer måske til at græde, når du snakker om skilsmissen, for jeg tror, du er meget ked af det. Og måske er det derfor, du helst ikke vil fortælle om det? Jeg vil foreslå, at du siger til dig selv, at tårerne er din ven, der kan hjælpe dig med at holde op med at skjule følelserne. Mon du kan bruge det til noget?

Jeg vil foreslå, at du starter med at vælge én person, du vil betro dig til. Måske en god veninde, måske et familiemedlem, måske din klasselærer eller sundhedsplejersken på skolen. Prøv at mærke efter, hvad der passer bedst til dig. Nogle har nemmest ved at betro sig til en, der er tæt på, andre vil hellere betro sig til en, der er lidt længere væk. Fortæl om dine følelser, dine bekymringer og tanker. Eller sig blot, at du er ked af det. Den du taler med behøver ikke at sige så meget – ofte er det bare rart, at der er nogen, der lytter. 

Hvis det er svært at få startet en snak, kan du skrive et brev, lige som du har skrevet til BørneTelefonen. Her kan jeg se, at du er god til at udtrykke dig på skrift om din situation og dine følelser. 

Selvom din mor også er ked af det, synes jeg også, at du skal tale med både hende og din far om alt det svære. Sommetider kan det være en stor lettelse at være kede af det sammen. Og du har sikkert også en hel masse spørgsmål omkring skilsmissen, som du vil have glæde af at tale med dine forældre om. 

Du er også velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116111, hvis du i første omgang har lyst til at tale med en voksen, der ikke kender dig. Vi taler hver dag med børn og unge, der har det lige som dig. 

Mange gode tanker fra BørneTelefonen

Skal din mor og far skilles? Få gode råde her

Hvis ens forældre skal skilles, kan man opleve at have mange forskellige følelser. Måske man bliver bange og nervøs, det kan også være man bliver rigtig ked af det eller vred og nogen oplever også lettelse, hvis ens forældre har skændes meget. Man kan også sagtens opleve at have alle følelserne. Måske hverdagen pludselig ser anderledes ud og derfor tager det tid at vænne sig til, at mor og far bor hver for sig

Det er vigtigt at sige, at det aldrig er børnenes skyld, når forældre vælger at blive skilt.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved at se film om blandt andet, hvad man kan gøre, hvis man har det svært med sin papmor. Du kan også få viden om dine rettigheder eller læse andre børns breve.

Du har en Initiativret

Det betyder, at når du er fyldt 10 år, kan du bede Familieretshuset om at holde et møde med dine forældre, hvis du ikke har det godt med det, der er blevet bestemt i forbindelse med dine forældres skilsmisse. Det kan f.eks. være om, hvor du skal bo, hvor tit du skal se den forælder, som du ikke bor hos eller noget helt andet, som du måske er ked af.

Du kan ringe til Børnenes skilsmissetelefon på telefonnummer 20 60 05 50 eller du kan udfylde blanketten og sende den direkte til Familieretshuset. Print brevet her.

Du kan også få en bisidder fra BørneTelefonen til at hjælpe dig.

Hvis dine forældre er skilt, og du ikke er tilfreds med, hvordan du skal bo, kan du bruge din initiativret

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Spil

Sjitshow

Det er tid til et familiebillede! Men hvem skal have en hundelort på hovedet, og hvem skal have et smækkys? Hvem skal ligne en zombie, og hvem skal være superhelt? Du bestemmer – for det er DIN gakkede familie!

Spil om skilsmisse og om skøre familier

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat