Brev

Jeg føler mig ensom selvom jeg har venner

Hej
Jeg er en pige på 14 år og jeg har følt mig rigtig ensom i meget lang tid. I starten sagde jeg ikke noget til mine forældre, og jeg prøvede bare at få det bedste ud af det på skolen og til gymnastik. Men bæret flød bare over da jeg spurgte min “bedste” veninde om hun kunne komme til min konfirmation, hvorefter hun svarer “det ved jeg ikke endnu, da min papmor er fødselsdag den dag” jeg blev så ked af det at jeg gik op til min far og fortalte ham det hele, og der aftalte vi at jeg skulle skifte skole.

Der har været problemer før i min klasse mellem mig og tre andre piger, hvor de havde lavet en hade gruppe om mig, og stort set alle pigerne fra min klasse vidste det, men der var kun én der turde sige det til mig. Det er omkring 2 år siden, men det var dér alt min ensomhed begyndte, fordi to af dem der lavede gruppen var nemlig mine to bedste veninder den gang.

Det gik dog godt i en periode efterfølgende, da jeg blev ret hurtigt venner med den nye pige (hvilket også er hende jeg snakker om i starten) og en anden fra min klasse (hende der sagde det med gruppen) men der gik ikke mere end 1 månedstid før den ene begyndte at afvise mig hele tiden hvor hun kom med undskyldninger hele tiden om at hun skulle til fødselsdag eller skulle lave lektier eller de havde gæster, og samtidigt er hun en konfliktsky person, så når jeg nogle gange kom i diskution med den anden pigegruppe, så var hun der aldrig.

Og hende den anden må ingenting, så det er nogle gange begrænset hvad vi kan lave sammen, og så er hun også et meget familie menneske, så hun har ikke lige så meget brug for venner som jeg måske har. Sådan har det stået på i 2 år ca.

Der er også andre piger i klassen end mine gode veninder og dem der lavede gruppen, men de andre piger holder ligesom med de tre piger der lavede gruppen (det skal lige siges at det er ikke fordi de andre piger mobber mig eller gør noget, men de er ligesom bare i den pigegruppe med de tre) og drengene virker som om de ikke rigtig gider snakke med mig, med mindre det har noget med skolen at gøre hvor de skal have hjælp.

Jeg har også haft angst i 7. Klasse, hvor jeg gik til psyolog, men det er jeg næsten kommet af med, men efter jeg kom af med min angst er min ensomhed bare kommet endnu mere i kraft, og jeg er ked af det vær gang jeg kommer hjem fra skole, fordi jeg sidder alene, ingen at snakke/skrive med, og ingen at være sammen med.

Jeg har også mistet motivationen for min gymnastik (der går jeg 3-4 gange om ugen) og jeg har også prøvet at komme ind på de piger, men der er aldrig nogle af dem der tager kontakt til mig, og når jeg prøver at tage kontakt, så føler jeg altid at jeg bliver afvist, så dem snakker jeg nærmest kun med når vi er til træning( jeg føler mig en del af holdet når jeg er til træning)

Jeg snakkede med min far om alle de her ting, og han synes jeg skulle skifte skole og min mor siger at jeg skal mærke efter hvad der føles rigtigt.

Men problemet er at jeg tør virkelig ikke skifte skole, jeg er bange for at det er for sent at komme ind i en klasse hvor alle kender hinanden og at jeg ikke får nogle venner. Jeg har gået på den skole jeg går på nu siden 0. Klasse, så jeg har aldrig prøvet at skifte skole før.

Jeg har overvejet at tage 9. Klasse på efterskole, men jeg kan ikke finde nogle idrætsefterskole der tager 9. Klasse. Jeg har været ude på almindelige efterskoler, men de interesserer mig slet ikke.

Ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, og om det nu er det rigtige at skifte skole

Hvad synes i jeg skal gøre?

Hilsen den meget ked af det og ensomme pige.

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år,

Det er hårdt at gå rundt og føle sig ensom, så det er godt, at du har skrevet et brev til os, og det er rigtig godt, at du taler med dine forældre om de tanker og følelser, du går rundt med!

Det lyder som om, at dine forældre støtter dig, og er meget opmærksomme på, at du skal have det godt. Har dine forældre mon talt med dine lærere? Nogle gange kan lærerne på skolen nemlig hjælpe, hvis man ikke synes, at man trives så godt i klassen eller på skolen. Hvis I ikke har snakket med dine lærere endnu, kunne det i hvert fald være en rigtig god idé at starte med dét, før I beslutter, om du skal skifte skole. Lærerne har ansvar for at alle i klassen trives og hvis lærerne har brug for hjælp, kan du og dine forældre evt. nævne vi har nogle kurser, der måske kan være en hjælp. Du og dine forældre kan læse om dem via dette link: https://bornsvilkar.dk/radgivning/undervisning/undervisning

Det kan være rigtig hårdt at skifte skole, fordi der er en masse nye mennesker, man skal forholde sig til. Til gengæld kan det også være spændende, og man kan få nogle nye, gode klassekammerater. Det er ikke til at sige, om man synes, man får det bedre det nye sted, men hvis man trives rigtig dårlig dér, hvor man er, kan et skoleskifte være noget, man har lyst til at prøve – og måske får man det så også meget bedre.

Der er dog også mange, der bliver rigtig glade for at gå på efterskole. Det kan være svært at finde ud af på forhånd, om man vil komme til at blive glad for at gå på en efterskole – også selvom man har besøgt den. Hvis der ikke er nogen idrætsefterskole, du vil kunne gå på, kan det være, at du kan finde en efterskole, som har noget andet, der virker fedt. Mange efterskoler har nogle særlige traditioner. Det kan være morgenløb, morgensang, madlavning, teaterforestilling osv. Måske har du lyst til at kigge på efterskole sammen med dine forældre igen? Det kan være, at dine forældre kan snakke med lærerne på din skole – måske har lærerne nogle gode idéer til en efterskole, som ville være god.

Hvis du tænkte, at hvis du skulle på efterskole, så skulle det være i 9. klasse, så kan det være, at du, indtil da, har brug for at starte på et nyt gymnastikhold eller i en fritidsklub, hvor du også kan møde nogle nye mennesker. Det lyder nemlig som om, at du har to veninder i klassen – og det er faktisk helt almindeligt, at man ’kun’ har et par stykker, man vil kalde sådan rigtig gode veninder. Selvom I måske har lidt forskellige behov i forhold til, hvor meget I har lyst til at ses, betyder det ikke nødvendigvis, at det ikke er nogle gode veninder – og at de ikke har lyst til at være sammen med dig. Som du skriver, kan det måske være fordi, de har meget brug for at være sammen med deres familier – og måske har de brug for at være meget alene, så de kan slappe af og lade op.

Det er vigtigt, at du bliver ved med at tale med dine forældre om, hvordan du har det. Nogle gange skal man måske nemlig lige minde sine forældre om, hvordan man har det – og at man f.eks. STADIG ikke synes, man har det godt i skolen.

Hvis du har brug for at snakke med nogle andre, er du også altid velkommen til at SMS’e eller ringe til os på BørneTelefonen (på nummer 116 111) eller skrive til os på Chatten.

Du skal nemlig have det godt! Du og dine forældre – og måske dine lærere – skal ’bare’ finde ud af, hvad den bedste løsning for dig kunne være.

Kærlige hilsner og tanker
BørneTelefonen

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Måske har du en ven, som går igennem en svær periode?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat