Jeg føler mig ensom og bange mange gange

På min gamle skole blev jeg tit holdt udenfor det gjorde meget skade på min selvtillid og min livslykke.

Hver gang jeg spurte om noget var rigtigt skulle jeg sige det ca 5-8 gange før de svarede mig nogle gange svarede de slet ikke og mange gange fik jeg forkert når jeg svarede selv sådan forsatte det til 3 kl.

I 3 kl fik jeg en bv vi var glade for hinanden og var sammen hver dag i skolen jeg bekymret mig ikke om hvad de andre synes om os. Men en dag snakkede vi sammen om mobning hun sagde “Du bliver jo ikke mobbet det bliver jeg jo” jeg spurte hende hvorfor hun blev det hun sagde “Fordi at jeg er lidt overvægtig” det fik min selvtillid til at falde meget at min eneste ven siger at jeg ikke bliver mobbet.

4 kl jeg begynde at hade mennesker jeg synes at de er dumme og ikke er venelige. jeg begynder at se folk som fjender selv min bv jeg begynder at kun vil være alene også fordi min bv altid er syg jeg tog mig selvfølgelig af folk vis de nu har slået sig men altid vis jeg slog mig sagde de kun “er du ok?” og går sin vej.

en dag kigger jeg mig selv i spejlet på en af skolen toiletter tænker at jeg så pæn ud og ikke kunne forstå hvorfor de ikke kunne lide mig jeg var en høj tynd pige. jeg hade ikke anoraksi men jeg mistænker mig selv for at have spiseforstyrelser fordi at en af mine storsøsters kammerater ikke turde røre mig fordi han trorede at jeg knækkede sammen.

5 kl brød helvede ud en af drengene fra min klasse sagde at jeg tuder hver matematik time fordi at jeg har problemer med matematik

han har også kaldt mig hippie fordi at jeg ikke gik op i mode fra den dag blev jeg bange for mennesker og hade et stor had til nogle og når jeg ser mig i spejlet så jeg ligepludselig en grim pige

jeg synes at jeg hade en klam uren krop den nat kunne jeg ikke klare det for første gang krasede jeg i mig selv og græd mig selv i søvn næste morgen kiggede jeg ud af mit vindue tænkte “Vil jeg i skole igen?” jeg tog en langærmede trøje på og gik i skole,

Nogle få dage efter hade vi noget der hedder åben hal hvor vi kan lege sammen eller spille spil

jeg spurte en om vi kunne lege fordi næsten alle ville spille spil vi legede marsvin og menneske jeg var marsvinet og pigen var meneskede lidt tid efter kom der en dreng og ville lege med og han blev hund lidt tid efter kom der to piger og ville lege for sig selv de ville lege hestebane så de byggede en hestebane af nogle ting og nogle puder. mig og mine kamerarter kiggede lidt for se hvad de lavet den ene spurte os “vil i være med?” vi svaret “nej tak” vi viste at de kun vil have vores puder og bagefter smide os ud.

vi leget lige så godt indtil at den ene kom hen og begynde at tage nogle kejler fra os jeg bliver sur og siger “hey lad være det er vores” pigen giver mig dræberblikket og jeg bliver selvfølgelig bange mine kamerater skulle jo sige noget til læren eller hente noget til vores leg da de kommer tilbage sagde jeg jo at de tog de ting

jeg kan ikke huske hvad de gjorde jeg tror de sagde det til læren han kom og sagde at de ikke måtte det og gik igen den der tog kejlerne siger ligepludselig “kan vi ikke låne nogle puder af jer” pigen som jeg legede med sagde “ja men kun 2” hun nikker og tager 4 puder det blev jeg virkelig træt af og går hen mod hende og siger “vi sagde to puder” hun svarede igen “kan du se nogen puder vi har taget!?”

jeg prøver hele tiden at sige noget men hun bliver ved med at afbryde og begynder at hidse mig op jeg råber for første gang af en elev “LAD MIG FOR HELVEDE TALE UD!” jeg griber ud efter hendes arm og åbenbart kradser hende ned af armen

jeg ved ikke hvorfor jeg mistede hovedet jeg tror det er fordi at jeg var træt af at ingen lyttede til mig jeg var træt af det hele, efter vinterferien flyttede jeg skole af skyld og sorg efter det jeg gjorde fordi ingen ville snakke med mig ikke engang min bv.

jeg flyttede skole i håbet over at jeg ikke blev en dyster og ensom person. jeg flyttede lærte lidt mere fik en masse venner og lignede en der var glad men indeni sad der altid en trist pige omgivet af folk der tror på en løgn

en dag kunne jeg ikke klare at lyve overfor folk og min familie jeg gik ned til min familie kaldte på min far men min mor kom hen til mig

jeg sagde at jeg ikke er glad at jeg krasede i mig selv og er skide bange for at jeg bruger et andet genstand og skær i mig selv

de sagde at jeg ikke skulle skjule hvem jeg er i virkeligheden og selvfølgelig om jeg føler mig bedre tilpas ved at gøre selvskade

jeg synes at jeg er dum at jeg for sådan nogle anfald og begynder og græde når jeg er alene men på den samme måde jeg føler mig mest tryg ved at være alene så jeg bruger det meste af min fritid alene ude i haven med min hund eller være sammen med mine marsvin.

den dag begynde jeg at få en emo stil begynder og blive kold når det angår følelser fx jeg føler ikke længer venskab fordi jeg aldrig har haft en rigtig ven jeg gad godt at prøve at have den følelse igen.

engang oplevet jeg en af pigerne beskyttede mig fordi jeg ikke ve hvordan 58 ser du en af drengene siger “ej nu stopper du” men nogle af pigerne siger “styr dig nu lidt” jeg fik en følelse jeg ikke har følt i lang tid det var sådan at det føles at noget synker ned inden i kroppen og man bliver ked af det.

jeg har nogle spørgesmål hvis det er okay… blev jeg virkelig mobbet? hvorfor sagde min bv det der “du bliver ikke mobbet” var det spiseforstyrelser jeg fik? hvad skal jeg gøre?? jeg håber at du vil svare på de her spørgesmål som jeg har ønsket at få svar på i hele mit liv.

Hilsen en 12 årig pige.