Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg føler mig ensom.

Kære børnetelefon,

Jeg hedder N. Jeg føler mig meget ensom i skolen. Jeg har mange at være sammen med, men det føles som om det ikke er nok. Jeg har én ven uden for skolen og et par stykker i skolen, men alligevel føler jeg mig ensom.

Jeg er meget stille og der er ikke særlig mange der lægger mærke til mig, så jeg begyndte at skade mig selv. Jeg gjorde det nok mest fordi at jeg ikke er stærk nok til selv at sige hvordan jeg egentligt har det og derfor bliver nødt til at vise det.

Jeg føler mig ked af det hele tiden og jeg ved godt at det er noget der sker i den her alder, men det her er anderledes. Det ødelægger mig.

Jeg har venner, men jeg har ikke nogen venner jeg kan stole på. Jeg har ikke nogen venner der kan se hvordan jeg har det.

Første gang jeg begyndte at skade mig selv fortalte jeg det til min mor. Hun forstod det og hun blev ikke sur, men hun sagde at jeg ikke skulle sige det til nogen, for det kan skade dem. Så jeg gjorde som hun sagde og har ikke snakket med nogen om det, men det har bare gjort det værre.

Jeg har holdt det for mig selv hele tiden og det har kun ødelagt mig. Det er blevet værre ig jeg er begyndt igen. Jeg ønsker bare at der er nogen der vil opdage det eller spørge om jeg er okay, men der er ikke nogen der ser mig.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har flere gange tænkt på selvmord, men jeg har ikke ønsket at dø, men bare at komme væk herfra. Jeg har holdt det for mig selv i over et år nu og jeg kan snart ikke holde det for mig selv længere. Men jeg vil ikke skade nogen!

Jeg har tre venner i skolen. Ingen af dem vil kunne forstå, men jeg kan ikke holde det for mig selv. Jeg har gjort alt for at gemme det væk. Jeg har gjort alt for at der ikke var nogen der opdagede det, men det har bare ødelagt mig! Hvad skal jeg gøre? Jeg har ikke nogen jeg kan snakke med.

Jeg vil ikke snakke med min mor. Jeg vil ikke gøre hende ked af det. Det er min egen skyld og mit eget problem. Men hvorfor vil jeg så gerne snakke med nogen andre om det? Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har brug for hjælp.

Undskyld at det er så langt og der er nok andre der har mere brug for hjælp, men jeg ved ikke hvad jeg ellers skulle gøre.

Kærlig hilsen N.

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære N
Du skal slet ikke undskylde, at du har skrevet herind – jeg vil rigtig gerne hjælpe dig, og jeg synes, det er så fint, at du har fundet modet til at bede om hjælp.  Du skriver, at du nok ikke er stærk nok til at sige, hvordan du har det. Alligevel skriver du herind. Det kan man vel godt se som stærkt gjort!

Det er helt naturligt gerne at ville tale om, hvordan man har det - specielt når man har haft det svært i længere tid. Det er godt, at du kan mærke, at du har brug for at tale med nogen. Derfor synes jeg heller ikke, at ”det er din egen skyld og dit eget problem”, som du skriver. Tværtimod. Det her skal du have hjælp at håndtere- og jeg tænker, at du virkelig fortjener ikke at gå alene med tingene mere.

Du har forsøgt at snakke med din mor, men hun har desværre bedt dig om ikke at tale med nogen om, at du skader dig selv. Jeg kan derfor godt forstå, hvis du føler, at du så står alene. Du har forsøgt, det bedste du kan at skjule, at du har det skidt – og derfor er det klart, at du sådan håber, at nogen nu opdager, hvordan du virkelig har det. 

Du skriver, at du har tænkt over selvmord. Måske er dine tanker om selvmord, og at du gerne vil væk et tegn på, hvor meget du ønsker, at den her situation skal ændres. Nogle gange kan man nemlig komme i en situation, hvor man føler, at bægret er ved at ”flyde over” – altså, at det hele er ved at blive for meget. 

Jeg tænker derfor, at det er rigtig vigtigt, at du får noget hjælp fra en voksen. Du skriver, at du ikke vil gøre din mor ked af det – men faktisk er det sådan, at din mor skal passe på dig og hjælpe dig med det, der er svært. 

Hvis du alligevel tænker, at din mor ikke kan hjælpe dig, så er der måske en anden voksen, du kan tale med? En lærer, du er tryg ved, en venindes mor, din familie eller en anden – hvem vil være bedst at gå til? 

En anden mulighed er, at du går til din læge eller sundhedsplejersken på din skole og enten fortæller, hvordan du har det, eller viser det her brev. De vil nemlig kunne hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du kan få noget hjælp hos fx en psykolog, så din situation kan ændres. De vil også kunne tale med din mor, så hun forstår, hvor vigtigt det er, at du ikke går alene med tingene. 

Selvom du har venner, beskriver du, at du føler dig ensom. Når man har en masse ting, som man går med selv, kan der nemt opstå en følelse af ensomhed – for man er jo alene med de tanker og følelser, der fylder en masse. Gad vide, om du kan genkende det? Det kan være, at dine venner vil lytte og forsøge at støtte dig, hvis du fortæller dem om, hvordan du rigtigt har det?

Det kan kræve en del at skulle tænke over, hvorfor man begynder at skade sig selv – det har du alligevel tænkt over. På hjemmesiden http://www.lmsselvskade.dk kan du læse om selvskade, og hvordan man kan få hjælp.

Jeg håber, at det her brev kan være en hjælp for dig. Hvis du har brug for at tale mere med nogen, som ikke kender dig, er du velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116111.
Mange tanker og kærlige hilsener
BørneTelefonen

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat