Jeg føler mig altid trist og er ensom

Kære pige

Tak for dit meget ærlige brev. Det kan være svært at indrømme overfor sig selv og måske især overfor andre, at man er ensom og trist og ikke har nogen at være sammen med. Jeg kender mange børn, som kan have det som dig, men som synes det kan være flovt eller pinligt,at indrømme, fordi man så viser et svaghedstegn. Men du - du har allerede talt med dine forældre, og nu også skrevet et brev til os. Hvor er du bare en stærk pige, der har stor respekt for dig selv og sej nok til at spørge om hjælp, hvilket også kan være rigtig svært for mange. Men det er så godt, at kunne spørge om hjælp og det er sådan man hjælpe sig selv allerbedst.  Det viser mig, at du har et stort mod. Hvor mon det kommer fra? Måske det kan være svært at svare på, men prøv en gang at mærke efter, fordi det måske er det samme mod du skal bruge, når du skal i gang med at finde nogle gode venner at være sammen med.Det er aldrig rart at gå og være trist, men nu har du taget en beslutning om, at nu skal det være slut. Du har også allerede fundet ud af, at det der kunne gøre en forskel, er at få nogle flere venner. Du er allerede nået langt på din vej ud af det triste der rammer dig! Og det er dig selv, der har gjort det: Du har taget en beslutning om, at det skal være slut med at tristheden skal have lov at fylde/bestemme over dig. Du har fundet en løsning og et mål (flere venner) og du har også fundet ud af, hvordan du måske kan få hjælp til at nå dit mål. Du er bare så sej og god og din egen bedste ven, fordi du hjælper dig selv så selvstændigt og effektivt! Det er godt gået og det skal du være stolt af. Du skriver, at du gerne vil have flere venner. Betyder det mon, at du allerede har nogle få? I så fald, hvem er de og hvordan blev I venner? Nogle gange kan det være en god ide, at tænke tilbage på noget af det der er lykkedes for en, og så prøve at gøre det igen. Også selvom det måske kun er små ting man kan komme i tanke om, så kan det være en start på at vende en dum følelse, f.eks. at være trist. Er der nogle gange, hvor du ikke føler dig trist? Hvordan kan det så lige være, at du endte med ikke at være trist i netop den situation? Og hvis det har noget med nogle andre gøre, måske dine forældre, kan det være en god ide, at få dem til at gøre mere af det de og du selv gjorde. Giver det mon mening for dig? En anden måde at komme til at lave noget mere sammen med andre, kan være, at invitere til at lave noget bestemt sammen. Ikke blot aftale at være sammen, men invitere til f.eks. at lave jeres egne pizzaer eller en tur i Zoologisk Have eller noget helt tredje. Så kan det virke lidt mindre ’farligt’ at skulle være sammen med nogen, man fra start ikke kender så godt.   Og nu kommer jeg tilbage til det der med dit store mod, for det kan det godt kræve, når man inviterer en man ikke kender så godt, men godt kunne tænke sig at lære bedre at kende, til at lave noget sammen med en. Prøv måske at tænke situationen igennem, inden du kaster dig ud i at invitere, så du føler, at du er forberedt. Forbered dig måske også på, hvad de kan svare, når du inviterer dem. Forbered dig både på, at de svarer ja, men også på at de måske kan finde på at svare nej tak.   Da du talte med dine forældre, hvad foreslog de så at du kunne gøre? Eller hvad I kunne gøre sammen? Måske du kan vise dem det her svar og så kan I sammen forberede jer eller de kan hjælpe dig med at dig til at kaste dig ud i en invitation. Hvad tænker du om det hele? Kunne det være noget for dig? Jeg håber rigtig meget, at du med tiden får flere venner og tristheden ikke får lov at fylde så meget fremover. Kærlig hilsen Børnetelefonen