Kære pige på 15 år
Du har fuldstændig ret. Det skal selvfølgelig ikke være dit ansvar, at hjemmet hænger sammen. Det er en forælderopgave.
Og det er også en forælderopgave at støtte sine børn, hvis de er kede af det og har brug for støtte og omsorg.
Jeg kunne forestille mig, at det selvfølgelig har været rigtig svært for hele familien at miste din mor.
Derfor er det ikke uforståeligt, at din far har haft svært ved at overskue det hele og derved ikke helt har slået til på forskellige områder, selvom han helt sikkert gerne har villet og stadig gerne vil.
Det kan være meget svære at ændre på rutiner og mønstre, når de først kører - også selvom de ikke er særlig gode. Så du gør det helt rigtige ved at fortælle din far, hvordan du har det, og hvad du har brug for.
Udfra det du skriver, tænker jeg, at det kunne være en god idé at få lidt hjælp udefra. Har du mon fortalt andre om din situation? Måske har du en fortrolig i familien, som kunne tale med din far, nu du oplever, at han ikke rigtig lytter til dig. Har du det?
Ellers synes jeg, at du skal fortælle din klasselærer eller en anden af dine lærere, at du har det svært. På skolen har de nemlig nogle forskellige muligheder for at hjælpe dig. Og de har faktisk også pligt til det, så det kan du roligt gøre.
Du kan fx få en samtale med skolens AKT-lærer (adfærd, kontakt og trivsel), så du kan få vendt din situation med en voksen, som efterfølgende kan holde møde med din far, så han kan få bedre indblik i, hvad der er vigtigt for dig og din lillebror i forhold til jeres trivsel.
Det kan også være skolens psykolog, som kan bruges til det samme, men som også kan hjælpe dig i forhold til at få klarlagt, om du har brug for terapi i forbindelse med at have mistet din mor og påvirkningen fra alle de ting, der kommer i kølvandet på dødsfald.
Og så er der også skolens socialrådgiver, som kan rådgive hele familien i forhold til økonomisk støtte og diverse tilbud til en familie, som har mistet den ene forælder. Din far kunne højst sandsynlig også have gavn af at få lidt vejledning i, hvordan han bedst kan overskue tingene, selvom han måske ikke selv tager initiativ til det.
Jeg kan godt forstå, at du savner, at din far reagerer og trøster dig, når du græder foran ham. Det lader til, at han faktisk ikke helt ved, hvad han skal gøre, når du viser ham dine følelser. Og måske lukker han også af i forhold til den sorg og det savn, du og din lillebror må føle efter jeres mors død? Derfor kunne I måske have glæde af at tale med andre om sorgen og savnet. Der findes forskellige sorggrupper, som jeg ved, at mange børn og unge er rigtig glade for at komme i. Se mere her: https://www.bornetelefonen.dk/henvisning/gratis-sorggrupper-oversigt og her: https://bornungesorg.dk/chatten/
Derudover er du meget velkommen til at kontakte BørneTelefonen på telefon, chat eller sms på 116 111. Det er gratis, og du er anonym.
Her kan du få talt med en voksen, som lytter, og som kan hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du skal gribe det hele an, når det føles svært og uoverskueligt.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen
