Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg får ikke nok hjælp når jeg er ked af det

Jeg bor med min far og lillebror og min mør døde for nogle år siden. Men det fungerer ikke rigtig så godt.

Tit bliver det hele alt for meget for mig; lektier, lærer, uddannelsesvalg, venner og fællesskab og at det er mig der mest har styr i huset.

Jeg er flere gange brudt sammen i gråd overfor min far og sagt til ham, at jeg tror der er noget galt. Altså måske depression eller andet, men jeg kan ikke selv se hvor slemt det er, for jeg kan ikke selv se det udefra. Men selvom jeg har vist så godt jeg kunne overhovedet at jeg var ked af det, og endda også har sagt, at jeg ikke kunne forstå, at han ikke sagde noget for at hjælpe mig eller reagerede på det, er der ikke sket noget.

Jeg har lige i dag sagt – mens jeg græd – at jeg ikke orker mere.

Jeg kan ikke overskue at skulle hilde rent i huset, men der er ikke andre, der gør det, fordi min far er på arbejde til meget sent de fleste dage. Jeg laver tit en fuldstændig oprydning af stuen osv. men det gror til igen med rod, og jeg bliver meget ked af det. Men min far reagerer ikke på at jeg er meget ked af det og tilogmed SIGER at han skal hjælpe mig når jeg er ked af det.

Jeg kan simpelthen ikke forstå, at kan ikke siger noget for at berolige mig eller trøste mig fx. “Det er jo ikke dig der skal lave det hele. Jeg skal nok sørge for at få mere styr på det selv”

Hjælp.

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år

Du har fuldstændig ret. Det skal selvfølgelig ikke være dit ansvar, at hjemmet hænger sammen. Det er en forælderopgave. 
Og det er også en forælderopgave at støtte sine børn, hvis de er kede af det og har brug for støtte og omsorg.

Jeg kunne forestille mig, at det selvfølgelig har været rigtig svært for hele familien at miste din mor. 
Derfor er det ikke uforståeligt, at din far har haft svært ved at overskue det hele og derved ikke helt har slået til på forskellige områder, selvom han helt sikkert gerne har villet og stadig gerne vil.
Det kan være meget svære at ændre på rutiner og mønstre, når de først kører - også selvom de ikke er særlig gode. Så du gør det helt rigtige ved at fortælle din far, hvordan du har det, og hvad du har brug for.

Udfra det du skriver, tænker jeg, at det kunne være en god idé at få lidt hjælp udefra. Har du mon fortalt andre om din situation? Måske har du en fortrolig i familien, som kunne tale med din far, nu du oplever, at han ikke rigtig lytter til dig. Har du det?

Ellers synes jeg, at du skal fortælle din klasselærer eller en anden af dine lærere, at du har det svært. På skolen har de nemlig nogle forskellige muligheder for at hjælpe dig. Og de har faktisk også pligt til det, så det kan du roligt gøre.

Du kan fx få en samtale med skolens AKT-lærer (adfærd, kontakt og trivsel), så du kan få vendt din situation med en voksen, som efterfølgende kan holde møde med din far, så han kan få bedre indblik i, hvad der er vigtigt for dig og din lillebror i forhold til jeres trivsel.

Det kan også være skolens psykolog, som kan bruges til det samme, men som også kan hjælpe dig i forhold til at få klarlagt, om du har brug for terapi i forbindelse med at have mistet din mor og påvirkningen fra alle de ting, der kommer i kølvandet på dødsfald.

Og så er der også skolens socialrådgiver, som kan rådgive hele familien i forhold til økonomisk støtte og diverse tilbud til en familie, som har mistet den ene forælder. Din far kunne højst sandsynlig også have gavn af at få lidt vejledning i, hvordan han bedst kan overskue tingene, selvom han måske ikke selv tager initiativ til det.

Jeg kan godt forstå, at du savner, at din far reagerer og trøster dig, når du græder foran ham. Det lader til, at han faktisk ikke helt ved, hvad han skal gøre, når du viser ham dine følelser. Og måske lukker han også af i forhold til den sorg og det savn, du og din lillebror må føle efter jeres mors død? Derfor kunne I måske have glæde af at tale med andre om sorgen og savnet. Der findes forskellige sorggrupper, som jeg ved, at mange børn og unge er rigtig glade for at komme i. Se mere her:  https://www.bornetelefonen.dk/henvisning/gratis-sorggrupper-oversigt og her: https://bornungesorg.dk/chatten/

Derudover er du meget velkommen til at kontakte BørneTelefonen på telefon, chat eller sms på 116 111. Det er gratis, og du er anonym.
Her kan du få talt med en voksen, som lytter, og som kan hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du skal gribe det hele an, når det føles svært og uoverskueligt. 

Kærlig hilsen
BørneTelefonen

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat