Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg er trist heletiden

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 13 år
Sikken en tid du er igennem lige nu; med mange tanker om dig selv og alt det du lægger mærke til, der sker omkring dig. Det er stærkt at læse et brev fra en dreng som dig, som lige nu ikke har så megen tiltro til sig selv, men alligevel har magtet at skrive herind . Det fortæller mig, at du ved der er noget "derude" et sted, som du gerne vil være en større del af.
Det med din "mærkelige" stemme fornemmer jeg, du selv har fundet svaret på allerede - nemlig at den er i overgang. Det er helt naturligt, det sker nu, med den alder du har og helt naturligt det gør dine tanker om, hvem du er, og gerne vil være, endnu mere forvirrede. Du er midt i en kolossal udvikling, hvor mange af livets store spørgsmål begynder at dukke op. Måske det kunne være en hjælp for dig at læse mere om, hvad der sker med dig og andre drenge på det her link:

www.sundhed.dk/borger/sygdomme-a-aa/boern/sygdomme/vaekst-og-udvikling/drenge-og-pubertet/

Jeg kom til at tænke, når du skriver at det, de andre synes er sjovt, synes du er kedeligt, kan handle om, at du måske er mere moden end dine klassekammerater. Er det mon noget du kan genkende? Tit når man oplever den forskel i interesser og humor, handler det om, at man er forskellige steder i sin udvikling og derfor forsøger sig frem i forskellige retninger. Nogle gør sig umage med at gøre som alle de andre, så godt de nu kan, og andre, som du(?), holder fast i sig selv og gør noget helt andet. Det kan føles ensomt, når det står på, og derfor er det godt, du mærker efter og får skrevet herind om, hvordan du har det. Jeg er dog ret sikker på at andre unge drenge, der læser dit brev inde på brevkassens hjemmeside, tænker "Jubii, jeg er ikke den eneste der føler mig mærkelig og uden selvtillid". Jeg takker på deres vegne for, at du turde skrive det mange andre unge føler, men ikke tør skrive eller sige højt.
Bliver nysgerrig på, hvad det mon er du laver – udover at binde dine snørebånd i et hjørne? Måske de andre i klassen også er nysgerrige på det? Hvis du går og gemmer dig, kan det være de andre opfatter det, som om du gerne vil være alene, og de derfor bliver usikre på, hvad du vil med dem? Selvom du sikkert føler, det må være tydeligt at se på dig, at du ikke har det godt, kan det være svært for andre at se – især hvis du er sådan én der er vant til at gemme dig lidt og derfor synes jeg, du skal tale med din klasselærer eller en anden lærer du er tryg ved, og få fortalt det, du fortæller i brevet her. Det at du oplever de andre laver grin med dig, er slet ikke i orden og må være rigtig ubehageligt for dig. Det er lærerens ansvar at alle i en klasse føler sig set og hørt, som den de er, og jeg tænker det kunne være en hjælp for flere i din klasse, at lærerne tager hånd om de ting du oplever, sker for dig.
Du skriver til sidst i dit brev, at du har brug for hjælp til et bedre liv og det giver mig lyst til at spørge dig, hvad et bedre liv mon er for dig? Måske ved du det allerede eller også er det noget du skal bruge lidt tid på, at finde ud af? Livet indeholder jo et væld af muligheder og det er vigtigt du finder ud af, hvad der gør dig glad, når du går i seng om aftenen eller vågner om morgenen. Hvad du glæder dig til eller glædes over. Nogen gange når man vælger noget specifikt at sætte fokus på – f.eks venskaber – kan der ske noget man ikke havde regnet med og som giver en mulighed for at få mere af det, man gerne vil have i sit liv.
Hvad ville f.eks. være det første tegn på at et "mirakel" var sket, hvis du vågnede en morgen og simpelthen kunne mærke i kroppen at noget godt og nyt var sket i dit liv? Et mirakel behøver ikke at være noget stort og uoverskueligt, men en lille ting, som du kan mærke betyder noget for dig. Måske et "like" på Facebook fra en du kender, men som du ikke troede, lagde mærke til dig og hvad du lagde op? Måske én der spurgte om du skulle have noget med fra kiosken i spisefrikvarteret? Eller hvad du tænker, der gør at du mærker, at der er sket noget godt og nyt. Hvad mon du tænker, det kunne være?
Der er et lille mirakel for mig, at du tog dig mod til at skrive til brevkassen og jeg ønsker dig al held og lykke med de ting du skal i gang med at få gjort mere ved – i skolen og hos dig selv.
Rigtig mange "likes" herfra
BørneTelefonen.

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat