Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg er ikke okay!

Kære BB

Jeg er er her for nylig skiftet skole, på grund af ensomhed og fordi jeg skulle rykke en klasse op. På den gamle skole havde jeg den her meget underlige følelse, det var som om at verden bare var imod mig. I min gamle klasse forsvandt pigerne som fluer, vi startede med at være 11, og da jeg skiftede var vi fem.

Men pointen er at jeg havde det rigtig skidt på den skole jeg var anerledes end de andre. Jeg havde ikke den `rigtige` kombination af hårfarve/øjenfarve. Jeg kunne heler ikke lide de rigtige film og tv-serier…
Og kort sagt de fik mig til at føle mig som en , og jeg tror ikke at jeg kan slippe den tanke om at ingen vil kunne lide mig som jeg er. Det kan jeg takke mine gamle klassekammerater for…

Jeg har nu gået i den nye klasse i lidt over en måned nu, hvor jeg ikke har haft den følelse. Men nu er det som om det hele bare kommer lige tilbage til mig… Min mor er blevet glad for at jeg er kommet ind i en god klasse ,og at jeg har det godt. For jeg er nemlig kommet ind i en virkelig god klasse, og derfor har jeg ingen idé om hvad det er der sker med mig. Jeg var så glad og nu… Ja nu har jeg det som om at nogle har trampet godt og rundigt på mig.

jeg prøver bare at finde ud a hvad der sker, jeg har det som om at jeg ikke er noget værd. Jeg er ikke okay! jeg vil bare gøre mine forældre stolte og vise at de andre piger tog fejl, men jeg tror at de piger har efterladt nogle ar, dybt inde i mig…

Kan det bare være stress?

Da jeg var 6 år gammel, blev mine forældre skilt, og siden har jeg kæmpet med en far der fik mig til at vokse op for hurtigt, som begyndte at vælge mig og min søster fra. Hun kan selvfølgelig ikke huske det, og han gør det stadig men jeg har altid fundet på en undskyldning at fortælle hende. Hun behøver ikke at gå igennem det samme som jeg gjorde… Han har alligevel altid behandlet mig anderedes end hende. Han tænker på at hun skal have den sjove og gode barndom, hvor med mig var han lidt ligeglad, han har aldrig gjort andet end at sætte mig i dårligt lys (F.eks. lyver han over for mine bedsteforældre og hans venner om informationer jeg har givet ham eller ting han/jeg har sagt) jeg er ved at være godt udkørt…

Jeg har måske ikke haft den bedstebarndom, og jeg ved at der er mange andre børn der har haft det meget værre end mig. Men lige nu aner jeg ikke hvad der sker i it liv, jeg ved ikke om der er noget galt med mig, Jeg ved ingen ting!

Jeg har bare brug for hjælp!
– K.N

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære K.N

Tusind tak for dit brev. Der er ikke noget galt med dig. Jeg tænker, at du reagerer helt normalt på at have været udsat for et pres – både fra din gamle klasse og fra din far. Ja, det kan godt være stress, du mærker.

Det kan virke underligt, at følelsen af ensomhed kommer igen, nu hvor du er kommet ind i en rigtig god klasse. Men det er en helt naturlig reaktion. Når du kan mærke efter, hvordan du har det, så kan du også mærke følelser. Din krop kender følelsen af ensomhed. Nu hvor du har vænnet dig til din nye klasse, får din krop ro til at mærke efter, hvordan du har det, og så mærker du den følelse igen. Måske er det sådan, det hænger sammen. Giver det mening for dig?

Du skriver, at du har det som om, nogle har trampet godt og grundigt på dig. Det tænker jeg, at pigerne fra din gamle klasse har gjort. Derfor er det vigtigt, at du får talt med nogen om, hvordan du har det. Jeg kan godt forstå, at du helst vil have, at din mor er glad og ikke bekymrer sig for dig. Men det er ikke dit ansvar, at hun ikke bekymrer sig for dig, og derfor er det helt i orden, hvis du fortæller hende, at du mærker følelsen af ensomhed igen. Fordi du mærker følelsen lige nu, behøver det ikke betyde, at du vil få det dårligt i din nye klasse på samme måde, som du havde det før. Hvis du kan fortælle til nogen, at du mærker følelsen af ensomhed igen, kan den komme til at fylde mindre.

Hvad med dine lærere, ved de, hvorfor du har skiftet klasse? Du kan måske fortælle dem, at du er begyndt at mærke ensomheden igen. Måske er der en af dine lærere, som du synes særlig godt om, som du kan snakke med. Hvis du synes, at det er svært at tage hul på, så kan du vise dem dit brev. Det beskriver meget klart, hvordan du havde det i din tidligere klasse, og hvad du mærker nu.

Jeg bliver nysgerrig efter, om du mon tænker mere på at passe på andre end at passe på dig selv. Du skriver i dit brev, at du finder på undskyldninger for din far, så din søster ikke skal gå det igennem, som du har gjort. Ligesom det ikke er dit ansvar, at din mor ikke bliver bekymret for dig, så er det heller ikke dit ansvar, at din søster ikke bliver ked af det over den måde, jeres far opfører sig på.

Du har skrevet sådan et godt brev, hvor det er meget tydeligt, at nu er der nogen, der skal tage sig af dig og hjælpe dig. Den styrke du har til at støtte andre, den skal du prøve at bruge til at bede andre om at støtte dig, så du kan blive ok igen. Hvis du får lyst til at tale mere om, hvordan du kan gøre det, så er du altid meget velkommen til at ringe eller skrive direkte til BørneTelefonen på 116 111 eller chatte med os.

De kærligste tanker og knus fra BørneTelefonen

Hvad gør man, hvis man er Skoletræt?

Gode råd om at være Ny i klassen

Skole og efterskole Andre der hjælper

Uddannelsesguidens eVejledning

Vejledning om uddannelse og job
Læs mere

Har du eksamensangst? Få flere gode råd her

Det er helt almindeligt, at man føler ubehag, når man bliver bedømt af andre, men hvis nervøsiteten vokser sig så stor, at den nærmere bliver til en eksamensangst, så er det vigtigt, at få talt om det med nogen.

Måske har du tanker som: Hvordan undgår jeg eksamensangst? Hvordan skal jeg forberede mig inden min eksamen? Er der øvelser til eksamensangst? Hvad gør jeg, hvis jeg ikke kan huske, hvad jeg skal sige?

Her på siden kan du få gode råd. Du kan også få et opmuntrende citat, få dine katastrofetanker ud af hovedet, lægge en plan for, hvordan du forbereder dig, prøve vejrtrækningsøvelsen, afstemningen eller læse andre børns breve.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat