Jeg er bange, og utryg…
Hej brevkasse
Jeg er en 15-årig pige der går i niende klasse. Min mor døde i et trafikuheld for 3 år siden. Jeg er rigtig bange for, at jeg ikke kan følge med de andre (omkring 15-årige) i min klasse.
Når jeg ser på dem, der er på min alder på andre skoler og nettet, føler jeg bare slet ikke, at jeg kan følge med. De fleste er eventyrlystne, klar på efterskole eller et helt år i udlandet uden forældre efter niende klasse og er tit ude af huset. De fleste er også glade for fester og komsammener, og ser ud til at have helt styr på det med venner.
Men jeg har det slet ikke på samme måde. Når jeg er til arrangementer, er jeg bange for, hvad de synes om mig, og hvordan jeg skal få dem til at synes at jeg er sød/spændende. Der er ikke så mange der henvender sig eller snakker direkte til mig. Pigerne fra min klasse er mere “feminine” end mig med langt glat hår og pænt tøj, end mig (føles det som om). Det har de bare styr på, og det virker som om, drengene synes godt om dem.
Men jeg tvivler også tit på, om der overhovedet er nogen, der gider have mig, for jeg ved ikke hvor mange værdier jeg indeholder på den måde. Jeg laver jo ikke så meget andet end at går i skole og være hjemme. Der er der nogle piger der bare er helt fantastiske til sport eller har en mega fed personlighed eller et eller andet. Jeg er bare meget usikker på mig selv, og tager mig selv i at ville ændre mig.
Jeg kan heller ikke overskue at skulle videre om mindre end et år, og jeg er meget bange for, at der ikke nogen der gider være venner med mig.
Noget der også holder mig tilbage er, at jeg bekymre mig meget for min far. Jeg er konstant bange for, at der er sket noget med ham. Hvis jeg vågner i weekenden, og han ikke er hjemme og ikke har sin telefon med til bageren fx, får jeg ondt i maven, bliver helt svimmel næsten og ked af det.
Det er også i hverdagen, når han er på arbejde, og jeg ikke kan få fat på ham over telefonen. Så plejer jeg at se hvor han er på “Find my Iphone”, for at vide hvor han er. Hvi han så ikke er på arbejdspladsen, løber tankerne helt af sporet. Det kunne være at han havde fået hjerteanfald og lå et eller andet sted, eller at han var blevet kørt ned. Men når jeg kigger på “find my Iphone”, får jeg også lidt dårlig samvittighed, for han må nok heller ikke synes, at det er sjovt sådan at blive overvåget, men jeg bliver bare så bange.
Jeg har prøvet at snakke med min far om, at jeg nogle gange føler mig stresset og ikke har det så godt, men det er som om han ikke lytter. De gange jeg har fortalt ham om, at jeg har det skidt, har jeg været meget ked af det og har også vist ham det(altså at græde). Men han gør ikke noget ved det og siger ikke rigtig noget (og jeg ved ikke hvorfor), og det får mig til at føle mig rigtig usikker på, om der er nogen der passer på mig, så jeg ikke bliver deprimeret eller får tanker om selvskade.
De ting er jeg rigtig bange for at få. Jeg sidder fast, og aner ikke hvordan jeg skal komme videre, fordi min far ikke rigtig virker til at kunne hjælpe mig.
Det er svært for mig at formulere det helt rigtigt, fordi jeg heller ikke er helt sikker på hvordan det hele lige er, men jeg håber det meste af hvad jeg har skrevet, er forståeligt.
Kærlig hilsen mig