Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg er bange.

Hej BørneTelefonen.
Jeg er 16 år gammel og efter sommerferien skal jeg på gymnasie. Jeg er en enspænder, jeg har det bare bedst alene, når det gælder det faglige og visse sociale ting, men det er virkelig også vigtigt for mig at have nogle venner. Jeg har hele min folkeskoletid, levet på, at det var mig der var offeret. Forstået i den forstand, at jeg beskyldte alle andre for at JEG ingen venner havde.

Det gik med årene op for mig, at det ikke er deres skyld, jeg har altid trukket mig, fordi jeg bare ikke er tilpas med mennesker og føler at jeg klarer mig bedre alene.

Det har gennem årene givet mig en masse komplikationer, blandt andet er jeg endt ud med social angst, og det rammer mig selv når jeg skal være sammen med min familie. Jeg måtte tage hjem fra min fætters konfirmation, for jeg kunne bare ikke holde det ud.

Min pointe er egentlig, at jeg er bange. Bange for at jeg ikke passer ind på gymnasiet, ender som outsideren, til trods for at jeg selv godt kan lide at være alene.

Jeg er bange for at de andre opfatter det som at jeg ikke ønsker at deltage, men jeg har bare brug for at være alene til tider. Jeg føler at min angst er et kæmpe tabu. Min lillesøster har altid haft en hel masse problemer som har været mine forældres fokus, og jeg har lært mig selv, at jeg bare skal være stærk. Jeg spiller altid stærk, jeg lades altid som om at jeg er okay.

Jeg håber at I vil guide mig lidt.

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære Pige

Mange tak for dit brev. Det kan godt føles som en svær balancegang at kunne lide at være for sig selv, samtidig med at man gerne vil have venner. Derfor kan jeg også godt forstå, at du føler dig bange for, hvordan de andre kommer til at opfatte dig. Jeg håber, at mit svar kan guide dig.

Først har jeg lyst til at fortælle dig, at der slet ikke er noget forkert ved, at du godt kan lide at være alene. Nogle gange kan det også handle om, hvordan man aller bedst samler energi. Der er nogen, der samler energi, når de er sammen med andre. De har lyst til at være meget sammen med andre. Og så er der nogen mennesker, som samler energi, når de er alene. Måske kan du genkende den følelse? Der er ikke nogen af disse to måder der er mest normal eller mest rigtig.

Jeg har også sådan lyst til at fortælle dig, at jeg synes, det er rigtig flot, at du sætter ord på, hvad du godt kan lide. Det er faktisk ikke helt nemt at sætte ord på, hvad der fungerer bedst for én. Men det kan du, og det er en rigtig god styrke, du har.

Du skriver, at du er bange for ikke at passe ind på gymnasiet, og hvordan de andre opfatter dig. Måske kan det hjælpe dig, hvis du ser på gymnasiet som et nyt kapitel. Når du starter i gymnasiet møder du en masse nye mennesker. De ved ikke hvilken rolle, du har haft i folkeskolen. Det giver dig mulighed for at starte på en frisk.

Hvis du har lyst, kan du være lidt åben overfor dem du møder i gymnasiet. Du kan for eksempel fortælle, at du rigtig gerne vil have venner, men at du også godt kan lide at være alene. Så får de mulighed for at forstå, hvordan du har det.

Jeg har snakket med flere, som også har brug for at være alene til tider. Flere af dem har fundet nogle måder til hvordan, de kan holde ud at være sammen med andre. Der er for eksempel nogen, som går på toilettet og tager en pause. Det behøver ikke være fordi, de skal tisse. Men hvis de siger, at de går på toilettet, så er der ikke nogen, der spørger, hvad de skal. Så kan de holde pause i fred, så de igen kan blive klar til at være sociale. Måske kunne det også være noget for dig? Det kunne måske gøre det nemmere for dig at deltage i det sociale i gymnasiet?

Du skriver, at du har social angst. Jeg tænker, at det er vigtigt, at du får snakket med nogle voksne om det. Det er især en god ide at snakke med dine forældre om det. Du skriver, at du altid spiller stærk. Måske ved dine forældre slet ikke, hvordan du har det? Jeg synes, de lyder som nogle omsorgsfulde forældre fordi, de hjælper din lillesøster. Mon ikke de også gerne vil hjælpe dig, hvis du fortæller dem, hvordan du har det? Hvis det er svært for dig at fortælle, kan du vise dem dit brev. Det kan nogle gange gøre det lidt nemmere.

Måske vil det være rart for dig at snakke en psykolog omkring angst. En psykolog ved en masse om angst og kan hjælpe dig med det. Du kan også snakke med psykologen om de tanker, du har om gymnasiet. Dine forældre kan hjælpe dig med at få fat i en psykolog, og/eller du kan tage en snak med din læge, som kan henvise dig til en.

Du kan også ringe, skrive eller SMS’e til Psykiatrifonden. De ved en masse om, hvordan det er at have angst. Du kan læse mere om dem, og hvordan du får kontakt til dem ved at trykke HER.

Jeg håber, at mit svar kan give dig den guidning, som du havde brug for. Jeg synes, at du lyder som en stærk pige. Det er fordi, du er opmærksom på, hvordan du har det. Du står ved den måde du har det på. Og så beder du også om hjælp. Det kræver styrke at stå ved sig selv og samtidig bede om hjælp. Jeg håber, at du har mod på at følge nogle af mine råd, så du ikke behøver at være bange for, hvordan det skal gå i gymnasiet.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Måske har du en ven, som går igennem en svær periode?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat