Kære pige på 12 år
”At være stille” er ikke nødvendigt noget, man skal være ked af. Det er nemlig ikke "forkert" at være stille. Tværtimod er det et tegn på, at vi mennesker er forskellige. Nogen er mere højtråbende, eftertænksomme, stille eller måske noget helt andet. Det skal du huske! Der er altså ikke noget, der automatisk er bedre end noget andet. Men dermed ikke sagt, at du ikke skal prøve at gøre noget ved din ”stilhed”, for som du skriver: ”jeg er alt for stille” i skolen. Når man har noget, man er ked af og gerne vil arbejde med, er det rigtig vigtigt, at man taler med andre om det, så man sammen kan finde en måde, hvorpå man kan arbejde med ”problemet” – at lære at turde sige, hvad du tænker, så du ikke skal sidde alene med alle dine tanker.
Når du fortæller om episoden på efterskolen, forstår jeg godt, at det må have været en rigtig svær situation for dig – og ind imellem kan en situation blive så svær, at det er lettere at stikke af fra den. Det kan gå en enkelt gang, men det løser ikke noget på længere sigt, så derfor er det vigtigt, at du bruger episoden på en fremadrettet måde, så du ikke skal opleve det igen. Du skriver selv, at der var flere, der forsøgte at få dig ud fra toilettet, men på det tidspunkt var du ikke parat til at tale med de voksne eller dine klassekammerater.
Jeg ved godt, at det allerede har været mandag, og derfor tænker jeg sådan på, hvordan du mon klarede dagen? Som du også selv har tænkt, er det nemlig langt fra sikkert, at det vil hjælpe at flytte skole, for det ændrer jo ikke på, at du føler dig ”alt for stille”. Derfor tænker jeg på, om du mon har fortalt dine lærere, hvordan du har det med dine klassekammerater? Om de ved, at du har det svært med at sidde alene i frikvartererne og egentlig gerne vil føle dig ”mere velkommen” hos de andre. I sidste ende er det nemlig de voksne, der skal sørge for, at I har et godt fællesskab i klassen. At alle trives. Det betyder ikke, at man skal være venner med alle, men det er vigtigt, at alle har det godt og trives i klassen. Derfor synes jeg, at du (måske efter at have talt med din mor) skal tage en snak med din lærer. I kunne jo tage udgangspunkt i oplevelsen på konfirmandlejren, hvis de andre også så, hvordan du havde det der. De har måske undret sig over, at du blev så ked af det. Hvis de andre får at vide, at du synes, det er svært at kontakte dem, kan det være at de i en periode kan sørge for, at du også bliver inddraget i fællesskabet. Hvis de andre skal hjælpe dig, må de have det at vide - også selvom det kan være rigtig svært at få det sagt. Det er også derfor, at du måske skal starte med at snakke med din mor, der kan hjælpe dig med at snakke med din lærer..
Det kan også være, at det vil hjælpe dig at tale med en professionel voksen. Alle skoler har tilknyttet en skolepsykolog, som man kan få en samtale med. En psykolog er nemlig en fagperson, der er rigtig god til at stille en masse spørgsmål, som kan få én til at tænke. Hvorfor er det fx, at du føler dig til grin? Er det noget, de andre gør eller er det måske mest noget, der er oppe i dit hoved, altså noget som du selv ser? Du skal nemlig lære at acceptere dig selv som den, du er. Man kan ikke ændre ”sig selv”, men man kan godt arbejde med nogle ”fokuspunkter”. Fx kunne det være at prøve at spørge, om du må være med til noget af det, som de andre laver i frikvarteret? Det kunne også være, at du skal øve dig på at række hånden op én gang om dagen og give noget af det, du har på hjerte. Det kan også være et helt tredje fokuspunkt, som du selv har i tankerne. Mon du har fået nogle ideer til, hvad du kan prøve, så du kan få det bedre?
Husk også, at du altid er velkommen til at kontakte BørneTelefonen på 116111.
De bedste hilsner
BørneTelefonen
