Kære pige på 13
Tak for dit brev, som jeg blev meget berørt over. Hvor er det modigt og flot af dig at skrive så ærligt om, hvordan du har det for tiden. Det må have krævet rigtig meget kraft og styrke at sætte ord på det, har det ikke?
Måske er det noget, du plejer at bruge din dagbog til, og måske har du også følt trøst i din dagbog? Men nu har din tvillingesøster læst i den, og det kan jeg godt forstå, hvis du er blevet ked af og såret over. Uanset hvor nysgerrig man er, så er det bare no-go at læse andres dagbog. Gad vide, om du har sagt til hende, at det ikke er i orden, og at hun skal lade være med det? Som tvillinger deler I måske en masse tanker og følelser, men man har altid lov at have sine tanker - og sin dagbog - i fred, hvis man ønsker det.
Jeg tænker på, om du har kunnet dele dine tanker med andre end din dagbog? Nu hvor dine forældre er blevet skilt, og du har det svært med, at de ikke længere skal bo sammen, kan jeg forestille mig, at du måske har ekstra brug for nogen at snakke med om alle de tanker og bekymringer, der kan komme? Måske kunne det være en i familien, som kender til alt det, der foregår med skilsmissen - men det kunne egentlig også være en sød lærer eller måske sundhedsplejersken på din skole, hvis du kan komme til at snakke lidt med hende?
Jeg tænker også på, om du har fået snakket med dine forældre om, at du er så ked af, at de er blevet skilt og ikke skal bo sammen? Somme tider sker der det, at børn lader være at fortælle deres forældre, hvor kede af det de er, når de kan se, at de voksne også er kede af det... Måske tænker man, at når de er så kede af det i forvejen, så skal de ikke bekymre sig endnu mere, fordi man også selv er ked af det... Kan du mon genkende det?
Men uanset hvor kede af det, dine forældre måske er, så er det stadig deres ansvar at passe godt på dig og dine søskende og hjælpe jer med / trøste jer midt i alt det svære. Hvad tror du, der ville ske, hvis du viste dine forældre dit modige brev her fra brevkassen? Mon I ville kunne få en god snak om, at det også er svært for dig og dine søskende lige nu, og at I har brug for at de hjælper jer og lytter til jer?
Når man som barn oplever, at ens forældre bliver skilt, kan man godt komme til at føle, at det er svært at forklare sine venner, hvordan man har det. Måske tænker man, at de sikkert ikke vil forstå, hvordan det er... Derfor man kan godt få en følelse af at være alene med det hele. Når din bedste veninde pludselig ikke vil tale med dig, og du ved ikke hvorfor, kan jeg godt forstå, du kan føle dig ensom og ked af det. Gad vide, om der var en måde, du kunne finde ud af, hvad der er sket, siden hun reagerer sådan? Måske kunne du skrive til hende, at du savner hende og gerne vil snakke med hende? Hvordan tror du, hun ville reagere, hvis du skrev til hende? En SMS eller et lille brev måske?
Jeg ved ikke, hvordan du ville have det med at ringe til BørneTelefonen og snakke med en af de søde rådgivere dér? Det kan man gøre, hvis man trænger til en voksen at snakke med, som lytter og forstår - og som er vant til at snakke med børn om svære ting, f.eks at være midt i en skilsmisse, eller at føle sig svigtet af sine venner. Nummeret er 116 111, og det er helt gratis at ringe. Du kan også SMS'e til 116 111.
Knus fra BørneBrevkassen
