Kære du
Det lyder som om, det er en svær tid for dig lige nu, og jeg er glad for, du har valgt at skrive… Jeg håber, jeg kan hjælpe dig med at finde nogen, der kan støtte dig lidt, så du ikke skal gå og være ked af det.
Sommetider kan det være smadder svært at komme på efterskole, fordi man har en masse forventninger om, at det skal blive helt anderledes end det plejer at være… Mange har brug for en frisk start og der sker som regel rigtig meget, mens man er på efterskole…
Du skriver, at du har været stille i starten. Var du mon genert, eller ville du bare gerne lige se de andre an? Jeg får lyst til at spørge dig, om det er svært for dig at henvende dig til de andre, ligesom dine forældre og din lærer har opfordret dig til at gøre…? Jeg kan godt forstå, hvis du synes,det kan virke lidt svært (måske endda grænseoverskridende?) at gå hen og snakke med de andre, hvis du normalt holder dig lidt for dig selv… Og samtidig har du jo nogle dårlige oplevelser med i bagagen fra din gamle skole.
Gad vide, hvordan du har det med din værelseskammerat? Er hun sød? Måske kan du finde mod til at betro dig til hende..? Hvordan tror du, det ville være at fortælle hende,at du følte dig mobbet og holdt uden for, før du startede på efterskolen, og at du nu er bange for, at historien (vil) gentage(r) sig?
Jeg tænker, at det måske kan være sådan, at de andre tænker, at du ikke har lyst til at snakke og helst vil være for dig selv… En gang imellem føler man selv, at alle andre kan regne ud, at man gerne vil snakke og måske selv kan gennemskue ens fortid, men nogle gange bliver man nødt til at prøve at sætte ord på… Det kan være, at de andre gerne vil snakke med dig og lære dig (bedre) at kende, men at de er bange for, at du ikke vil tale med dem. Hvad tænker du mon om den tanke?
Jeg tænker, at det måske kan give dem en forståelse for dig og den måde du er på, hvis du fortæller dem en lille smule om, hvem du er, og hvorfor du går lidt for dig selv…Hvis du ikke lige synes, at din værelseskammerat er den rigtige at starte hos, er der måske en anden sød pige eller dreng, som du har en idé om kunne være god at snakke med.
En anden mulighed kunne være at prøve at snakke med din lærer (igen) og få ham/hende til at hjælpe dig med at få fortalt lidt på et husmøde (hvis I holder sådan nogle…). Du kan evt. sige til ham/ hende, at du rigtig gerne bare ville kunne følge forslaget om at tage kontakt, men at du simpelthen ikke ved, hvordan du skal få det gjort... Jeg tænker, at I har nogle kontaktgrupper eller noget i den stil, hvor det er muligt at tage sådan nogle ting op… Tror du, det ville virke for dig?
Jeg ved godt, at det sikkert er sårbart for dig at skulle fortælle om, og du skal huske, at det er dig og kun dig, der bestemmer, hvor meget og hvor lidt, de andre skal vide… Det er min erfaring, at det kan hjælpe at gøre det på denne her måde, fordi de andre kan få en forståelse for, hvorfor du gør, som du gør. Det kan endda være, at der går andre på efterskolen, som kan nikke genkendende til din historie. Det er ikke helt usandsynligt, tror du det?
Jeg håber, du kan bruge mit svar på en eller anden måde, eller i hvert fald føle dig lidt inspireret til at gøre noget andet…
Held og lykke, og husk, at du altid er velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111 eller skrive til UngeChatten. Begge steder vil rådgiveren have mulighed for at spørge lidt mere ind og på den måde, kan I måske sammen finde ud af, hvad der er det rigtige for dig.
Mange hilsner, BørneBrevkassen
