Kære dreng på 16 år
Tak for dit brev. Det er godt at du skriver, og flot at du kan sætte ord på hvordan du har det. Det lyder som en svær situation for dig at være i.
Jeg ved godt, at det ikke hjælper på din ensomhedsfølelse. Men vi taler med rigtige mange børn og unge, som oplever ensomhed. Også fra de unge som er populære, som bliver inviteret med til alle ting. De kan bag det glade ansigt og friske bemærkninger føle sig vildt ensomme.
Det er faktisk meget almindeligt at opleve ensomhed. Også selvom man er sammen med andre.
Ensomhed er en følelse på højde med det at være ked af det, vred eller glad. Følelsen af ensomhed fortæller dig måske, at du gerne vil have et menneske i dit liv, som du kan fortælle det meste til? At du måske i det hele taget savner nærhed fra nogen omkring dig. De fleste mennesker vil gerne ‘høre til’ i en gruppe. Og denne gruppe kan være svær at blive en del af som ny i et fælleskab.
Hvad har du mon gjort indtil nu, for at komme til at tale med nogle i din nye klasse/på din nye årgang? Det lader til at I er mange elever, så måske du har talt med lidt forskellige drenge og piger, som kunne være interessante at bygge venskaber op med?
Måske har de ikke vist interesse i at lære dig bedre at kende, men det er ikke det samme som at de ikke vil. Jeg tænker om du mon har mod på at spørge én eller flere, om de har lyst til at lave noget sammen efter skole? Fortæl dem måske at du savner at være med i fællesskabet, og godt kunne tænke dig at lave noget sammen med nogle. Jeg ved godt det lyder som en svær og grænseoverskridende øvelse, men hos Børnetelefonen ved vi, fra andre unge, at det hjælper at tale om det, der er svært. At sige det højt og stå ved sine følelser, kan være en stor lettelse.
Det kan sagtens være i et brev eller sms du fortæller det.
Nu ved jeg ikke, hvor langt væk du bor fra din gamle klassekammerater, men jeg tænker om det kunne være en mulighed fortsat at holde kontakten med dem? Et skoleskifte behøver nødvendigvis ikke betyde, at hele det gamle sociale liv skal skiftes ud. Du skriver at du havde ok mange venner fra din gamle klasse, så jeg tænker du måske kunne tage kontakt til dem og høre om I skal ses en gang imellem?
Du kan læse om ensomhed på vores hjemmeside. Måske det kan hjælpe dig med at få afklaret, hvilken form for ensomhed du er oppe i mod.
Er det en ensomhed, fordi andre lukker dig ude? Er det fordi du mærker, at du skal til at finde andre at være sammen med? Eller er det den almindelig grundlæggende ensomhed, som vi alle oplever? Ja måske det er en blanding af flere. Eller er det en helt anden ensomhed, som du står i?
En anden ting, jeg vil foreslå er at tjekke Ventilens hjemmeside ud. Ventilen har mødesteder over det meste af Danmark og er et sted hvor unge og frivillige mødes, snakker og hygger sammen. Det er et tilbud til unge mellem 15-25, som har har brug for at finde vej ud af ensomheden.
Jeg håber mit svar hjælper dig med at komme ud af din ensomhed. Eller til at forstå den, så den er nemmere at være i. Du er også meget velkommen til at ringe til os på 116 111, og så kan vi sammen finde ud af, hvad din ensomhed handler om og hvordan du kommer videre derfra.
Jeg tænker at du allerede er godt på vej. Ved at du er opmærksom på at ensomheden er der, og at du nu rækker hånden ud, for at finde en vej i det, der er svært. Jeg tænker at du allerede er godt på vej.
Afsluttende skriver du, at du ikke har råd til at købe julegaver til din familie. Hvor er det flot, at du vil glæde din familie med gaver. Gaver behøver ikke koster mange penge – de behøver faktisk slet ikke koste noget. En gave kan være et brev du selv skriver, hvori du fortæller hvor meget din familie betyder for dig. Det kan være en invitation til en gåtur med dig, hvor I kan få talt sammen, og du måske kan fortælle om dit brev til Børetelefonen? Måske din familie vil blive glade for at vide hvordan du har det, så de kan prøve at hjælpe dig? Eller det kan være et fint kort med invitation til en hyggedag, hvor I måske spiller spil, drikker te og spiser kage?
Alt det bedste til dig ..
Kærlig hilsen Børnetelefonen.