Ingen skolegang i et halvt år..

Hej..

Jeg er en 16 årig – som i nok kan se på titlen, ikke har været i skole i et halvt år.

Kommunen har været inde over det, men det er som om de glemmer mig… At jeg bare ikke eksistere, i nogens verden.

Jeg vil ikke mene jeg dum til de fag omme i skole, jeg vil ikke mene at jeg ikke har fået ud af noget når jeg endelig er der. Problemet er bare, at jeg ikke er der mere og derfor ikke kan lærer noget mere..

Jeg har ikke et 9. Klasses afgangsbevis, eller altså, der står bare -3 hele vejen ned. Jeg er så småt begyndt et ødelægge min fremtid, men det er ikke det jeg er ude på! Ved ikke hvad der sker med mig for tiden, men inderst inde kunne jeg ligeså godt bare ligge mig ned og vente på at nogle skulle samle mig op.

Jeg gør ikke noget for samfundet – ikke fordi jeg ikke vil, men fordi jeg ikke kan! Folk spørg tit hvorfor jeg ikke tager i skole, hvordan jeg kan holde ud af være hjemme så længe, hvad grunden er osv.. Jeg kan ikke svarer på det? Hvor er mine svar henne..

Jeg græder tit over, at jeg har ødelagt det for mig selv. Jeg har virkelig prøvet alt.. Alt muligt, og har prøvet at få hjælp udefra – men intet hjælper mig eller for den sags skyld, motivere mig til at tage afsted.

Jeg er så inderligt ked af at jeg bringer min familie i kommunes søgelys. Jeg er ikke ude på at ødelægge min familie, tværtimod ødelægger jeg min fremtid.

Jeg vil så gerne finde en løsning på det hele, men det kan ikke passe at jeg skal søge hele livet på det..

Jeg ved i ikke kan føle hvordan jeg har det lige nu, INGEN ved hvordan det er. Ligemeget hvor mange personer som siger at de ved hvordan det er, er jeg 100% ingen ved det – før de står/har stået i samme situation som mig..

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.. Jeg ved i ikke kan hjælpe mig, men vil så gerne bare have svar så jeg ved jeg ikke er helt fortabt/glemt endnu.. Jeg har rodet mig ud i noget, som jeg ikke har mod på at rydde op i.. Jeg er så inderligt ked af det, at det ikke kan beskrives.

Jeg er ikke skoletræt, jeg er mere end det. Hvad kan jeg overhovedet blive, samfundet ville da slet ikke bruge sådan en som mig.. Jeg har det hårdt, både ang. med skolen men også derhjemme.

Og nej, jeg kunne ALDRIG finde på at ringe jer op, eller komme et sted hen at snakke. For tro’ mig, hvis jeg havde mod nok til det – var i ikke de første jeg havde ringet det, ang. alt det her. Det er svært at udtrykke sine følelser med ord, for i kan ikke se hvordan jeg har det imens.

Håber i har/får en goddag – dem kunne jeg godt bruge mange af..