Kære dreng på 14 år,
Tak for dit brev. Det er bare flot, at du har skrevet. Jeg ved fra andre børn og unge, jeg har talt med, at det kan være rigtigt svært at få fortalt, at man føler sig udenfor. Hold fast i dit mod, det er første skridt på vejen, til at du kan få hjælp, så du ikke længere skal føle dig udenfor.
Jeg kan godt forstå, at du bliver ked af, ikke at være blevet inviteret med til fest. Vi har nemlig alle sammen brug for at mærke, at andre ser os, kan lide os og regner os med i fællesskabet.
Jeg synes, at jeg fornemmer på dit brev, at du har øvet dig i at være med i fællesskabet omkring fester, selvom du beskriver dig selv som genert. Langt de fleste mennesker oplever at være generte. Særligt i den alder som du har lige nu, hvor der sker meget nyt, og man skal lære sig selv at kende med alle de forandringer, der sker. Det gælder også dem, der ikke viser det. Måske kan det hjælpe dig at tænke lidt på det?
Jeg tænker, når jeg læser dit brev, at du skal tænke på dig selv som en der er værd at invitere med til fest. Også selvom du ikke drikker. Jeg tænker også, at du måske kunne prøve at se, om der er andre steder, hvor du kunne finde fællesskaber? Det kunne måske være i en ungdomsklub, der lå lidt længere væk fra dig, så du mødte nogle andre unge. Eller en fritidsaktivitet.
Det kan være rart at møde nye venner. Det betyder ikke, at de gamle venner ikke duer. Men man bliver måske ikke lige så ked af det, hvis de laver noget man ikke er med til. Så har man også nogle andre at være sammen med.
Måske kunne det også være en idé, at du tog initiativ til at holde noget hygge en aften, hvis du har lyst?
Det behøver ikke at være en fest aften. Måske en filmaften, en spilleaften eller noget helt andet, som du tænker kunne være fedt. Det hjælper nogle gange at tage et initiativ, så andre kan lære én at kende fra den side.
Til sidst kan jeg ikke lade være med at nævne, at der let kan være andre i klassen, som føler og oplever det samme som dig, men ikke har det samme mod til at stå frem som dig. Derfor tænker jeg, at du måske kunne snakke med din lærer om, at hun/han kunne tage det at invitere til fest, op i klassen som et emne. Det kunne handle om at holde fester, alkohol, at invitere og ikke blive inviteret osv. Måske skal I have nogle sociale spilleregler for, at der ikke er nogen kommer til at føle sig udenfor.
Jeg synes i hvert fald, at du lyder som en sød og omsorgsfuld dreng og en god ven. Jeg ønsker det bedste for dig. Og husk, at du altid kan ringe til BørneTelefonen på 116 111, hvor der sidder voksne klar til at snakke.
De bedste hilsner BørneTelefonen