Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Hvad skal jeg gøre?

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige

Tak for dit brev, hvor du spørger, hvad du skal gøre. Jeg vil rigtig gerne hjælpe dig! Der er desværre mange andre børn og unge, som også oplever ensomhed. Det er slet ikke nemt, og gør rigtig ondt.

Du skriver, at du ikke har så mange venner i skolen. Vi kan måske tro, at det er bedre at have mange venner. Men vi er jo alle forskellige, og for nogen er det bedre at have få gode venner. Så tænk på den ven, som du har det bedst med og prøv måske at foreslå, at I skal lave nogle ting sammen.

Du skriver også, at du næsten fik overtalt din mor til at lade dig skifte skole. Jeg ved jo selvfølgelig slet ikke, hvad dine forældre tænker. Måske tænker de, at det vil være for meget med to skoleskift, så de prøver faktisk at passe lidt på dig? Jeg vil i hvert fald råde dig til at prøve at fortælle dine forældre, at du faktisk går og har det svært. Måske kan du starte med at snakke med din mor, hvis det er hende, som du føler lytter mest til dig. Sig til hende, at du har brug for hende. Det kan være rigtig svært at åbne op for en snak, når man  er gået lidt skævt af hinanden. Måske kunne det hjælpe dig, hvis du viste din mor det her brev? Det kan måske gøre det lidt nemmere at bryde isen. Du kan f.eks. starte med at sige: "Jeg bliver ked af det, når I bliver sure på mig". Det er mega svært, det ved jeg. Men jeg er helt overbevist om, at du kan gøre det! Du har beskrevet dine følelser så fint i brevet.

For noget af det vigtigste, når det hele er rigtig trist, er at dele det med nogen. Du skriver også, at du gerne vil skifte skole. Har du mon talt med en af lærerne om det? Hvilken lærer føler du dig mon mest tryg ved? Jeg vil råde dig til at prøve at tale med den lærer. På alle skoler er der nemlig en AKT-lærer, som elverne kan tale med om deres trivsel fx. Måske kunne du prøve at tale med ham eller hende?

Husk på, at næsten alle mennesker har prøvet at føle sig ensomme. Jeg læste, at selv vores kronprinsesse har været meget ensom. Du har skrevet herind og bedt om hjælp, og det fortæller mig, at du er klar til at gøre noget for at få det lidt bedre. For livet har masser at byde på for dig. Det er jeg helt sikker på.

Du får et stort varmt kram herfra.

Knus fra BørneTelefonen

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat