Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Hvad skal jeg gøre?

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dig

Tusind tak for dit brev. Hvor er det godt, at du har skrevet brevet, og hvor er du sej, når du rækker ud efter hjælp, selv om du synes, det er så svært. Jeg vil prøve at give dig nogle ideer til, hvad du kan gøre. Jeg håber, der er nogle ideer imellem, som du kan bruge.

Allerførst vil jeg gerne sige til dig, at det er helt normalt, at humøret kan være svingende, og at man ikke kan forklare hvorfor. Det kan være svært for både en selv og for andre at forstå, hvad der sker, når man får det sådan. Der er mange teenagere, der oplever det, og det kan være svært at være i, når man ikke kan finde en årsag til det. Det løser selvfølgelig ikke dit problem, men man kan godt komme til at tvivle på, om der er noget galt med én, når man ikke kan forstå sine følelser. Derfor tænker jeg, at det kan være en støtte for dig at vide, at du ikke er den eneste, der har de oplevelser.

Jeg forstår dit brev sådan, at du faktisk har brug for venskabet med dine veninder – også selv om de ikke kan hjælpe. Jeg tænker på, om det ville være en ide at fortælle dine veninder, at de giver dig støtte bare ved at være der? Du kunne fortælle dem, at du har behov for de er der for dig ved at de opfører sig som de plejer, og at de bærer over med, at dit humør ikke er så godt for tiden. Vi kan have behov for at fikse andres problemer, og hvis vi oplever, at de ikke kan fikses, kan vi komme til at føle os utilstrækkelige. Måske er det dét, dine veninder oplever. Det kan være med til at gøre dem frustrerede og derfor måske også sure på dig. Jeg tænker på, om din dansklærer kan hjælpe dig med at få en god snak med dine veninder, hvor de kan få den forklaring? Det er selvfølgelig nemmest, hvis veninderne er nogle du kender fra skolen. Er det mon det?

Det er rigtig dejligt, at dine lærere har bemærket, at du ikke er som du plejer. Det er godt, de er opmærksomme. Men det fortæller også, at det må være tydeligt for dem der omgås dig, at du ikke trives så godt for tiden. Selv om du ikke kender årsagen til tristheden, så kan du godt få hjælp. Jeg tænker, at løsningen ikke behøver at være at finde ud af, hvorfor tristheden kommer men mere at finde ud af, hvordan du håndterer tristheden. På den måde kan hjælpen gå ud på at du skal håndtere, at du er ked af det og mærker tristheden. Tristheden er jo ikke kommet for at blive, og jeg tænker det er vigtigt, at du ikke bliver holdt fast i, at du er sådan en pige, der er ked af det og trist. Du mærker tristheden lige nu, men sådan er det i perioder – og nogle gange også i længere perioder.

Du skriver, at du næsten aldrig er glad. Når du skriver næsten, så tænker jeg, at der må være nogle situationer, hvor du oplever, at du er mere glad end i andre situationer. Er det mon rigtigt? Kan du finde et mønster i, hvornår du oplever mest glæde? Måske kunne det være en af de ting, som du kunne tale med din dansklærer om, når du taler med hende en gang om ugen? Det er i øvrigt en rigtig god idé, at I har den aftale. I kunne måske sammen finde ud af, hvordan du kan få mere af dét, der er med til at skubbe tristheden væk?

Du fortæller, at du har forsøgt i over et år at få det hele til at blive bedre. Jeg bliver nysgerrig efter, om der mon skete noget særligt på det tidspunkt i dit liv? Det har du måske allerede selv overvejet og hvis ikke, så er det måske en tanke værd?

Mon du går i folkeskole? Hvis du gør det, så er der sikkert en AKT-lærer på din skole. AKT står for Adfærd, Kontakt og Trivsel. De er uddannede til at hjælpe børn, der i en periode ikke trives så godt. En AKT-lærer er god at tale med, fordi de er vant til at tale med børn og unge om det, der kan være svært. De er uddannede til også at tænke på dit forhold til dine veninder, og derfor tænker jeg, at det kan være en særlig hjælp for dig. Hvis du ikke ved det, så kan du jo spørge din dansklærer, om I har sådan en lærer på skolen.

Du fortæller, at du ikke rigtig tør sige alt, hvad du har i tankerne og åbne dig op. Det kan jeg rigtig godt forstå. Jeg får den tanke, at du måske føler, at du skylder folk at fortælle hvad der er i vejen, når de nu så gerne vil hjælpe dig? Kan du genkende den følelse? Men samtidig tænker jeg også om du måske går med nogle ting, som du ikke får fortalt og som vil være godt at fx din dansklærer får at vide, er det mon rigtigt? Hvis det er tilfældet, kan du måske begynde at skrive en form for dagbog, og så vise din dansklærer de ting du har skrevet, som ikke er så let at tale om, hvad tænker du om det? Jeg ved fra andre unge, at det nogen gange kan være lettere at skrive hvad man tænker og føler end at skulle sige det højt.  

Det er ikke i orden, at du har oplevet, at din mor blev sur, da du forsøgte at tale med hende om det. Kan din mor mon mærke på dig, at du ikke er rigtig glad? Måske går hun og undrer sig, og det kan være, at hun er usikker på, hvordan hun skal begynde snakken med dig. Har du mon tænkt på det? Dit brev forklarer på sådan en fin måde, hvordan du har det og hvad der er svært for dig. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det kan være en stor hjælp for din mor, hvis hun får den viden, som du giver videre i brevet. Hvordan tror du det ville være, hvis du viste hende dit brev? Ville hun mon så blive sur igen? Du kunne evt. bare give hende brevet og lade hende læse det uden du er til stede. På den måde kunne hun få lidt tid til at sunde sig, hvis hun bliver gal. Du kan jo overveje, om du også skal vise hende svaret. Kunne det mon være en idé for dig?

Du nævner ikke din far. Jeg bliver nysgerrig efter, om han ville være god at tale med om, hvordan du har det? Det kan også være, at det slet ikke er en mulighed for dig.

Jeg tænker, at du virkelig ihærdigt forsøger at ændre på din situation. Når du skriver brevet her, så forsøger du jo endnu en gang. Du er sej, når du har den styrke. Ud fra det du skriver, forstår jeg det sådan, at dem du har talt med indtil nu, er nogle du kender i forvejen – dine veninder, din dansklærer, din matematiklærer og din mor. Har du overvejet at tale med én, som du slet ikke kender? Nogle gange er det nemmere at være åben over for én, man ikke kender i forvejen. Har du mon tænkt på at tale med en psykolog? Hvis du går i folkeskole, så kommer skolepsykologen sikkert på din skole en gang imellem. Du kan spørge på kontoret, hvornår han eller hun er der. Det kan også være, at du kan finde ud af det på skolens hjemmeside.

Der er også den mulighed, at du finder en psykolog uden for skolen. Din læge kan henvise dig til en psykolog. Det betyder, at du skal fortælle din læge, at du i en periode har mærket tristhed og ikke føler dig rigtig glad. Lægen kan sikkert også selv hjælpe dig i forhold til tristheden og give dig nogle redskaber, som kan hjælpe dig i din dagligdag. Jeg ved ikke, hvordan du vil have det med, at din mor ved, at du taler med lægen om det? Måske din dansklærer kan hjælpe dig med at få snakket med din mor, så hun får en større forståelse for, du lige nu har brug for hjælp, og måske også psykologhjælp, så du igen kan få det bedre.

Det virker som om, du har nogle veninder, som du er tæt på, og som jo rigtig gerne vil hjælpe dig. Jeg bliver nysgerrig efter, om du kender deres forældre? Måske er der en af veninderne, som du kommer hjemme hos? Måske kender du så også forældrene? Jeg tænker på, om en af deres mødre eller fædre ville være god at tale med? De ved jo, hvordan det er at have børn i din alder. Måske kender de også din mor og kan give nogle gode ideer til, hvordan du kan få en god snak med hende.

Jeg har nu givet dig nogle forskellige ideer. Jeg tænker det er vigtigt, at du tænker på, at tristheden ikke "bor" i dig men at den kommer på "besøg", mere end du har lyst til. Jeg tænker også det er vigtigt, at du kan finde nogle at tale med, som kan hjælpe dig med at håndtere tristheden og som ikke kun går op i at finde ud af, hvad der er årsagen til tristheden. Jeg håber, at du har fået nogle ideer til, hvad du kan gøre mere. I brevet til dig, har jeg stillet en masse spørgsmål. Måske har du lyst til at besvare nogle af spørgsmålene. Hvis du har det sådan, så er du meget velkommet til at ringe til BørneTelefonen på 116 111. Du kan jo evt. læse både dit brev og svaret højt. På BørneTelefonen er du også anonym.

Jeg er så dybt imponeret over din måde at se på problemet på. Du har et overblik over både dine følelser og dine veninders og din mors reaktioner. Det fortæller mig, at du er en meget moden pige. Jeg er sikker på, at du nok skal komme igennem det, selv om det lige nu føles svært.

De kærligste knus og tanker fra BørneTelefonen 

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Måske har du en ven, som går igennem en svær periode?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat