Hvad skal jeg gøre?

Kære Brevkasse.

Jeg er en 14 årig pige der går i syvende klasse. Jeg skal på efterskole i niende klasse, hvilket betyder at jeg stadig mangler et enkelt år, som ottende klasser, i normal folkeskole.

Jeg får/har tit rigtigt mange perioder, hvor min selvtillid næsten synker helt til bunds, jeg føler mig tyk og grim, overset, samt ensom..

På grund af dette har jeg faktisk ikke lyst til at gå i skole, og jeg bruger ekstremt lang tid på at tænke på mit liv. Så meget tid at jeg rent faktisk slet ikke kan rumme andet.

Hvis jeg skal beskrive mig selv psykisk, er jeg en ENORMT moden pige, der allerede tænker job & karriere, mad & sundhed (jeg prøver at leve efter LCHF-planen) , og meget mere.

Jeg var bl.a. Også den første pige i min klasse der gik puberteten enormt tidligt i møde. Altså jeg snakker menstruation som 10-11 årig, mens de fleste af pigerne fra min klasse, først fik det sidste år måske!

Jeg har altid samtlignet mig med de andre piger fra min klasse, fordi at de altid har været nogle tynde Barbiedukker, mens jeg altid har haft mere kraftige lår/bagdel/skuldre m. m.

Pigerne fra min klasse er allesammen også sådan nogle pokkers udavendte typer. Hele bundtet. Sådan rigtigt meget. Mere end hvad jeg kan, selv om jeg presser mig til det yderste.

Jeg synes også at mange af pigerne fra min klasse er meget forfængelige, en smule lede og jeg føler mig tit ignoreret over for både pigerne og drengene fra klassen.

Jeg er også uvenner med en af pigerne fra min klasse, som lige ved hvad hun skal gøre for at ‘prikke’ til mig. Men vi snakker faktisk ikke rigtigt sammen mere, men det gør det heller ikke ligefrem mere tillokkende at tage i skole.

Jeg kan egenligt også godt finde ud af, at være udavendt, men så skal det bare være sammen med mine tætteste fx. Med min familie og min bedste veninde, som uheldigvis går på en anden skole et godt stykke fra mig af:-/

Men når jeg er med min familie, så griner og snakker jeg så meget, at man skulle tro at det var løgn!

I min fritid er jeg nede i det lokale motionscenter, hvor jeg hygger mig rigtigt meget og jeg kan være mig selv og give den max gas. Jeg elsker motion og sport rigtigt højt. Jeg vil derfor også gerne uddanne mig til noget der har med det at gøre.

Dog er jeg altid selvstændigt dernede, hvilket betyder at jeg ikke har nogen venner/veninder med. Jeg er den eneste fra min klasser der går i motionscenter. Jeg kan alligevel ikke få taget mig sammen til at spørge nogen andre, om de vil med.

Jeg går også til springgymnastik  sammen med en rar pige fra min parallelklasse og nogle piger fra nogle andre skoler i omegn. Det er jeg også rigtigt glad for.

Her for tiden går jeg også til skolepsykolog en gang om ugen. Jeg nyder at kunne få snakket ud, samt at blive lyttet til.

Min mor er næsten også min bedste veninde, for vi kan snakke om alt & ingenting, ligesom jeg gør ved psykologen.

Nu synes jeg egenligt at jeg er kommet godt ind på de fleste punkter, men når jeg læser mit brev igennem, synes jeg egentligt bare at jeg lyder som en pige, der trænger til et ordentligt los i røven!

Men sådan er det/jeg slet slet ikke. Tro mig! Men min mor har egentlig også sagt til mig flere gange, at jeg overreagere over de mindste ting, selvom jeg ligeså godt, kunne være fuldstændigt ligeglad.

Men nu til det det hele drejer sig om:

Jeg tror selv at jeg får et rigtigt langt år i ottende inden jeg skal på idrætsefterskole, som jeg glæder mig til mere end noget andet. Syvende og ottende klasse burde egentlig være nogen af de fede år, men ifølge mig, ser de bare forfærdelige ud.

Jeg har også overvejet et skoleskift i ottende klasse, men jeg tror virkeligt ikke at det kan betale sig. Jeg føler at jeg har brug for at prøve noget nyt, men jeg ved ikke hvad det skulle være.. Min mor vil bakke mig op i alting, uanset set hvad jeg gør! (Hvilket jeg er meget taknemmelig for)

Kh timeglasset.