Hvad er der galt med mig?

Kære pige på 12

Det lyder til, at du har det rigitg svært og har haft det sådan længe. Men hvor er det flot, at du har samlet mod til at skrive om det. Det viser en viljestyrke og en lyst til forandring.

Når jeg læser dit brev, er der flere ting, der gør, at tilværelsen kan føles hård for dig:

Du føler dig ensom og upopulær i klassen – så meget at du nu har opgivet det sociale
Du isolerer dig på dit værelse, hvor du tit græder alene
Du er begyndt at skære i dig selv – hvilket du kan huske startede efter et skænderi med din mor
Du har haft selvmordstanker
Du føler skyld over noget, som ikke er din skyld
Du har humørsvingninger og oplever, at du ikke er i forbindelse med din krop
Du har tabt dig uden, at det var meningen

Når man remser de her ting op, er det mange ting. Og det er også nogle store og svære oplevelser og følelser, du står med - helt alene. Det er godt, du nu beder om hjælp. Du fortjener knus og omsorg. 

Ud fra det du skriver, kunne det tyde på, at det hele er startet med en følelse af ikke at være velkommen og accepteret i din klasse. Denne følelse har så udviklet sig til en følelse af ensomhed og en enorm tristhed. Disse følelser har du ikke anet, hvad du skulle stille op med, eller hvordan du har skulle snakke om dem og med hvem. Efter skænderiet med din mor har du måske følt dig endnu mere alene og endnu mere misforstået, og derfor begyndte du måske at skære i dig selv? Måske for at få følelser ud af kroppen ved at lave huller i den? Er det sådan, det hele kan hænge sammen? 

Desværre er der rigtig mange unge piger, der går med de følelser, som du går med – følelsen af ensomhed og tristhed. Nogle af de piger ender, som du, med at skære i sig selv, fordi de ikke ved, hvad de ellers skal stille op med deres følelser og tanker. Når først man er blevet ramt af følelsen ensomhed, kan det nemlig være rigtig svært at tro på, at nogen vil lytte og forstå. Men det er der.

Jeg tænker, at det er meget vigtigt, at du får noget hjælp og støtte til at få det bedre. Den hjælp og støtte skal du have fra en eller flere voksne omkring dig. Men det kræver, at du har modet til at åbne op og fortælle dem, hvor skidt du har det.

Da du har skrevet herind, så er jeg overbevist om, at der er en lyst og en vilje i dig til at få det bedre – og den er guld værd.

Men hvem kunne mon være den voksne, du nu kunne åbne dig op for? Hvad med din mor? Hvis du synes det er for svært at sige højt, så kan du jo vise hende brevet, du har skrevet til os og vores svar.
Det kan også være, at du hellere vil sige det til en lærer på skolen eller en pædagog? Det kunne også være en veninde og hendes mor? Eller en moster? Bedsteforældre?

Hvis du hellere vil tale med nogen, der ikke kender dig, så kunne du opsøge et Headspace-center http://www.headspace.dk/faa-hjaelp. Her kan man møde op til en snak. Og du er selvfølgelig også meget velkommen til at ringe eller skrive til os igen. 

Du sluttede dit brev af med at spørge, hvad der er galt med dig. Der er ikke noget galt med dig, men derimod den situation, du er havnet i. En situation hvor du er så ensom og trist, at det er blevet for hårdt. Og hvor du endnu ikke har kunne snakke med nogen om det. 

Jeg håber virkelig, at du finder modet og styrken til at få fortalt en voksen, hvordan du har det, så I sammen kan finde vejen tilbage til glæden. Den ligger derude og venter på, at du når frem til den. Livet har nemlig også gode oplevelser til dig. Det er helt sikkert.

Mange gode tanker til dig

Kærlig Hilsen
BørneTelefonen