Kære guitarist
De fleste af os vil gerne være en del af et fællesskab, så jeg kan rigtig godt forstå din følelse af ensomhed. Vi har alle brug for at være sammen med nogle og føle, at vi betyder noget for andre og at vi har nogle at dele vores interesser med.
Du skal have tak for at dele dit brev og tanker med Børnebrevkassen, for jeg ved der er mange unge, som har det lige som dig, som føler sig ensomme, fordi de føler sig anderledes og kan lide nogle andre ting end flertallet.
Du spørger, om du skal blive ved med at lede (efter venner), eller om du skal acceptere, at du føler dig ensom.
Jeg tænker, at ingen skal acceptere at gå rundt og føle sig ensomme i lang tid, dog er disse følelser uundgåelige i perioder af ens liv. Følelser som ensomhed eller følelsen af ikke at passe ind, er følelser som næsten alle unge mennesker har, i kortere eller længere perioder. For at finde frem til hvem man har lyst til at være, tager det noget tid, og man skal igennem perioder, hvor man prøver sig frem.
Mange unge i skolerne vælger at spille fodbold eller høre pop musik, selvom de måske hellere ville spille rundbold og høre rock musik og spille magic kort på gangene i frikvarteret. Vi kan bare ikke se det på dem, de gør deres bedste for at passe ind i de forskellige fællesskaber, så de kan undgå at føle sig ensomme.
Jeg tænker, at det måske handler om at acceptere dig selv, som du er, og prøve at finde fællesskaber andre steder, som musikskoler. Nogle af de guitarister, jeg kender, har den fordel, at en guitar er rigtig god til at skabe stemning, især hvis guitaristen spiller nogle melodier, som alle kender. Åbenhed over for andres musiksmag og interesser kan også spille en rolle, for virker man selv åben og nysgerrig, så er andre unge også mere åbne og nysgerrige overfor en selv.
Jeg kender dig jo ikke og ved ikke, hvilke initiativer du har taget, så måske ville det være en ide for dig at finde en person, som du kan ”læsse af” hos, og som kan give nogle ideer til, hvor der måske er andre unge med samme interesser som dig i dit område.
Kærlig hilsen
Børnebrevkassen