Hjælp..

Kære Pige på 14 år.

Mange tak for dit følsomme brev, det er rigtigt godt at du har skrevet herind og fået taget "hul" på at snakke om hvordan du har det. Der sker rigtig mange ting i kroppen i puberteten og det påvirker også humøret, der kan være svingende, fra meget glad til meget trist og ulykkelig. Det kan være en hård tid følelsesmæssigt, da krop og identitet ændres og udvikles, nogle gange i et tempo hvor det kan være lidt svært at følge med. 

Det er dejligt at du har opdaget du synes om hård rock og det lige nu er hjælpsomt at skrive historier, det lyder til at du har nogle kreative sider, som du er i gang med at udvikle. Lige nu tiltrækkes du af det mørke og dystre, hvilket i sig selv er helt normalt.

Jeg bliver dog bekymret over det med at du skriver at du har selvmordstanker og at du elsker smerte og at den kan få dig til at glemme. Hvad er det smerten kan få dig til at glemme? At du er ked af det, eller? Jeg tænker ligesom din veninde, at du er nødt til at være lidt mere direkte og ærlig overfor dine forældre omkring hvordan du har det, også selvom det kræver lidt mod at stå frem med det.

Du skriver at du er ked af noget omkring din bedste veninde? Er I blevet uvenner eller hvad er der sket siden du føler du mister hende?

Mit bedste råd til dig vil være at holde fast i at du har brug for at nogle voksne hjælper dig og trøster dig, så du kan få det bedre. Du er meget velkommen til at starte med at ringe til børnetelefonen og "øve dig" i at sige tingene højt, inden du skal have en snak med dine forældre eller andre gode voksne i dit netværk. Måske en måde at få startet den svære snak, kan være at vise dine forældre dit brev til os og mit svar?

Mange kærlige hilsner fra Børnetelefonen