Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Har venner, men føler mig stadig ensom

Hej Brevkasse Børnetelefon.

Jeg har faktisk nogle gode veninder, men jeg føler mig stadig rigtig ensom.

Jeg har været igennem en masse inden for psykiatrien og været indlagt et par gange. Dette har gjort jeg har haft svært ved bare at sige ja til en fest, eller en hyggelig dag med veninden og flere i fælleskab, pga nogle psykiske problemer.

Jeg har tre gode veninder, men er kun sammen med den en af gangen. dvs jeg savner virkelig noget fælleskab og sammenhold i en lidt større vennekreds.

Jeg bliver tit ikke inviteret til ting som pigerne fra klassen holder, og de sportsgrene jeg går til er meget individuelt, plus jeg står alene på mit arbejde. Så i bund og grund er jeg rigtig tit alene.

Det gør mig rigtig ked af det, og jeg vil ønske det var nemmere sagt end gjort, at man bare skal gå ud og finde sig nogle veninder… Men hvor starter man..

Jeg har hørt at min kommune holder en gang om ugen noget for unge hvor man kan komme og “hygge” og snakke med andre unge som en selv. Jeg ved ikke om jeg skal takke ja til “tilbuddet”, for er i bund og grund for at jeg også vil føle mig udenfor der, og være “til grin” i den alder jeg nu er.

Jeg har altid skulle være den store og klare en masse ting selv, derfor gør dette ondt at skrive, for det går egentlig ikke så godt som det nok vil se ud til, udefra.

Hvad gør jeg.

Hvor starter man sine vennekredse, når man egentlig ikke passer så godt ind i klassen (går i gymnasie så kan ikke skifte så let) og hvad gør jeg når mine sportsgrene er individuelt.

hvor får man nye veninder/venner henne?…:(

MVH K.

Pige, 18 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 18 år

Tak for dit brev om et meget relevant emne, som rigtig mange andre børn og unge også kender til, nemlig det at føle sig ensom – også selvom man faktisk har nogle gode veninder og venner.  I dit brev får du meget præcist forklaret, hvordan du har det, og jeg synes, at det er meget modigt, at du skriver herind, da det viser, at du er klar til, at tingene skal ændre sig.

I dit brev nævner du selv tilbuddet fra kommunen,  og umiddelbart synes jeg, at det lyder som en perfekt mulighed for at lære nogle andre unge at kende – og du har ret i, at man selvfølgelig ikke kan vide, om det vil blive en succes på forhånd, men hvad så? Du kan jo prøve at dukke op et par gange og se, hvad det er for noget. Måske er det lige det, som du mangler? Måske ikke? Men hvis du skal finde ud af det, bliver du nødt til at tage chancen.

At møde og lære nye mennesker at kende kan være lidt vanskeligt. Især jo ældre man bliver, for så bliver man lige pludselig opmærksom på nogle ting, som man måske ikke tidligere tænkte over, fx om det er noget, man bliver ”til grin over”. Men i en ”hygge-klub”, som den kommunen tilbyder, er rammerne for at lære nye mennesker jo netop skabt på forhånd, men andre ord er det jo også derfor, at de andre kommer, så hvorfor skulle du blive eller nogen af de andre blive til grin - måske kan man grine sammen? Jeg gætter på, at en hyggeklub lige præcis er hyggelig og ikke stiller krav om noget, andet end at dukke op.Hvis det ikke er noget for dig, så behøver du jo ikke komme igen.

Du skriver også, at du gerne vil vide, hvor man ellers kan lære nye mennesker at kende. Fx kunne du jo undersøge, om der evt. er nogle foreninger på dit gymnasium, der måske laver nogle særlige arrangementer? Jeg ved fx, at der er mange gymnasier, der både har politiske foreninger, sportsaktiviteter, cafeer, teater, nørderier mm. Noget, hvor man kunne være sammen med nogle andre om "noget" og på den måde blive en del af et fællesskab. Det kan også være, at du har en sportsgren eller andre ting i tankerne, som du godt kunne tænke dig at prøve? Måske en sportsgren, der ikke er så individorienteret som den, du lige nu dyrker? Det kan også være de mere stille og fordybende aktiviteter fx yoga, meditation, kunsthåndværk eller bogklubben. En anden mulighed kunne også være at tage en snak med dine veninder. Måske kunne du fortælle dem, at du savner at lave noget med flere mennesker, men at det samtidig også er lidt svært for dig, og at du derfor har brug for, at de hjælper dig lidt på vej? Måske har dine veninder nogle veninder, som I kunne mødes med, fx kunne I lave en filmklub eller noget andet hyggeligt, som I kunne samles om, uden at I behøvede at være ”så” sociale, hvis du forstår, hvad jeg mener?  

Jeg ved ikke, om du kan bruge nogle af ideerne? Hvis du har brug for det, er du altid velkommen til at ringe til os på 116111. Jeg håber, du har fået modet til at prøve noget nyt, så du stille og roligt kan få gang i det sociale liv, som du savner..

De varmeste hilsner
BørneTelefonen

 

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat