Brev

Har venner, men føler mig stadig ensom

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 18 år

Tak for dit brev om et meget relevant emne, som rigtig mange andre børn og unge også kender til, nemlig det at føle sig ensom – også selvom man faktisk har nogle gode veninder og venner.  I dit brev får du meget præcist forklaret, hvordan du har det, og jeg synes, at det er meget modigt, at du skriver herind, da det viser, at du er klar til, at tingene skal ændre sig.

I dit brev nævner du selv tilbuddet fra kommunen,  og umiddelbart synes jeg, at det lyder som en perfekt mulighed for at lære nogle andre unge at kende – og du har ret i, at man selvfølgelig ikke kan vide, om det vil blive en succes på forhånd, men hvad så? Du kan jo prøve at dukke op et par gange og se, hvad det er for noget. Måske er det lige det, som du mangler? Måske ikke? Men hvis du skal finde ud af det, bliver du nødt til at tage chancen.

At møde og lære nye mennesker at kende kan være lidt vanskeligt. Især jo ældre man bliver, for så bliver man lige pludselig opmærksom på nogle ting, som man måske ikke tidligere tænkte over, fx om det er noget, man bliver ”til grin over”. Men i en ”hygge-klub”, som den kommunen tilbyder, er rammerne for at lære nye mennesker jo netop skabt på forhånd, men andre ord er det jo også derfor, at de andre kommer, så hvorfor skulle du blive eller nogen af de andre blive til grin - måske kan man grine sammen? Jeg gætter på, at en hyggeklub lige præcis er hyggelig og ikke stiller krav om noget, andet end at dukke op.Hvis det ikke er noget for dig, så behøver du jo ikke komme igen.

Du skriver også, at du gerne vil vide, hvor man ellers kan lære nye mennesker at kende. Fx kunne du jo undersøge, om der evt. er nogle foreninger på dit gymnasium, der måske laver nogle særlige arrangementer? Jeg ved fx, at der er mange gymnasier, der både har politiske foreninger, sportsaktiviteter, cafeer, teater, nørderier mm. Noget, hvor man kunne være sammen med nogle andre om "noget" og på den måde blive en del af et fællesskab. Det kan også være, at du har en sportsgren eller andre ting i tankerne, som du godt kunne tænke dig at prøve? Måske en sportsgren, der ikke er så individorienteret som den, du lige nu dyrker? Det kan også være de mere stille og fordybende aktiviteter fx yoga, meditation, kunsthåndværk eller bogklubben. En anden mulighed kunne også være at tage en snak med dine veninder. Måske kunne du fortælle dem, at du savner at lave noget med flere mennesker, men at det samtidig også er lidt svært for dig, og at du derfor har brug for, at de hjælper dig lidt på vej? Måske har dine veninder nogle veninder, som I kunne mødes med, fx kunne I lave en filmklub eller noget andet hyggeligt, som I kunne samles om, uden at I behøvede at være ”så” sociale, hvis du forstår, hvad jeg mener?  

Jeg ved ikke, om du kan bruge nogle af ideerne? Hvis du har brug for det, er du altid velkommen til at ringe til os på 116111. Jeg håber, du har fået modet til at prøve noget nyt, så du stille og roligt kan få gang i det sociale liv, som du savner..

De varmeste hilsner
BørneTelefonen

 

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Føler du dig ensom og udenfor fællesskabet? Du er ikke den eneste. Alle kan føle sig ensomme engang i mellem, men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Man kan godt være alene uden at føle sig ensom, og omvendt kan man godt have mange venner samtidigt med, at man føler sig ensom.

Hvis du føler dig ensom, kan det være, du har tanker som: Hvorfor er der ingen, der forstår mig? Hvorfor bliver jeg aldrig inviteret?  Hvorfor har jeg ikke nogen BFF? Hvorfor er der aldrig nogen, der liker mine billeder eller skriver til mig? Hvordan får jeg gode venner? Hvorfor føler jeg mig ensom? Og hvordan kommer jeg ud af ensomheden?

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat