HAR JEG DESPRESSION??????

Kære BB..
Jeg er en pige på 13 og er rigtig ked af det, stortset hele tiden.
Jeg har 5-10 venner, som jeg er glade for, 6/10 af dem er bare meget “ikke loyale”, jeg har en del problemer, især om mit udseende, familie, og skolen.
Jeg vil starte med at skrive om det med udseende.
Jeg ser engentlig sådan ret basic ud, men føler mig ulækker og frastødende, jeg har gule tænder, mærke rander under øjenene, bumser, hudorme, og har en meget stor pande, det gør kig VIRKELIG usikker, og har nærmest prøvet alt for at gøre tingene lidt pænere, jeg vil ikke “ødelægge” min hud endnu mere, så jeg bruger næsten aldrig makeup, kun hvis det er VIRKELIG slemt.
Jeg har MEGET gule tænder og det irretere mig meget, jeg får tit en lille bemærkning om at jeg skal gå til tandlægen og få dem renset, men virkelig, jeg børste tænder 2-3 gange om dagen, og drikker kakao, kaffe, sodavand, juice og alt muligt som kunne “staine” mine tænder, ja, det drikker jeg stortset aldrig. Jeg tør ik at grine eller at snakke med munden for åben, for kan se at folks opmærksomhed flytter sig til mine tænder, det gør mig SYGT utilpas, har forsøgt at overtale min far til at spørge tandlægen osv, men han siger at det er ligemeget med hvordan ens tænder er.

Nok om det.
Nu vil jeg skrive lidt om hvordan det er med min familie.
Jeg har en mor og en far, og så har jeg en storesøster.
Mine forældre plejer at være flinke nok og sådan, men i sommerferien og starten af skolen har de været meget underlige, strenge, sure og de skælder mig hele tiden ud, nu er det sådan at hvis bare de siger den mindste ting begynder jeg at græde, kan simpelthen bare ikke klare at blive ved med at blive hakket ned på. Jeg prøver at holde det inde men det kan jeg ikk, det er begyndt at fylde rigtig meget i min hverdag, og kan dårligt nok komme igennem dagen uden at græde, jeg er konstant bange for mine forældre, ikke fordi de vil slå mig, men for at blive skældt ud. Er mest bange for min mor, hun er total kontrol freak, og kan ikke klare at det roder bare det mindste, jeg vil aldrig i skole oggræder tit om natten, får så meget stress af at skulle tænke over hvad der skal ske næste dag, jeg er så bange for at blive pinlig berørt, og hader at komme i skole.
Men jeg hader også at bære herhjemme, og det gør mig ked af det, for man siger jo at det er meningen at man skal kunne føle sig tryg og glad begge steder, hvilket jeg slet ikke er.
Har rigtig meget lyst til at be selvmord, men tør ikke rigtig. Jeg skader mig selv rigtig meget, og det gør faktisk ikke engang ondt. Jeg er i det hele taget bare træt af at leve, og har aldrig noget energi til noget som helst, jeg ligger bare i min seng og glor, hører ikke musik, spiller ikke på iPad/mobil, jeg ligger bare og glor op i luften, sådan bruger jeg flere timer om dagen på bare at sidde og glo.
Jeg spiser mindre og mindre og er meget træt hele tiden, jeg har så mange ting oppe i hovedet at maden bare er en ekstra form for stress for mig.

Jeg vil gerne opleve følelsen af at være lykkelig, og at være nogenlunde selvsikker, eller i det mindste bare ikke hade mig selv.
Jeg vil kunne sige “jeg elsker mine forældre”, men det gør jeg ikke.
jeg tager maske på hver dag, og tager den kun af mår jeg er alene, altså hvis du forstår.

Jeg er aldrig mig selv og prøver altid at fremstå som glad, sjov og livlig ish.
Jeg er en af de populære på skolen, og folk ved slet ikke at jeg har det sådan her. Jeg har lukket mig selv inde i et skab, hvor jeg kun kommer ud fra når jeg skal noget.

Jeg har som sagt aldrig energi til noget og lader derfor bare bære med at sige noget til mine forældre, jeg har egentlig bare ikke energi til det, jeg er bange for at være deprimeret, og kan ik lide tanken om at skulle få piller for at være lykkelig.
Men jeg håber du kunne bruge det her til noget, det ved jeg ikk. Jeg ved ikke så meget, men håber at du kan hjælpe mig, og at du vil kunne finde ud af om jeg har en depression eller om jeg er ved at have en, eller om jeg slet ikke har en.
Jeg tænker tit at folk tror det er fordi jeg er teenager, men har haft det sådan siden jeg var 10, og der var jeg slet ikke i puberteten. Jeg er træt af at leve sådan her, og ved ikke hvad jeg skal gære for at få styr på ting..

Vær sød at vække mig fra det her mareridt.
Kh – Anonym