Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Hænger ud med…

Kære BrevKasse

Jeg er en pige på 13, som går i 7. klasse. Jeg føler mig virkelig ensom i min klasse, og ved ikke hvad jeg skal gøre.

Jeg har altid været god til at få venner på nettet, og dem snakke jeg virkelig meget med, men vi bor bare virkelig langt fra hinanden.Hvad kan jeg gøre for at holde kontakten med dem? Udover at skrive med dem på nettet selvfølgelig.

Jeg hænger også mere og mere ud med 6. klasse. Er det normalt at hænge ud med klassen under? Jeg føler faktisk at jeg er en del af den klasse.

Jeg hænger også mere ud med drengene end med pigerne. Er det også normalt? Jeg kaster mig i græsset, løber ud i styrtende regnvejr, for at slås med dem for sjov? Er det normalt? Og når der så er gruppearbejde, vil jeg egentlig helst være alene.

Når jeg er sammen med pigerne keder jeg mig, for de vil bare gå at snakke i frikvarterende. Det keder mig sindssygt og jeg får alligevel ikke indført et eneste ord, da vi ikke har så mange fælles interesser. Jeg skal jo konfirmeres i år, og jeg ved stadig ikke hvad jeg vil.. Men kirken keder mig bare, og pigerne snakker allerede om kjoler osv.

Jeg er den dygtige i klassen, så hvis nogen skal have hjælp spørger de altid mig. Men ellers får jeg ikke så meget opmærksomhed.. så er jeg for det meste alene.

Jeg føler mig meget udenfor, da jeg elsker at skrive historier og går på forfatterskole, mens de andre går til fodbold, håndbold osv. Der er aldrig nogen der inviterer mig hjem til dem, det er mig der må lave aftalerne, ingen der sender en sms frivilligt, jeg må starte samtalen. Så hvad kan jeg gøre?

Jeg føler mig ensom uden 6. klasse – og drengene.

Håber på svar:)
Kh Den ensomme..

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13 år

Følelsen af ensomhed er der desværre mange, der kender til og jeg tror, at du har beskrevet nogle tanker og følelser i dit brev, som rigtig mange børn og unge kan genkende noget af sig selv i.

Først og fremmest vil jeg gerne fortælle dig, at det er helt normalt at gå rundt sammen med nogle fra andre klasser, og det er helt normalt, at man som dig hellere vil hænge ud med drengene. Og begge ting synes jeg, at du endelig skal fortsætte med. For jeg tror, at du måske er bedre til at mærke efter i dig selv og vælge, hvem du helst vil være sammen med end mange andre på din alder er. Og samtidig er du god til at vælge de interesser, som netop du synes er spændende som fx forfatterskole – og det er begge nogle gode egenskaber at have!

Så helt grundlæggende synes jeg ikke, du skal ændre på, hvem du er eller hvad du går op i, blot for at passe ind i resten af pigegruppen i klassen. Du skal være stolt over og være glad for at være den, som du er. Men måske kunne der godt kigges lidt på, hvordan klassen er overfor hinanden? Om man sørger for, at alle føler sig lige velkomne? Om man fx siger godmorgen til alle og iniviterer hinanden med til hyggeting, eller kun til sin bedste ven eller veninde? Hvis du synes, klassen kan trænge til at arbejde lidt med trivslen, kan du overveje at foreslå det til din lærer – det er nemlig lærernes og i sidste ende skolelederens ansvar, at alle elever trives, når de er i skole. Ved dine forældre, hvordan du har det i skolen? Det kan være rigtig vigtigt, at dine forældre ved, hvad der foregår, så de kan hjælpe og støtte dig.

Du fortæller, at du er rigtig god til at få venner på internettet, men at de bor for langt væk. Og der er desværre nok ikke så meget andet, du kan gøre for at holde kontakten til dem, end det, du allerede gør – nemlig skriver med dem over nettet. Men måske kunne der være nogen af de andre på forfatterskolen, det kunne være spændende at lære bedre at kende? I har i hvert fald en fælles interesse, I kan starte med at snakke sammen om. Og måske kunne I vise noget af det, I har skrevet, til hinanden?

Jeg håber, du har kunnet bruge nogle af mine ideer. Hvis du har brug for flere ideer eller bare har brug for at snakke, er du altid velkommen til at skrive eller ringe.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat