Fra cirkus til folkeskole
Før jeg begynder med at fortælle hvad mit problem er, så vil jeg gerne undskylde for to ting: at mit brev er så langt og fordi mit Dansk er meget dårligt.
Min mor er Dansk og mødt min far da han holdt en cirkusworkshop i Danmark,
min mor var nemlig gymnast og min far var cirkusartist.
De blev forelskede og hun fikt en plads i cirkus. (Min far er Russisk)
Nogle år senere fik de så min bror, og et år efter, mig.
At vokse op i cirkus er meget anderledes end hvordan andre børn i min alder vokser op.
For det første snakker jeg fem sprog flydende fordi der er mange nationaliter med rundt og jeg har vokset op med at alle har snakket deres sprog til mig, men selvom du aldrig får nogle rigtige venner så er det det bedste sted nogensinde, fordi at alle er som en familie og alle passer på mig og jeg elsker alle de andre artister og arbejdere lige så meget som jeg elsker mine forælder.
Vi var 4 børn og vi var ligesom søskende. Måden som vi gik i skole på var på computeren hvor vi havde et program hver men også rigtig mange voksne som kunne hjælpe. Undervisningen var på russisk og polsk men jeg fikt undervisning ved siden af på Dansk af min mor.
Så havde vi rigtig meget træning men det var virkelig sjovt. Jeg havde fået lov til at få et trapeznummer når det var jeg blev 15 men det eneste nummer jeg var med i var som klovneassisten og contoristassistent, men alle hjalp mig med lige det jeg ville lære fordi der var rigtig mange så der var helt sikkert altid en der kunne det du skulle have hjælp til.
Men som i nok kan læse så var cirkus mit hjem og hele min familie boede der,
men for 4 måneder siden så ville min mor gerne hjem til Danmark og fordi jeg har fået Dansk undervisning kunne jeg starte i folkeskole som er en normal skole.
Min mor og far har hvert et gymnastikhold som de træner mens min mor tager en eller anden kedelig uddannelse ved siden af.
Problemet er bare at jeg hader at være her,
jeg føler mig hele tiden anderledes end de andre og jeg får bare ondt i maven når jeg tænker på at jeg aldrig skal se de andre mere og de rejser videre uden os
og jeg savner dem virkelig meget
og de her børn er slet ikke som mig, og det er virkelig svært at finde ord til st fortælle hvordan som jeg har det,
men jeg har bare hele tiden ondt i maven og jeg er ikke glad mere og jeg føler ikke at jeg er hjemme.
Og min mor siger hun vil tilbage til det normale liv og jeg tror ikke engang min far ville
men jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre fordi jeg tror ikke jeg bliver glad her nogensinde og jeg vil bare gerne hjem.
Hilsen O